Efter mere end en måned i Montevideo var jeg godt træt af at gøre ingenting. Jeg syntes jeg havde gjort hvad der var at gøre her.
Jeg har mødt så mange mennesker fra så mange forskellige lande og med hver sin baggrund at jeg til sidst var blevet temmelig ør i hovedet af hele tiden at skulle genfortælle historien om mig selv hver dag. Jeg trængte til at skifte scene og gøre min entre et nyt sted, hvor der var mere ro på.
Uden nogen egentlig plan begyndte jeg at rydde op i min backpack – jeg ville prøve at se om jeg kunne skille mig af med noget jeg alligevel bare slæbte rundt på til ingen verdens nytte – Jeg ville se om jeg kunne få mit kamera og min computer til at være en del af de 48 liter som min rygsæk kan rumme. Efter to timer stod det klart for mig det kunne lykkedes så jeg skilte mig af med mine ynglingsjeans, tre t-shirt og noget undertøj. Kameraet viste sig at være det største problem. Det tager jo supergode billeder, men jeg har også medbragt mit ekstra objektiv med fast brændvidde på 50 mm. Det tager de fedeste portrætbilleder og er godt at skyde video med. Det har ingen automatik overhovedet så det kræver en meget rolig hånd at skyde med – men det vejer også 600 gr.
600 gr. lyder måske ikke af meget, men når ens samlede vægt er 18,5 kg, der skal bæres på ryggen, er 600 gr. meget. For en kort stund overvejede jeg om det kunne betale sig at sende det hjem til Danmark med UPS eller lignende, men det viste sig at være for dyrt til, at jeg kunne retfærdiggøre omkostningen over for mig selv. Det er også dejligt at skyde med når lejligheden byder sig. Virkeligheden er bare at de fleste billeder jeg skyder i dag sker med min telefon. Den er hurtigere at finde frem og kvaliteten i dag er ved at være temmelig hæderlig – god nok til at jeg kan bruge det på min hjemmeside – og sikkert også god nok til min bog, der kun udkommer som e-bog. Det er klart at kvaliteten på ingen måder kan matche dem fra mit rigtige kamera, men som jeg har hørt så ofte “det bedste kamera du kan få, er det du har med dig”.
Det gode ved denne proces er at jeg, nu ved mere præcist, hvad jeg skal have med på den næste tur. For det er en del af den erfaringsbunke, man får ved at rejse som jeg gør. Man lærer, hvor lidt man egentlig kan klare sig med. Du tror måske at du får brug for en masse ting, men undervejs finder du ud af, hvor meget du bare slæber rundt på til ingen verdens nytte. Hvad skulle jeg f.eks. med min lille termokande??? Tanken var jo at jeg kunne lave en kande te eller kaffe som jeg kunne tage med mig på mine små ekskursioner, men virkeligheden har vist sig at det gjorde jeg bare slet ikke – så den røg også i processen. Alt i alt har jeg fået skilt med af mig 2,5 kg og stadigvæk er det ikke nok. Men for denne tur må det være det. Det er så godt som det er!
Hvorfor alt det postyr?
Hele grunden til at skære ned på den samlede vægt var at gøre mig selv klar til at kunne stille mig selv ud langs vejkanten og stikke tommelfingeren i vejret og vente på at en venlig ville bringe mig videre. Siden jeg genopdagede denne måde at rejse på sammen med Francesco da vi rejse igennem Sverige og op til Norge har jeg haft en kæmpelyst til at gøre det igen. Det er en befriende måde at transportere sig rundt på og du ved aldrig, hvordan det kommer til at gå. Du ved ikke, hvem du kommer til at møde og om du overhovedet får et lift. Det bringer dig ud på kanten præcis, hvor vi altid bør befinde os.
