Så oprandt dagen endelig hvor jeg skulle afsted igen. Det var søndag d. 2 september og jeg stod i lufthavnen. Første stop var London, hvor jeg skulle tilbringe 2 dage sammen med mine venner, Jenna og Ross, som jeg mødte sidste år i Santiago på Ventana Sur Hostel. Senere stødte de til i Mendoza, hvor Erik og jeg var tilbage på All in Monkeys Hostel. Et år var passeret og jeg glædede mig rigtig meget til at besøge dem. Det blev til to fantastiske dage, hvor vi lavede pizza fra bunden og besøgte Abbey Road, Camden og Big Ben m.fl.

 

 

Tirsdag var det så tid til at komme videre. Næste stop, Buenos Aires og med udsigten til 6 måneder på landevejen kunne jeg mærke sommerfuglene i min mave og en mærkbar ængstelse. Hvad har jeg nu rodet mig ud i? Hvad skulle der ske og hvordan ville det gå mig?

Jeg var faktisk temmelig nervøs inden afgang fra Madrid hvor jeg skulle vente i tre timer indtil mit fly lettede. De 3 timer endte med at blive til næsten 6 timer fordi flyet var forsinket En lille hilsen fra Argentina. Det er altid rart med en forsinkelse.

Kl. 10 næste morgen lokal tid landede jeg endelig i Buenos Aires; der hvor det hele startede for mere end et år siden. Med det samme kunne jeg mærke at det var rart at være tilbage igen. Det føltes som hjem og min ankomst til PAX Hostel var super. Særligt at få lov til at overraske Kaylee, der slet ikke vidste at jeg var tilbage i byen.

 

 

Revealing the plan

Der er nu gået tre uger siden jeg forlod mit hjem og mit bogprojekt er så småt ved at tage form. Jeg kan mærke at jeg er tættere på mit mål. Det mål jeg satte mig selv for 2 1/2 år siden, hvor jeg stadigvæk var en gift mand. På det tidspunkt var jeg ikke lykkelig. Jeg var træt af livet og jeg vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv. Flere gange overvejede jeg selvmord; simpelthen for at slippe for besværet med at skulle leve mit liv.

På det tidspunkt havde jeg ført dagbog i et godt stykke tid og istedet for at afslutte mit eget liv, besluttede jeg mig for at bringe kaos ind i mit liv; byde det velkommen og simpelthen flå mit liv fra hinanden og bryde alt op. En del af proces var bl.a. at blive skilt fra Louise. Min kone gennem næsten 7 år på det tidspunkt. Det var ikke fordi at jeg ikke elskede hende! Men vores liv drejede sig kun om at gå på arbejde og så hjem og flyde på sofaen.

På det tidspunkt orkede vi ikke engang at skændes og vores samliv var ikke eksisterende. Vores forhold var dødt. Det var på tide at komme videre i teksten.

Siden Louise og jeg flyttede fra hinanden har jeg været igennem den sværeste periode i mit liv nogensinde. Jeg har været helt derude, hvor jeg stort set mistede alle mine opsparede midler og mit netværk er faldet fra hinanden flere gange. Jeg har aldrig før følt mig så alene og fortabt som de seneste to år. Der var personer som jeg troede ville træde til med en hjælpende hånd, men som ikke magtede opgaven. Omvendt var der uventet hjælp at hente fra mennesker, jeg slet ikke regnede med ville træde til.

 

 

Hele tiden, undervejs har jeg rejst mig op igen og igen; som jeg har gjort hele mit liv, men aldrig før har det føltes så intenst; aldrig før har jeg følt så megen smerte og samtidigt har jeg aldrig før i mit liv følt mig så meget i live som de sidste to år. De sidste to år har været en lang rutchetur. Op og ned hele tiden. Jeg er her endnu, stærkere end før og når jeg forhåbentligt inden årets udgang ligger sidste hånd på min bog i Mendoza er transformationen tættere på det næste skridt. Jeg er nået længere med at blive til den mand jeg gerne vil være.

En del af den proces var at kaste mig ud i den ene dumhed efter den anden. Jeg har med vilje (for det meste!) bragt mig selv i de mest pinlige situationer. Jeg har kørt toget udover kanten og ned i dybet. Jeg har presset min krop til det yderste med et alkoholforbrug udover alle rimelige grænser. Jeg har horet til højre og venstre. Jeg har været totalt ligeglad med konsekvenserne. Intet har været helligt! Jeg ved hvad fistfucking er! Ja jeg er også blevet rigtig god til at chokere for det var en del af planen at lære at sige, hvad jeg tænker og føler.

