Den første tur

Det startede tilbage i 2009. En drøm om de åbne vidder var vækket til live. 2 år senere pakkede jeg min rygsæk; nyskilt og klar til at begive mig ud i verden på egen hånd. Det er et langt skriv, der rummer essensen af det der startede den rejse, der har bragt mig hertil hvor jeg er i dag. God læsning.

 

 

21. Maj 2009 – Sidste stop inden det går hjem igen.

totally-dude

Og pludselig oprandt dagen, hvor denne fænomenale rejse måtte slutte. På den ene side har vi lyst til at det aldrig skal stoppe og på den anden side er vi mætte og vil gerne hjem til jer alle sammen igen. Jeg savner at lave mad og Louise savner at shoppe med tøserne.

De sidste to dage har vi brugt på hygge, ose og shoppe i Hollywood, Beverly Hills og Melrose. Vi fik set en del af walk of fame og Hollywood skiltet så tæt på det nu kan lade sig gøre … Vi var i Beachwood som er et totalt hyggeligt sted. Stemningen minder lidt om den vi har oplevet i Melrose.

Vi har fået god mad og i det hele taget fået reflekteret godt og grundigt over vores drømmerejse. Vi føler os på mange måder assimileret og det er fedt at tænke på alle de dejlige og vidunderlige oplevelser og minder vores ydmyge sind nu har fået at boltre sig med fremover.

Vores sidste rigtige aften blev brugt ved Stillehavet, Venice Beach. Vi blev beriget med den smukkeste udsigt, med solen som var ved at gå ned bagved bjergene. Det var et syn for guder. I morgen ved denne tid sidder vi i flyet mellem LA og NY og vi glæder os til at se jer alle sammen igen.

Nyd de sidste billeder. Der er billeder fra Hollywood, Beverly Hills og Melrose, En række Murals og billeder af mad selvfølgelig

Det første billede er fra da vi skulle tanke op mandag fik jeg et mindre chok – bedst som jeg åbnede dækslet til tanken kravlede denne lille sag frem. Den havde åbenbart fået opfattelsen af at det skulle være dens nye hjem… ? til Marianne’s far: Er den giftig?

Murals
Det er spændende at gå på oplevelse i gadekunsten, hvis du giver dig selv tid støder du på de vildeste vægmalerier (murals) – men du skal være til stede for ellers misser du dem.

Uden mad og drikke…
…Duer helten ikke. Der er også blevet tid til at smage på lidt flere dejlige retter.

Utroligt nok var vores sidste måltid ved Vennice Beach rent faktisk i normal portionstørrelse og det smagte vidunderligt.

Lidt sødt skal der også være plads til, så vi prøvede en Malt Hos Johnny’s – den minder meget om milkshake den er bare lidt tykkere i konsistensen – smager himmelsk.

 

 

Route 66 – 19. Maj 2009

route66-mike1

Så kom dagen, hvor vi skulle tilbage mod LA. Vi besluttede os for et par ændringer så vi sprang Monument Valley over for vi syntes vi har set nok klipper og naturparker for denne gang. 

Vi havde også planlagt et stop mellem LA og Flagstaff fordi det er en tur på 800 km, men vi ville hellere have en dag ekstra back in LA – så vi tog turen i et hug. Der blev dog tid til at gøre stop i Seligman.

Seligman er stedet, hvor de startede med at fryse tiden da man i 70’erne omlagde route 66 og frakoblede de små byer langs route 66. Istedet for skabte man bl.a. Interstate 40. Det var en rigtig god oplevelse at se en reel tidslomme som det er til at forholde sig til.

Seligman giver sig ikke ud for at være noget det ikke er. Det er en stille by som USA så ud i 50-60’erne. Og det er ret så spændende at mærke. Vi fik købt lidt souvenirs i Angels Giftshop som det hør og bør sig og vi gasset godt og grundigt i Snowcab burger da vi ville prøve en gammeldags burger.

Den var god – rigtig god, men der er stadigvæk ikke noget som slår Johnny Rocket’s. Efter et par timer begav vi os videre på vores rejse. Vi gjorde et ultrakort stop i Mojava ørkenen for at strække benene – det gik pænt stærkt for der var 50 grader. Det var varmt og havde vi haft æg med kunne jeg have lavet spejlæg på den nærmeste sten – puha da da.

Først på aftenen landede vi igen i LA. Denne gang bor vi på Motel 6, 1001 San Gabriel Bvl, Rosemead – værelse 106. Det er vores niende og sidste stop på vores dejlige rejse. De sidste dage skal bruges på at lade op, reflektere og så lige se Hollywood i daglys, ose lidt mere i Melrose og finde en Outlet til de sidste småting vi skal have presset ned i vores bagage.