Det er her du kan mærke at du lever og det er her du er tvunget til at interagere med de mennesker, der kommer ind i dit liv. Og det er her, efter min mening, at du får de bedste oplevelser! Efter lidt research og snak med de “lokale” blev jeg anbefalet at tage en bus ud af Montevideo først – fordi det kan være lettere problematisk og ikke altid sikkert at bevæge sig igennem udkanten af byen. Jeg har kørt der selv et par uger tidligere på min lille strandtur med Jules, Steve, Nienke og Rebecca – og det ligner ikke et kvarter jeg har lyst til at bevæge mig igennem med alt, hvad jeg ejer.
Det er sådan set ikke fordi jeg er bange for noget, men jeg orker bare ikke at skulle igennem en masse bøvl med forsikringsselskabet og eventuelt tab af mine billeder med mere. Igen er vi tilbage ved diskussionen om, hvad man egentlig bør tage med på sin rejse. Derfor tog jeg en bus fra Montevideo til Minas, der ligger en god times kørsel fra Montevideo. Hjemme fra mit hostel havde jeg søgt efter en ledig sofa hos en to forskellige Couchsurfers på couchsurfing.orguden at fået svar tilbage, men jeg har jo gjort det før så jeg tog afsted på lykke og fromme.
Bevæbnet med en flaske Jameson, mit grej og mit motto: Improvise, Adapt, Overcome landede jeg i Minas. Jeg viste der var et par steder, hvor de havde et åbent trådløst netværk som jeg kunne suge på fordi vi på strandturen var stoppet der i et par timer inden vi kørte hjem til Montevideo igen.
Desværre viste det sig at mine to potentielle værter ikke havde tid til mig og derfor tjekkede jeg ind på et hotel da byen ikke havde nogen hostels. Det blev til fire dage, hvor jeg for en stund nød at have et værelse helt for mig selv, min egen seng og mit eget badeværelse. De første to dage brugte jeg på at reorganisere mig selv og mit lort. Efter mere end 2 måneder på landevejen var der en masse løse ender omkring min bog og min arbejdsproces jeg skulle have styr på -og min harddisk på computeren var ved at løbe tør for ledig plads så jeg spenderede en håndfuld penge på en ekstern harddisk … ca. 200 gram vægt mere!
Mens jeg sad og hyggede mig med at rydde op i billeder, tekster og alt det andet crap man har på sin computer skete der noget uventet. En pige jeg havde mødt kortvarigt på en cafe i Colonia inviterede mig til at besøge hende oppe nordpå i Uruguay. Det var præcist det jeg havde gået og ventet på skulle ske. Layana bor ca. 30 kilometer udenfor byen, Melo i regionen, Cerro Largo, der ligger på grænsen til Brasilien. Jeg havde udvekslet en del kommentarer den forløbne uge med, Layana, bl.a. fordi nogle af hendes billeder viser hende med et gevær og i jagtsituationer.
Det viste sig at Layana bor hos hendes far der er jæger. Han ejer et dejligt hus midt ude i det rene ingenting og omgivet af marker og vild natur. Det lød som en interessant oplevelse og da jeg aldrig selv har været på jagt slog jeg til med det samme. Det ville også tjene perfekt som en værdig rejse på tommelfingeren. Med det i tankerne gik jeg i seng, mens tankerne kredserede om, hvor min rejse derfra kunne bringe mig hen. Den næste morgen besluttede jeg mig for at bruge et par dage mere på at få styr på mine tanker og jeg fandt samtidigt et andet hotel fordi de havde ikke flere ledige værelser der, hvor jeg havde boet de sidste to dage. Til mit held fandt jeg et ledigt værelse på et andet hotel, der viste sig at være lidt mere hyggeligt og en mere afslappet atmosfære.
Efter to dage mere kunne jeg mærke at landevejens uforløste mysterier kaldte på mig og jeg svarede tilbage med: “Abracadabra, I wanna reach out and grab yah!” Efter en hurtig besked til Layana om at jeg var på vej nordpå og at jeg nok landede i Melo sidst på eftermiddagen begyndte jeg min næste rejse ud i det ukendte. Normalt bruger jeg den hjemmeside, der hedder hitchwiki.org til at finde det bedste sted at begynde mine rejser på tommelfingeren, men det viste sig Uruguay endnu ikke er beskrevet nok til at jeg kunne finde de gode råd omkring Minas (Måske jeg hellere må bidrage til sitet, nu hvor jeg har noget erfaring derfra!).
