Det var de fortabte tider, hvor alting syntes at flyde sammen i en sløret rodet masse.
På flaskens bund fandt jeg roen til at tænke system og orden. Det var her jeg indså, at min rejse skulle ske alene, uden anden assistance end det jeg faldt ved, ved vejens kant. Det var her jeg lavede en aftale med onkel Jack og djævlen. Min udsigt var storbyens tårne så langt øjet rakte.
Jeg havde indkvarteret mig på 9. sal i Sao Paolo med analogt skriveapparat og et karton smøger og whisky til en uge. Køleskabet var fyldt med tomme kalorier, æg, bacon, pølser, lidt frugt og grøntsager og to dåser instant kaffe. Det var meningen at jeg skulle skrive på min kogebog. Det var vanviddets drøm, en tåbelig ide opstået efter for meget druk i Paris. Knap var jeg lykkedes med at grave mig ud af hullet, før jeg følte en længsel efter at befinde mig der igen for evigt.
Min sjæl var blevet sat fri, men nu vidste den ikke hvad den skulle med alt den frihed. Jeg kunne ikke finde ud af at administrere, at jeg kun havde fritid. Jeg havde opnået de ting jeg ville. Opskrifterne var på plads, billederne skudt, maden spist med stor fornøjelse – og jeg havde fået min tatovering med stodderen, der fik lokket mig ud på farten, da livet så allermest sortest ud.
Jeg havde gentaget succesen i Buenos Aires og taget Tangoprinsessen med mig i faldet fra tinderne. Nu sad jeg der alene i en lejlighed, og ventede på at døden fik ondt af mig. Min rute var fastlagt, selvom jeg ikke anede en skid om, hvordan fanden jeg skulle finde derhen. Der var forbindelse til omverden, men jeg havde aldrig fattet spillereglerne. Julen nærmede sig med hastige skridt. Temperaturen var alt andet end vinter. Selv når det pissede ned kom termometeret aldrig under 35 grader og fugtigheden var som i en rigtig jungle.
Min menneskelige foragt havde nået et nyt lavpunkt, kun afbrudt af de ugentlige besøg fra Lucas, når han fik listet sig ud hjemmefra, for at se til den lejlighed han holdt fast i, hvis kæresten fik endnu en af sine berygtede nedture.
Det var mit held, at der fandtes mennesker derude, som satte pris på at have deres egen kok, indlogeret, til fri afbenyttelse. Lucas syntes også at det var sjovere, at have en ven med på stripklub.