 

 

Divine – 17. Maj 2009

the-road

Grand Canyon … Wow. 

Vi kan lige så godt sige det som det er – billeder kan på ingen måde retfærdiggøre det spektakulære syn, der udspiller sig for dine øjne når du kommer til den gigantiske kløft. Hele tiden kører du rundt på toppen af kløften (2-3000 meter over bunden). Vi havde en følelse af at køre rundt i en skov, men til begge sider har du hele tiden de mest vanvittige udsigtspunkter. Vi forsøgte efter bedste evne at forevige minderne, men vi bukker os i støvet af ærbødighed over det guddommelige syn vi har mødt. Nyd vores ydmyge billeder herunder.

Mens vi hang deroppe som en anden flok tumpede turister, fik vi også set en gruppe hjorte meget tæt på. Mætte af oplevelser vendte vi hjem til motellet inden vi skulle tilbage til LA via route 66.

 

 

Lady Luck is a tramp – 16. Maj 2009

Onsdag var den sidste dag i Vegas. Formiddagen brugte vi ved poolen og hvilket syn. Vi talte fem pools og en lang flod som løb i ring. Det var noget af en oplevelse at flyde med strømmen rundt og rundt.

Senere blev det tid til aftensmaden – Nu hvor det var vores sidste aften ville vi give den gas. Først kørte vi en tur med monorailen som transporterer os malkefår rundt mellem de forskellige casinoer det var fedt sådan at hænge over vejbanen og se det hele lidt fra oven. Vi landede ved Cæsars Palace og Bellagio. Vi fik set det mest vanvittige springvand og fik optaget det på video så I kan se det når vi kommer hjem igen.

Efter den betagende våde oplevelse var vi klar til at finde aftensmaden. Da det var vores sidste aften ville vi give den maks gas. På Cæsars Palace fandt vi Bradley Ogden, en restaurant som har michelin stjerner og en masse andre fine priser. Nyd billederne ligesom vi nød den sindsyge lækre og gennemført fantastiske mad.

Klokken 2 om natten var det desværre blevet tid for os at komme videre. Jeg sad desværre i et godt spil roulette så det var med vemod jeg var nødt til at forlade bordet. Næste gang ved jeg, hvad jeg skal kaste mig over.

Torsdag morgen forlod vi Fabelous Las Vegas til tonerne af Elvis. Lidt fattigere, men glade for oplevelsen var vi back on the road again.

Første stop på ruten til Flagstaff, AZ var the Hoover Dam og hvilket ingeniør arbejde. Det er et imponerende værk og ligeså overvældende er det at beskue Lake Mead. Søen er opstået som følge af byggeriet af dæmningen.

Vi mødte også en gruppe bikere. De var godt oppe i årene og det gør dem sgu endnu mere cool at støde på – Rock ON!!

Efter Hoover dæmningen var turen kommet til mere ørken. Denne gang fik vi set det i dagslys (Tak for den tredje bil Payless) Der var varmt som en i helvede og selv med vinduerne åbne var luften brændende varm.

Torsdag aften er vi landet i byen Flagstaff. I Flagstaff har vi et tog lige i baghaven og hvert kvarter tuder hornet når et nyt togsæt kører gennem byen – sjovt nok har vi sovet væk fra det.

I dag skal vi se Grand Canyon og i morgen kører vi tilbage mod LA muligvis med et stop undervejs. Ha det godt derhjemme.

 

Viva Las Vegas – 15. Maj 2009

Ja ja vi har tabt lidt penge … men idag tror vi forhåbentligt at den er der.

Hvis ikke man kan tåle at tabe skal man ikke tage til vegas for her må man prøve lykken eller gå ned med flaget.

Las Vegas er fænomenal, fantastisk og på samme tid klar til en tur på den nærmeste anstalt. Her ude i ørkenen kommer temperaturen ikke under 35 grader heller ikke om natten. Her er altid varmt og man er tvunget til at være på hotellerne hvor airconen kører konstant. Når man er på kasino glemmer man tiden helt der er noget i luften som får dig til at være vågen …

 

 

Reflektion – 14. Maj 2009

Vi ventede og ventede og ventede … 

… og da vi var færdige med at vente måtte vi vente lidt mere. De tog sig god tid til at komme med en ny bil til os. De har lovet os en upgrade så nu får vi måske en SUV.