Så jeg måtte støtte mig til et lille lokalt kort, min egen erfaring og min intuition. Det betød at jeg måtte vandre 3-4 kilometer ud af byen til der, hvor rute 8 mod nord igen bliver til en reel landevej igen. Lige før landevejen begynder igen er der et kæmpe vejbump, der tvinger alle bilister til at bremse helt ned for ikke at smadre deres støddæmpere. Minas er en meget lille by så jeg vidste på forhånd at der var ikke mange bilister jeg kunne friste med mit selskab – derfor satte jeg min timer til 1 time og 15 minutter. Hvis ikke det lykkedes at få et lift inden få den tid måtte jeg redefinere min rejseplan -og evt. overveje en bus. Hvor dejligt det end er at bo på hotel og være omgivet af luksuriøse elementer, så foretrækker jeg de simple ting i livet, der ikke stjæler alt min opmærksom med deres stille kalden på at blive brugt!
Efter 1 og 17 minutter præcist stoppede en lille varevogn og chaufføren spurgte på spansk, hvor jeg skulle hen. Jeg svarede kort, Melo og han svarede: jeg skal til Treinta Y Tres … Perfecto! Bedst som jeg troede at jeg skulle tage en bus og opgive min nye plan skete der noget! Afsted gik det og da min chauffør kun mestrede det spanske fik jeg støvet mit begrænsede spanske af igen, hvilket jeg i den grad trænger til.
Det viste sig at jeg kunne mere end jeg troede så det var med stor optur jeg stod af da vi nåede til Treinta Y Tres, der ligger halvvejs mellem Melo og Minas. Igen satte jeg timeren til 1 og 15 minutter da Uruguay ikke ligefrem er et overbefolket land og slet ikke herude på landet langt fra hovedstaden. Efter halvanden time måtte jeg kapitulere. Klokken nærmede sig hastigt 1 og jeg vidste at Layana ville være i byen sidst på eftermiddagen. Så hurtigt tog jeg en beslutning og fandt vej til centrum, hvor jeg efter et par runder fandt et ledigt netværk, så jeg kunne logge på mit kort, der kunne give mig en oversigt over byen. Jeg endte med at spørge om vej fordi det ikke fremgik af kortet, hvor den lokale busterminal var. Igen måtte jeg læne mig op af mit begrænsede spanske. Det lykkedes og klokken 2 om eftermiddagen sad jeg i en bus på vej til Melo og nye eventyr.
Jeg vidste intet om, hvad jeg kunne forvente og hvordan jeg skulle finde Layana, men min mavefornemmelse sagde mig at jeg nok skulle løse det -og i værste fald kunne jeg altid finde et ledigt netværk så jeg kunne komme i kontakt med Layana. Ganske korrekt så lykkedes det mig. Jeg gik et par omgange rundt om et par nærliggende blokke omkring stationen indtil jeg fandt en ledig netforbindelse og fik kommunikeret med Layana så vi kunne finde hinanden.
Hvilken udsøgt fornøjelse det var at se hendes kønne ansigt igen. Hurtigt gik snakken omkring det fantastiske at rejse og det at et tilfældigt møde på 10 minutter kan bringe så meget med sig. Det tog mig ikke mange minutter at konstatere at her var en ægte rejsende som mig selv. Her var et menneske, der har fundet ud af at man kommer længere ved at have et åbent sind og ikke være bange for at kaste sig ud i noget nyt og uventet. Efter et par hurtige stop rundt omkring i byen på jagt efter proviantering til husholdningen var det afsted på en vild tur på de mest hullede veje jeg længe har prøvet landede vi hos hendes far Ingo.
