Antikonform

Jeg gled stille ud i glemslen og forsvandt fra tilværelsens konformiteter. Min udsigt var de åbne vidder. 

Patagonien, der strakte sig herfra, hvor jeg stod og helt hen til Andesbjergene; der ikke syntes at slutte før verdens ende, hvor det hele stod i flammer. Der var øde landskaber, så langt øjet rakte. Et forarmet landskab, hvor få levede på trods af de ufremkommelige veje; og klimaet, der var præget af gigantiske gletsjere, der endnu ikke havde fanget, at vi var midt i en global opvarmning.

Temperaturen var typisk vinter efter Skandinavisk standard, selvom kalenderen viste Juni. Det virkede på den ene side velkendt, men på den anden side duftede det anderledes, at befinde sig på den sydlige halvkugle.

Mine tanker var splittet mellem det liv jeg lod tilbage, og det jeg drømte om; hvad pokker det så betød. Jeg var på egne ben for alvor. For første gang i mit liv kendte jeg ingen. Der var ingen at ringe til. Ingen der vidste hvem jeg var. Sproget var et mysterie. Jeg var af egen vilje strandet i et ukendt territorie. Fri fra fortidens dynd, selvom at jeg bar en stor del af den på min ryg. Den tid var forbi, selvom jeg følte et behov for at fastholde den indtil jeg var klar til at slippe den …

Din dag kommer havde min oldefar fortalt mig da jeg var en lille dreng, og han viste mig kortet fra gemmerne ude i værkstedet, hvor hans gamle BSA, stod og mindede ham om den vilde tid, hvor han selv var på farten, og ikke skænkede fremtiden en tanke. “Jeg håber du selv en dag får lejlighed til at opleve verden, som jeg gjorde da jeg var en ung mand” “Har du kørt der på kortet?” spurgte jeg betaget. “Ja Mike, det har jeg! Og mange andre fantastiske steder!” Stolt klappede han på den støvede saddel, der var fyldt med sprunkne fuger, efter mange års opbevaring uden tilsyn.

Jeg havde været hjemmefra i en måned. Hængt ud med de andre, der ligesom jeg, var udstyret med en rygsæk og drømmene om indfrielsen af Lonely Planets gyldne løfter om det ultimative sus. Jeg havde indset at vi levede den samme fantasi om at opnå det guddommelige som beskrevet.

Der var ambitioner nok til at overdøve de mægtige vulkaner, der strakte sig mod nord.

Eventyret, ventede i det isnende vest, mens Martinez, den lokale taxachauffør, levende fortalte mig om hver enkelt lille bakketop og de myriader af lavtvoksende plantevækst, der passerede os. Jeg forsøgte at forestille mig hvordan nattens seng så ud. Vejen fra lufthavnen var en snoet vidtstrakt affære, ligesom min oprindelige drøm der havde involveret en motorcykel, og evnen til at tale sproget.

Men jeg havde ikke tålmodighed til at vente på at det faldt på plads. Jeg var drevet af instinktive impulser, der dragende trak mig mod det sydamerikanske kontinent.