Først meddelte de den til os klokken 14, men nu bliver det nok nærmere kl. 16. Vi har hængt ud med Buddy hele dagen og det har været super hyggeligt selvom vi gerne vil afsted i dag … Det at vente er en egentlig en spøjs ting fordi vi sidder bare her på terassen i den kølende skygge, mens colibrierne har travlt med at bestøve alle blomsterne. Bier, fluer og en masse andre insekter vi aldrig har set før flyver lystigt omkring os – doing their business bzzzzzz bzzzz.

Det føles helt mærkeligt bare sådan at lave ingenting. Bzzz pludselig kommer der en kæmpe vingeformet skygge ude på vejen og når jeg kigger ud svæver der en ørn majestætisk over horisonten. På udkig efter bytte ligger den nærmest i luften og venter indtil det rigtige mål viser sig. Det er imponerende at se hvordan det nærmest glider som en surfer på vandet gennem luften. Det at sidde her sætter tingene i perspektiv.

Det sidste stykke tid har vi jo blæst omkring og fyldt vores små hjerner op med vidunderlige minder- og pludselig er det blevet tid til at reflektere over, hvor langt vi egentlig er nået. Indtil videre har vi kørt mere end 1000 miles. Bare køre rundt omkring – hele tiden være i bevægelse – hele tiden møde nye mennesker. Set fra en positiv vinkel er det måske også tiltrængt at slappe lidt af inden vi møder suset fra oasen i ørkenen.

Hvis alt går vel lander vi forhåbentlig i Las Vegas en gang i aften, hvilket vi glæder os helt vildt meget til.

Status lige nu er at vi er landet i Las Vegas. Vi fik først den nye bil klokken 18 og landede først på MGM kl 0200 i nat – Den nye bil vi fik viste sig desværre også at have en fejl. Højre hjulophæng er defekt og var det da vi fik den leveret. Vi er nu på vores tredje bil og håber snart at det virker. Vi skriver nok først om et par dage igen, for Las Vegas har alt for meget at byde på og vi vil have det hele med.

 

 

Giant Sequoias – 13. Maj 2009

Fredag morgen fik vi os en god snak med værtinden Louan fra Bears Creek Cabinn. 

Hun er et vidunderligt menneske som er så dejligt imødekommende og hun kan en masse gode historier som vi grinede meget af. På Louanns anbefaling besluttede vi os for tage et hurtigt kig på Yosemite og så ellers komme videre i teksten mod Sequoia.

Vi fandt det dejligste lille motel der ligger midt i mellem Kings Canyon og Sequoia National Park. efter at have brugt dagen brugte på at se mere af Yosemite og ellers køre derudaf gennem det vilde vest.

Vi har oplevet prærien og set orangelunde som strakte sig gennem mange mil på landevejen. Vi fik smagt på de sødeste og dejligste jordbær. De smagte så fantatiske – lige så vi helt kom til at savne lille danmark.

Afsted var vi kommet og fru GPS virkede efter hensigten lige indtil vi kom op i bjergene igen. Det er utroligt at man alligevel i vores moderne tidsalder kan komme uden for civilisationens rækkevidde. Og derfor er det endnu mere dejligt at vi er så gode til at improvisere og hurtigt omstille os – hvilket i vores tilfælde betyder at slukke for GPS’en og derfra prøve sig frem.

Vi nåede at se flere Giant Sequoia træer idag og hold da fest, hvor er de store. Vi forsøgte at tage billeder af dem, men vi var nødt til at bide billederne over i tre til hvert træ for at kunne fange størrelsen. Glæd jer til vi kommer hjem med billederne.

Turen gennem prærien var også noget af en oplevelse. Vi kunne næsten se Indianerne som lå på lur oppe bagved de kæmpe klipper. Temperaturen steg med 10 grader i forhold til ude ved kysten så vi var glade for at vi havde rigeligt med vand med.

Stedet hvor vi overnattede hedder, Snowline Lodge. Det ligger oppe i bjergene – ca. 5 mil fra Kings Canyon og lige nu sidder vi på den dejligste porch på første sal med udsigt til dalen og træerne. Ejeren hedder Buddy og han er akkompagneret af et par nære venner som hedder Herb og Cynthia.

De har mange hunde og de er så søde og rare. De er virkelig gode til at hygge om os og om aftenen spiste vi mad sammen med dem. Menuen stod på Crab and Chicken og det var så godt fordi Herb også er et madøre.

Vores værelse ligger lige ud til porchen så vi har udsigt lige ud til dalen og er helt tæt på naturen.

 

 

En vanvittig dag – 12. Maj 2009

Tirsdag har været fuldstændig vanvittig. Først startede GPS’en med at drille – den ville simpelhen ikke starte op – gode dyr var rådne, men efter intens søgning på TOMTOM’s hjemmeside fandt vi en brugbar løsning og den lille hjælper kom igang igen.

