Hun startede altid dagen med Patsy Cline. Sangen “Crazy” var hendes og hundens. Den hylede altid med, ramte tonen så man skulle tro at Patsy selv, var blevet genfødt som gadekrydset Tuesday, mens katten kiggede forundret med fra spisebordet.

Jeri levede hver dag med sorgen forankret i hjertet. Det var hendes metode til at minde sig selv om at i dag skulle leves bedre end det erfaringernes landevej havde budt på. Hun boede på South French Broad Avenue; tæt på Downtown Asheville i et lille hvidt hus, med en typisk amerikansk porch foran.

Herfra kunne hun hver nat se månen der lyste op bagved den hellige bakke, hvor den lokale menighed havde deres velsignede tårn; der kaldte til fællesbøn hver søndag når Pastor John var klar med endnu en herlig prædiken om næstekærlighed og forkyndte guddommelig syndsforladelse og tilgivelse, hvis man huskede at spytte i når tiggerfadet blev budt rundt. Der skulle indsamles donationer til de hjemløses køkken og kirkens drift.

Sangen var en del af Jeris daglige rutine inden junior blev hevet ud af fjerdene. Hun ville gerne være den gode mor, der serverede pandekager, æg og bacon hver morgen til offspring. Men som enlig mor til Thomas, var der sjældent tid til at være perfekt. En 10$ seddel var oftest det han blev sendt i skole med.

Kærlighed og omsorg var der rigeligt af i deres lille hjem. Det forstod knægten godt selvom han for det meste glemte at værdsætte, at der intet manglede i køleskabet, at der var rent tøj og at hans mor aldrig råbte af ham, når han blev sendt hjem fra skolen; fordi han var mødt skæv op for tredje gang i måneden.

Jeri forstod det så godt. Hormonerne der forstyrrede hans sind og gjorde det svært for den unge mand at navigere i de voksnes verden. Hun havde jo selv været der og havde fået ham i en alt for ung alder. Hans drømme skulle ikke sættes til side; hvis så bare at han snart gad at finde ud af hvad det var, fordi Jeri var træt af at diskutere opdragelse med hans far, der havde den nemme tjans hver anden uge.

Det holdt altid kun til onsdag. Så tog offspring hjem til mor. Undskyldningen var altid at skolen lå tættere på og det var også rigtigt nok. Sandheden var dog, at det var nemmere at være i fred for hans rædselsfulde stedmor, der aldrig gav ham mulighed for at lære at dumme sig på egen hånd.