Efter et par korte stop i Lima og Ica, landede vi I Arequipa. 

Arequipa er en kæmpe by i vækst, hvor der er styr på det hele til en forandring. Bystyret bruger mange ressourcer på at der er rent og ryddeligt over det hele – og ingen får lov til at snyde turisterne for meget :).

Indrømmet jeg er da ved at være træt af at se på storbyer, men det er sku en flot by at komme til efter at have set Lima og Ica. Vi boede på Wild River hostel som er Irsk ejet. Det betyder selvfølgelig at der er en ægte Irsk bar med de konsekvenser det nu har. Siden jeg ankom til Peru har jeg døjet med en forkølelse/influenza der bare ikke vil gå væk, men en tur til Colga Valley skulle nok kurere det – troede jeg!

 

 

Minus 10 grader om natten på et hostel uden varme i bjergene hjælper ikke ligefrem på det, og når man samtidigt er med til et aftenarrangement på en lokal restaurant, hvor der heller ikke er varme, gør det ikke nemmere; så nu hvor vi er på vej til Cuzco er der ingen bedring på den front. Jeg er ved godt mod så det skal nok gå.

Paul du bør bestille tid til lægen med din dårlige skulder …

 

 

 

The main event

Colga Valley er den dybeste kløft i verden og med sine mere end 4000 meter er den dybere end Grand Canyon. Området er stadigvæk beboet af Collaguas og Cabanas, som er de oprindelige beboere i området.

Det interessante ved dem, ifølge guiden, er at det var dem der lærte Inkaerne at dyrke jorden på den karakteristiske måde man ser overalt i Peru. Og andre steder i Sydamerika! Jorden bliver inddelt i forskellige niveauer og så bliver de enkelte grøntsager dyrket i det niveau der giver det optimale udbytte – og de dyrker stadigvæk deres grøntsager på den måde. Det med at det var folket her der lærte Inkaerne at dyrke jorden skal nok tages med et gran salt, fordi vores guide er selvfølgelig meget glad for sin egen historie, men jeg tror at sandheden ligger et sted i mellem, fordi Collaguas og Cabanas kulturen er ældre end Inkaerne.

Højdepunkterne var i mine øjne de to dage i kløfterne – derudover var der også mulighed for endelig at se Kondorerne i øjnene fordi vi hele tiden var oppe i 4-5 kilometers højde. Med en Influenza kan det virkelig mærkes puha ikke noget med at løbe her.

At se så mange Kondorer så tæt på var virkelig en speciel oplevelse – særligt når der stryger 3 meter vingefang 2 meter hen over dit hovede. Ja bare rolig den spiser dig ikke fordi det er det særlige ved Kondoren. Den spiser kun døde dyr da den er en ådselsæder. De kan flyve op til 250 kilometer om dagen så det er meget imponerende. Hvad der også er interessant er, at Kondoren kun har en partner i sit liv. Og hvis den ene dør, lever den anden videre alene. Det er sgu da romantisk. Kondorerne lever altid i grupper og i perioder, hvor der er mangel på mad, har man observeret at, de ældste i gruppen begår selvmord, så der er mad til resten af gruppen. Hvis det ikke er en fantastisk fugl så ved jeg ikke.

Som prikken over i’et kan jeg lige tilføje at Kondoren kan flyve op til 8 kilometers højde – slå lige den.

 

 

Dagene i Colga Valley og Arequipa betød også at der bl.a. blev mulighed for at opnå en kulinarisk oplevelse da maden i Peru efter sigende skulle være meget spændende.

Lad mig sige med det samme at der er elementer som er gode – virkelig gode, men kødet kan de altså bare ikke finde ud. Det er det værste kød jeg har fået i mit liv – og når man som jeg er blevet så forvænt med det Argentinske kød er oplevelsen endnu værre. På min videre rejse vil jeg smage mig yderligere igennem det Peruvianske køkken, inden jeg fælder min endelig dom. Jeg vil være retfærdig, men også ærlig.

Et højdepunkt var at prøve frugt fra kaktuser. Det var sgu spændende og hvilken smags- og energi bombe det var. Den første jeg prøvede var den aflange af frugterne som I kan se på billedet nederst i artiklen. Den hedder Tuna og er meget sød – virkelig delikat. Den anden, som er mere rund i det hedder Sancuya. Når man skræller den ligner den en Kiwi, men tag ikke fejl her. Den er surere end en Citron. Til gengæld kurerer den tømmermænd og renser din lever. Og den frisker dig op med det samme. Ja det er tilsyneladende den man bruger til de såkaldte tømmermænds-tabletter. Og det bedste af det hele er at man kan finde dem begge vildtvoksende i naturen næsten overalt i Peru.

Det blev også til en udfordring af de store da vi stoppede i 5000 meters højde. Her var luften så tynd at man skulle hive efter vejret. Udover luften havde jeg ingen problemer med det, så det tegner godt med min tur på Inkastien. Erik fik til gengæld blødende næse ud af det, men han havde det ellers fint udover det.

Nåh ja, så blev der blev også tid til en tur forbi de varme bade, hvor det varme vand fra bjergene gjorde godt på min kolde krop. En god oplevelse.

Det var alt for nu. Internet forbindelserne her i Peru er temmelig ustabile så derfor kommer de næste indlæg lidt spredt og forskudt af datoer så hav tålmodighed.

Vi ses

/Mike