Vi var nu klar til at køre – og køre det fik vi gjort rigtig meget. Godt ude på landet hvor vi bl.a. kom igennem Oak Valley (som taget ud af en western) fik Louise sin dåb på highwayen – Det er sjovt at køre med automatgear, men også noget man skal vænne sig til.

Louise klarede det med bravour og pludselig befandt vi os midt i Sierra Nevada bjergene. Bjergkørsel er ikke Louises kop te, men også det klarede hun supergodt og jeg må næsten indrømme at hun er mere modig end jeg var op langs Highway One. Det var en fornøjelse at opleve USA fra passagersiden.

Anyway afsted var vi kommet og undervejs fik vi gjort et par stop. Vi havde sammenlagt 5-6 timers kørsel foran os – så da vi pludselig befandt os ved indgangen til Yosemite National Park gik det op for os at nu var det kommet.

Og hvilket scenarie som udspillede sig vores øjne. Her er helt vildt meget at se på og hvor end du drejer ansigtet er der et spektakulært view – det skal ses og opleves. Efter at have kørt en times tid kom vi til vores afkørsel og dagens spændingsmoment nummer to. Vores GPS fejlede og ville have os igennem et bjergpas der var lukket p.g.a. sne så vi vendte snuden tilbage og stoppede ved en tank som vi tidligere havde passeret.

Her var de søde og rare og viste os hvordan vi så kunne komme til Mammuth Lake – På det tidspunkt havde vi kørt næsten 5 timer så I kan tro vi blev overrasket da vi fandt ud af at vi ville være nødt til at skulle køre en mindre omvej på 750 km. Igen var gode dyr rådne og hurtigt fandt vi frem til at vi hellere måtte overnatte i området. Ærgerligt når vi nu havde booket os ind et andet sted, men sådan går det en gang imellem og vores betaling på 65 USD måtte vi betragte som tabt fordi vi skulle have afbestilt 72 timer før – det er lidt svært når man bookede dagen før.

Den rare dame fra tanken rådede os til at slukke for GPS’en for den kunne vi alligevel ikke drage nytte af her. Og ganske rigtigt mens vi prøvede at bruge alle de smarte funktioner med at finde interessepunkter (hoteller, restauranter m.fl.) gik fru GPS helt banjo.

Pludselig ville hun have vi skulle svinge til højre selvom der ingen farbar vej var. Rent faktisk ville hun have os til at køre op af en stejl klippe eller direkte ind igennem et område som ville have krævet en kæmpe firehjulstrækker. I dag endte altså med at blive en dag, hvor vi skulle udfordres.

Vi valgte at tage det med et smil og kørte igennem Yosemite Valley og det er vi glade for nu for det har været en rigtig dejlig tur. Vi prøvede lykken på alle de hoteller/moteller vi mødte på vores vej, men enten lå priserne lå på et meget højt niveau eller også var der fuldt booket, så vi forsatte den smukke tur og gjorde stop ved mange af de udsigtspunkt som var på vores vej. Det var helt vildt og naturen er fuldstændig vanvittig. Kæmpe vandfald – Træer så store så man tror det er løgn. Sidst på dagen var vi så heldige at finde et ledigt sted, der hedder Bear Creek Cabinn.

Det hedder det fordi der bor bjørne i dette område. Bears Cabin er en bjælkehytte, hvor der er mulighed for at grille selv o.s.v. Når man sidder ude om aftenen summer det af dyreliv og vild natur og det er lidt spændende at sidde og lytte for det er alt man kan her! Der er mørkt som en i pokker – kun fuldmånen titter frem over natten og man kan ikke høre en bil i miles omkreds. Trods alle udfordringerne i dag er vi glade for at være havnet her og vi har besluttet os for at vi forsætter sådan på må og få indtil vi lander i Las Vegas mandag. Alt andet lige har det været dejligt befriende at være sådan lidt lost in the middle of nowhere.

 

 

Surf’s up Pal – 8. Maj 2009

Vi landede på Surf Motel ved Lombard st som ligger tæt på San Francisco Bay. Det er et rigtig lækkert havneområde, hvor der er et fedt mix af alt. Lokale som blander sig med turister, vaskerier, hvor vi stødte på et ældre ægtepar, 

Betty og Arthur som vi fik en længere samtale med. Betty og Arthur har faktisk været i Danmark for mange år siden for at holde jul hos Bettys Søster … De var rare og virkelig hjertevarme at snakke med. Det sjove ved dagen i dag var også at mens vi fire talte sammen kom der andre til som simpelthen måtte kommentere og deltage i samtalen. Det er fedt at være til stede når sådan noget sker. Det var aldrig sket hjemme. Vi fik vasket vores tøj og og fik en lille tur til stranden som bød på den dejligste udsigt til Golden Gate og Alcatraz.