Sandheden gør ondt og hvis man ikke kan tåle at livet også har sine grimme sider så er det bare synd for dig. Vi kan ikke leve i en osteklokke. At leve i denne verden føltes for mig ambivalent. Vores verden er et sygt sted og på samme tid et fantastisk sted.

Vi har så mange muligheder for at skabe en bedre verden blot ved at være til. Min sidste rejse med min ven Francesco lærte mig for alvor, hvor lidt der skal til. Som vi stod der ved vejkanten med vores papskilt; og kun havde vores rygsække og vores smil, opdagede jeg hvor nøgen jeg i virkeligheden er. Jeg har intet at miste og alt at vinde.

 

 

Når jeg står der ved vejkanten ved jeg at der er kun en vej og det er fremad. Det er lige som med livet! Det må leves forlæns og har du brug for hjælp må du stikke fingeren i vejret. Nogen gange får du hjælp og andre gange må du klare det selv. Livet er hårdt, men det er samtidigt fantastisk når det lykkedes. Særligt når man står midt i en kæmpe regnbyge og ingen byder sig til med et velkomment lift.

I situationen er det pissehårdt og jeg skal virkelig kæmpe for at holde gejsten oppe! For mig indfinder det gode sig; når situationen er overstået, og jeg har klaret skærene. Det er når situationen bliver til en oplevelse jeg kan berette om; en historie, der kan indgyde andre mod til ikke at give op. En god fortælling, der kan inspirere andre til at turde lidt mere. Som Søren Kirkegaard sagde: “Livet må leves forlæns, men forståes baglæns”

 

 

Always be a mover

Tre uger er gået og meget er forandret siden sidste år i Buenos Aires. Inflationen er braget derudaf og helt almindelige varer er blevet næstet dobbelt så dyre. Nogle af de butikker jeg handlede i sidste år er lukket. De er bukket under og har måttet give op. Dagligt hører jeg om folk der bliver røvet på steder, hvor jeg tidligere har følt mig helt tryg.

En af mine værelseskammerater blev røvet lige rundt om hjørnet på det hostel jeg bor på nu. Et kvarter der ellers plejer at være rimelig sikkert og så skete det klokken 20.30. Normalt hører man kun om røverier efter kl. 23.00. Selv på det hostel jeg boede på sidste år blev en af gæsterne røvet lige ude foran døren; bedst som vedkommende skulle til at ringe på døren for at blive lukket ind.

Der er ingen tvivl om at jeg har taget mine forholdsregler og jeg er stadigvæk glad for at være i Buenos Aires, men jeg kan også godt mærke at det kræver en stor indsats af mig at holde modet oppe for jeg oplever rigtig meget negativ energi. Jeg oplever venner fra sidste år, der næsten helt har mistet modet og mit smittende smil har mere end svært ved at trænge igennem det negative felt der omgiver dem.

 

 

Det er også derfor at jeg ikke længere bor det samme sted i år. Jeg prøvede en hel uge, men jeg følte mig ikke inspireret, og det var som om at jeg blev suget ned i et sort hul. Istedet for at forsætte af den rute besluttede jeg mig for at flytte. Det blev ikke vel modtaget, men jeg er ikke her for at please. Jeg er her for at skrive en bog og dele min glæde for livet.

Hvis det ikke kan lade sig gøre er jeg nødt til at flytte mig selv!

Modsat sidste år kommer denne rejse ikke til at handle om opleve en masse ting i første omgang. Den handler om at skrive en kogebog med rejsebogsanekdoter, hvor jeg vil dele mine erfaringer fra sidste år og de nye jeg har fået gennem det seneste år. Jeg vil dele min glæde for madlavningen og vise andre rejsende, hvor let det er at lave et godt og sundt måltid mad; baseret på de lokale råvarer med de begrænsede redskaber og plads der er på et hostel.

Jeg vil fortælle om hemmeligheden bag Asado og jeg vil røbe min opskrift på Chimichurri. Jeg har tidligere vist herpå bloggen, hvordan man opdrætter køerne. Denne gang håber jeg også at opleve hvordan de bliver slagtet. Det bliver en bog man tager med sig på landevejen og jeg udgiver den selv!

Det er min drøm og jeg lever den nu! Med alt det skriveri bliver der ikke meget tid til at skrive på min blog, men engang imellem sker der måske lidt.

Stay hungry, stay foolish!

Ciao

/Mike