Layana der oprindeligt stammer fra Brasilien taler udover Portugisisk; Spansk, Engelsk og Tysk. Sidstnævnte fordi hun har boet i Tyskland i et år som udvekslingsstudent. Layanas far taler udover Portugisisk; Spansk og lidt Tysk fordi hans familie oprindeligt stammer fra Tyskland. Det betød en kærkommen lejlighed til at støve mine få tyske gloser af også. Et af de første spørgsmål fra farmand var hvor længe jeg ville blive og jeg svarede: No Se! et stort smil bredte sig over hans læber. Det var tydeligvis noget han kunne lide. Det endte med at jeg brugte 10 dage i deres fantastiske selskab, hvor Layana diskede op med det ene lækre måltid efter det andet – En ægte madnørd lige som mig.
Jeg fik ikke lov til at lave så meget mad fordi det viser sig at Layana, ligesom mig, foretrækker at kokkerere sine kreationer alene. Det viste sig også at vi har de samme whiskey præferencer. Dagene blev brugt på at fodre jagthundene, slå græs, lettere vedligeholdelse af ejendomme, lave mad, fiske og gå på jagt. Det lykkedes ikke at fange nogle fisk eller nedlægge noget bytte – det sidst mest af alt fordi det er uden for jagtsæsonen så derfor er vildsvin det eneste vi kunne forsøge os med. Vildsvin er nogle meget intelligente væsner så med uforrettet sag måtte vi kapitulere.
Til gengæld fik vi os nogle gode oplevelser sammen og jeg fik set de mest fantastiske solnedgange længe og et vidtrækkende landskab, der på mange måder minder om skandinavien og nordtyskland. Virkelig smukt. Når mørket faldt på lå jeg ofte og kiggede op på stjernerne sammen med Layana mens vi delte rigelige mængder whiskey, drømme og livserfaring til sent ud på natten. Nu hvor jeg tænker tilbage så virker det temmelig utroligt at et tilfældigt møde med en person, man egentlig ikke taler med, viser sig at være et menneske, der matcher en selv på så mange områder – Ja selv glæden ved at lege med billeder har vi tilfælles. Ja jeg havde det som blommen i et æg hos Layana og hendes far.
Efter 10 dage skulle Layana og hendes far til Brasilien og ordne nogle bankforretninger. Det betød en kærkommen lejlighed til at komme videre på min færden og endelig langt om længe få besøgt mine mange Brasilianske venner, jeg har mødt på mine rejser rundt i Sydamerika. Særligt glædede jeg mig meget til at møde dem jeg mødte I Buenos Aires på America Del Sur Hostel. Vores første udveksling af ord kom fra min mund, hvor jeg sagde: Fuck Of! Ganske kort så var jeg efter en temmelig våd nat ude gået i seng og faldet i søvn. 2 timer senere bliver jeg vækket af den her gut fra Brasilien, der siger: Dude, your sleeping in my bed! Hvortil jeg svarede: Fuck Of! Hurtigt konstaterede jeg to ting; Jeg var i det forkerte rum, men i den “rigtige” seng og åbenbart var jeg gået i søvne ind i naborummet. Så efter en kort undskyldning gik jeg tilbage i min egen seng.
Næste morgen var jeg lettere pinligt berørt og jeg undskyldte til gruppen for at jeg havde stjålet en anden mands seng. De fejede hurtigt min undskyldning til side og sagde at det var sku okay og at jeg ikke skulle tænke mere over det. Om aftenen kunne jeg dog ikke dy mig og jeg stillede 1 liter øl på bordet til dem som et plaster på oplevelsen. Igen udviste de storsind, men jeg insisterede. Det hele endte med at vi lavede mad sammen og drak os i hegnet et par gange – og jeg fik endnu en invitation til at komme til Brasilien.
Så anyhow, anyway … Brasilien var næste stop og da vi krydsede den ubevogtede grænsekontrol var jeg fyldt med glæde over, hvor godt livet er og hvor heldig jeg har været på denne tur. Forude ventede nye eventyr, nye oplevelser, gensyn med venner og godt selskab.