Aftensmaden havde vi besluttet os for skulle være amerikansk – noget med en rigtig bøf. Derfor gik turen videre til Izzy’s. Er du i dette område er det et godt bud at få en god bøf. Det er længe siden vi har fået så gode bøffer. Se billederne på deres hjemmeside og fjern selv savlen fra dit tastatur.

Og nåh ja vi fik også spottet den ene af værterne fra Myth Busters.

imorgen rejser vi mod Mammuth Lake og derfra skal de næste dage bruges på at se Yosemite National Park, Redwoods og Death Valley inden vi havner i Las Vegas på et eller andet tidspunkt.

Ha det godt.

 

 

San Francisco – 6. Maj 2009

Efter en god nats søvn blev det tid til at komme ud og mærke San Franciscos puls. Først skulle vi dog lige have fikset bilen for den gjorde os opmærksom på at det var tid til et olieskift – 

Der blev talt med store ord til Payless Car Rental – med røde ører sendte de os til den lokale firestone som ligger 600 m fra hotellet. Lige så ringe som den skuffende følelse vi fik med at de havde glemt at skifte olie lige så overvældede blev vi over den positive oplevelse af, hvordan Firestone auto repair fiksede vores lille dyt. Det tog 1 time og regningen blev sendt direkte videre til payless – prisen ligger på 35 USD – det er helt sikkert noget som danske mekanikere kunne lære noget af.

Med en spinnende bil tøffede vi rundt i gaderne. Her kan man tale om gader der går voldsomt op og ned og vi er glade for de gode bremser i bilen. Formiddagskaffen blev indtaget på Starbucks og vi surfede lidt på en fri linie. Der er vist ingen tvivl om, hvor Baresso har fået sin inspiration fra.

Herefter var det tid til at se Golden Gate Bridge og hvilket syn. Godt nok er Storebæltsbroen meget større, men Golden Gate er fra en helt anden tid og følelsen af at krydse den er for vild. Prisen for at køre over og tilbage er kun 6 USD.

Efter at have skudt en bunke billeder og vi fik nydt udsigten over San Fran landede vi i Fishermanns Wharf, hvor vi brugte en time på at finde et hukommelseskort til kameraet og fikset sålen på en sko. Sulten meldte sin ankomst og vi vendte tilbage til hotellet og fik os en hjemmekomponeret sandwich med diverse delikatesser fra køletasken. Vi nåede også lige at snuppe en lille lur …

Klokken 17 gik vi op af Van Ness for at fange en Cable Car. De ligger fem blokke fra Hotellet ved California St. Herfra gik turen til Chinatown, hvor vi fik set en masse skøre ting og jeg blev lokket til at købe et vidvinkelobjekt til kameraet. Det bliver dejligt at se billederne som lige pludseligt kan tage billeder med mere bredde.

Aftensmaden blev indtaget på stedet hvor du simpelthen må spise: Nanking. Nanking er stedet, hvor de lokale spiser og stjerner som Jamie Oliver, Sean Penn og Keanu Reeves har været der. Nanking ligger ved Columbus St. som er i udkanten af Chinatown. Mætte af god mad og med en svag summen efter de kolde kinesiske øl bevægede vi os atter ud på gaden, hvor vi fik set Financial District inden vi kastede os ind i den nærmeste Cable Car og kørte op og ned af gaderne.

At køre med Cable Cars er ligesom at køre i rutschebane i slowmotion og det er helt vanvittigt med de stigninger som bakkerne har.

Let ømme i musklerne kom vi tilbage til hotellet med en sixpack og det var blevet tid til at konsummere dagens dejlige synsindtryk og smagssanserne som i den grad blev pirret – der er vistnok en mulighed for at vi besøger Nanking endnu engang inden vi skal videre.

 

 

Forloren Pildskade – 5. Maj 2009

Så kom dagen, hvor vi med vemod måtte forlade LA. Turen startede på Freeway 101 mod nord, hvor vi havde planlagt et stop i Solvang. Solvang er en gammel dansk by ca. 100 miles nord for LA. 

Vores forventninger havde nok været en anelse for store for det var fuldstændig som forloren skildpadde. Det var på ingen måde noget der lignede noget som kunne identificeres med lille Danmark. Tjek selv billederne og grin lidt lige som os over at udstillingsvinduet mest af alt minder om en tysk by. Vi fik noget der skulle minde om en kanelsnegl og en kop varm drik inden vi hastede videre nordpå. Vi blev enige om at Solvang må de gerne beholde for sig selv …

Efter Solvang var det blevet tid til at komme videre og vi ankom ved 18-tiden til vores hotel i San Simeon, var der nogen som sagde Twin Peaks – vi følte os i hvertilfælde hensat til en episode af serien. San Simeon er en lille by ved Stillehavet med 400 indbyggere og det var et noget speciel sted vi havde fundet. Der var tre spisesteder og vores værste fordomme om amerikansk madkultur blev indfriet. Billedet herunder viser det meste af byen.

Det var godt at vi også fik oplevet den del af USA og det har sat tingene meget i perspektiv – særligt når man vi sammenligner det med kulturen i LA. Vi fik vores nattesøvn og var kun 2 timer om at spise lidt morgenmad, bade og tjekke ud inden turen gik op langs Highway One. Skal du nogensinde herover er det en tur du må unde dig selv for flottere bliver det ikke simpelthen ikke – Sverige Go Home. Undervejs gjorde vi en række korte stop og fik nydt udsigten når vi ankom til nogle fede steder. Særligt var der et rigtig lækkert udsigtspunkt, Ragged Point, hvor vi fik den dejligste morgenmad med æg,bacon, pølse og kommenbrød – Uhm det var tiltrængt med veltilberedt mad igen – og udsigten ja døm selv på billederne.

Undervejs fik vi også hilst på en jordegern koloni, der kom helt hen til os for at hilse – de var ikke bange for mennesker. Vi fik også set en kæmpekoloni af Elefant Sæler. Se billederne herunder.

Næste stop på ruten var forbi Salina. Salina ligger tæt på Monterey. Salina er kendt for to ting; Forfatteren, John Steinbeck og USA’s madmarked. Salina er stedet hvor meget af maden til USA bliver produceret og det var en oplevelse at finde et supermarked ved navn, Star Market, hvor det bugnede med alskens grøntsager og med meget fokus på Økologi Jum jum.

Til de af som har læst John Steinbeck (Øst for Paradis, Perlen, Vredens Druer og Mus og Mænd) er det næsten som at bevæge sig helt bogstaveligt ind i det miljø han altid skrev om. Downtown Salina fandt vi Jonh Steinbecks museum og hvilket dejlig sted. Amerikanerne er virkelig gode til at formidle deres historie og det var tydeligt at byen er meget stolte over deres bysbarn.

Inden vi kørte videre fandt vi en lille youghurt-smothie bar, hvor vi fik et skud vitaminer og mineraler i flydende form til at holde blodsukkeret igang indtil vi ankom til San Francisco. Turen gik igen ad 101 og lige efter Silicon Valley blev vi fanget i traffiken pga. et større sammenstød flere miles ahead. Næsten to timer forsinket ankom vi til Cathedral Hill. Vi havde set billeder hjemmefra, men vi havde godt nok ikke regnet med at det var så eksklusivt – nøj, hvor er det sjovt at bo sådan et sted. Vi bor på terassen (på taget) med udgang til poolen som er opvarmet og det er altså dejligt at bade i regnvejr når poolen er opvarmet.

Ha det rigtig godt derhjemme i lille danmark.

 

 

BIIIIIII!!!! – 3. Maj 2009

Damn, hvor er vi trætte i dag. I går bød på alt, hvad vi overhovedet kunne forestille og så lige lidt til plus det løse. Vi startede dagen med at køre til Melrose Ave. 

Da vi først ankom var vi godt nok i tvivl for skummelhedsskalaen lå temmelig højt da vi drejede af Freewayen – var vi nu ankommet til det rette sted? Men så kom vi tanker om at alt er stort over here – det gælder også vejnumrene de forsætter næsten ud i det uendelige eller sådan kan det godt opleves.

Efter et par miles begyndte de mondæne bygninger at gøre deres indtog, Paramount Pictures m.fl. flokkedes om at få opmærksomheden og lige pludseligt poppede alskens hippe, små og hyggelige butikker frem på rad og række længere end øjet kunne række.

Vi parkede på Melrose Ave og begyndte at trave derudaf. Stemningen på Melrose skal opleves det er så fedt og alle du møder på din vej er søde, rare og imødekommende. Næsten alt, hvad der ligger på Melrose Ave er så gennemtjekket og cool at man selv den sureste non-shopper før eller siden må overgive sig.

Arkitekturen er også et særligt kapitel for sig. Sidegaderne er præget af små hyggelige huse med skyggefulde træer langs gaderne. Selve hovedgaden er åben og solen står lige ned og varmer alle op.

Der er masser af dejlige restauranter og der er en liflig duft af spændende krydderier på hvert et gadehjørne og Melrose Ave brillerer med mangel på dunsten af friture. Det betyder ikke at man ikke kan få noget snask, men når der så endelig er noget er det af den ypperste kvalitet – uhm. Vi fik både frokost og aftensmad på Melrose Ave.

Til frokost fik den bedste burger nogensinde smagt – ever! På stedet, Johnny Rockets serverer de burgeren præcis som det burde være. Det bedste hakkekød, En på samme tid både sprød og blød bolle. Perfekt balance mellem frisk salat, syltede agurker og søde tomater og mængden af kød. Bollen var smurt med en tilpas mængde mayo der gjorde at vi kunne smage den uden at blive helt snasket til på fingrene og uden at den dårlige samvittighed ville plage en resten af dagen – Kommer du nogensinde i nærheden af Johnny Rockets så skynd dig ind og nyd det lige så længe det varer.

Efter et par timer var vi desværre nødt til at forlade Melrose da vi også gerne ville nå Venice Beach og opleve Stillehavet inden vi skulle videre mod San Francisco. Efter at have kørt igennem L.A. stoppede vejen lige pludseligt – vi var ankommet og stod nu og kiggede på Stillehavet. Stillehavet larmer virkelig meget og bølgerne de er store som en i pokker. Tempaturen var hæderlig, men vi skulle ind til Sunset Blvd senere så vi nøjes med at sjoppe lidt i kanten.

Stillehavets kraft er ubeskriveligt – selv når man kun står i kanten kan det tydeligt hvilke kræfter dette ocean rummer. Jeg følte det som om jeg skulle give modstand for bare at blive stående. Mens vi sad der på stranden kunne vi ikke lade være med at tale om det komiske i modsætningen i navnet, Stillehavet. Det brøler og larmer så meget så en tur på bakken i højsæsonen vil føles som en stilletime.

Et par timer senere tog vi en tur til Sunset Boulevard og var til sound check med min gamle ven, Thomas der har boet i LA i 10 år og spiller med sit band Dead Rose Beauty. Det var for vildt at opleve Whisky a-gogo. Historiens vingesus var ikke til at tage fejl af og det var med ydmyghed at vi trådte ind på dette sted, hvor bl.a. The Doors har spillet. Bandet trykkede den virkelig af og vi glædede os allerede til aftenens koncert. Efter sound check kørte vi tilbage til Motel 6 og koblede lidt af ovenpå den lange dag.

Omkring klokken 20 landede vi igen på Melrose – det var tid til lidt mad inden vi skulle til koncert. Vi fandt et hyggeligt sted som hed, Louises Trattoria. Maden var ægte Italiensk og vi bestilte kødboller med spaghetti “like lady and the tramp”. Nøj hvor det smagte godt og det er helt sikkert at vi skal spise her igen når vi returner til LA igen om ca. to uger.

Sidste punkt på dagens hårde program var en tur til Whisky a Go Go. Dead Rose Beauty gav den fuld skrue og det var fedt at opleve et så gennemspillet koncept som deres. Vi var også heldige at høre Amanda Overmyer som har deltaget i Idols herovre. Men mere om det senere og alt det andet for vi er helt fyldt op med dejlige oplevelser og vil bruge dagen idag på at reflektere over vores vidunderlige men korte tid i LA. Det er lidt med vemod at vi rejser nu, hvor vi også kan mærke at vi har taget byen til os, vi føler os næsten som hjemme og det er egentlig en mærkelig følelse når vi er langt væk hjemmefra. LA er en superfed by og vi har virkelig nydt hvert eneste minut her.

Idag begynder vi turen op til San Francisco. Vi kører op langs kysten og skal overnatte på Motel 6 i byen, San Simeon ved Pismo Beach. Motellet ligger lige ud til Stillehavet og en dukkert vil nok være på sin plads.

Ha det godt derhjemme.

 

 

Don’t you want it to go? – 2. Maj 2009

dsc000851

Så blev det pludseligt fredag og efter en dag med proviantering, hvor vi fik købt alskens accessories som Louise manglede. Da klokken blev 3 eftermiddag lærte vi hvad konceptet omkring jetlag egentlig indeholder. 

Vi drattede simpelthen omkuld og vågnede først kl. 7 med hul i maven. Så vi skulle ud og finde noget at spise. Vi havde fået anbefalet et kvarter som hedder, Beach Wood, men vi fandt aldrig frem til stedet og vi endte derfor i Downtown Hollywood, hvor vi cruisede rundt et par timer i forsøget på at finde et sted at holde ind og indtage et måltid sammen i selskab med et par blafrende stearinlys.

Til sidst var menneskemylderet for overvældende og i stedet endte vi med at køre hjem til Motel 6, hvor der ligger en Indisk restaurant ved siden af. Så klokken spansk tid endte vi med at indtage det lækreste måltid vi længe har fået.

Servicen var helt i top og det er længe siden vi er blevet opvartet så meget. Til start fik vi noget pompadora (mener det var det hed) med en sød soyadyppelse og en meget spicy dip og agurkrelish til – uhm, hvilken smag.

Til hovedret fik en medium curry chicken som var megastærk og den bedste Lamb Vindalo ever – den var lige præcis så stærk som sådan noget skal være. Inderne kan altså noget med deres ris – og så det Naanbrød nøj hvor det smagte godt.

Restauranten hedder Muksha og det var en ganske særlig oplevelse fordi de i lokalerne ved siden skulle holde friday night entertainment som var Latinotema. Only in america kan du opleve at tingene i den grad smelter helt sammen. Fra vores plads sad vi midt i krydsfeltet med lækker louncemusik fra restauranten og Dj’en som bragede derud med sin Latinotechno. Om man kan lide det eller ej må være op til den enkelte at afgøre, men en ting er sikkert det er en speciel oplevelse som man bør unde sig selv engang at springe ud i.

Halvvejs gennem hovedretten og med en let summen i hovedet pga den kølige gewurtztraumir måtte vi kaste håndklædet i ringen. Straks kom det søde tjener over og spurgte os om vi skulle have maden med hjem. I skulle have set hendes ansigtsudtryk da vi sagde nej tak …. Ha ha det er sjovt når vores forskellige kulturer på den måde stikker sit fjæs frem og spiller os op i mod hinanden. Da chokket havde lagt sig for tjeneren accepterede hun vores valg og grinede selv af spøjse oplevelse.

Det var en mindeværdig aften som vi længe vil sætte pris på. Trætte væltede vi omkuld i sengen.

 

Det første rigtige anstændige måltid – 1. Maj 2009

dsc004872

Vi vågnede her til morgen klokken 06.30 lokal tid og var dejligt friske igen ovenpå flyveturen. 

Med tomme maver fik vi listet os afsted til det nærmeste supermarked, der hedder Vallarta Supermarket. Det var en stor oplevelse.

For det første har vi fundet ud af at vi bor i et kvarter som mest af alt minder om en grov og temmelig forvokset udgave af Nordvest kvarteret. Det er jo altid det sjove ved at rejse ud for sig selv, at man ikke ved hvor det er man havner henne. Der bor flest mexicanere i kvarteret og derfor følte vi os også at vi var kommet til Mexico da vi kom ind i supermarkedet.

Alle var søde og rare og det er dejligt at opleve, hvordan et velplaceret smil kan lette på de fleste sure-jeg-passer-helst-mig-miner. Vi vender tilbage med billeder når vi får dem lagt ind igen for det var virkelig flot – i mellemtiden kan I se på deres hjemmeside.

80$ senere var vi tilbage på Motel 6 og spiste vores første anstændige måltid sammen herovre. Det var rigtig dejligt at få rigtig mad i maven igen særligt efter den kæmpe burger vi forgæves prøvede at kæmpe os igennem i går aftes. Vi fik den fra en af de lokale og smagen var fuldstændig som vi havde forestillet os, men vi måtte altså give op på halvvejen.

Nu godt mætte vil vi drage ud i LA og finde en køletaske og andre nødvendigheder. Når det er sket skal vi en tur til stranden og se lidt af Hollywood – i morgen skal vi sikkert ud og shoppe lidt og om aftenen skal vi på Whisky a Go Go, der ligger på Sunset Blvd. Her skal vi opleve min gamle efterskoleven spille med sit band. Søndag morgen går turen videre op langs vestkysten, hvor vi håber på at kunne komme forbi Solvang. Vi regner med at lande i San Francisco d. 4 maj.

 

 

Motel 6, 7132 De Soto Ave – 1. Maj 2009

motel6

Klokken var 21.30 lokal tid. Efter en samlet rejsetid på 28 timer var vi langt om længe ankommet til Motel 6, 7132 De Soto Ave – og puha for en tur det var meget spænding på en dag (vi fik næsten ondt i maven), hvilket vi nok skal fortælle mere om når vi har fået en god nats lur.

Lige nu er Louise igang med klargøre reden og jeg skal ned og finde noget mad for vores maver skriger på føde. Vi er stolte af vores indsats idag og er ved godt mod.

Vi har fået en kæmpe bil som er større end svigerfars – for pokker, hvor er det en speciel oplevelse at køre med automatgear.

Håber alt er vel i lille danevang.