Det ene liv vi ved ender en dag, vi ved ikke hvornår, men i forløbet dertil prøver vi febrilsk at bilde os selv at vi er udødelige, at det kun er naboen som får cancer – “det sker ikke for mig, for jeg spiser 600 gr grøntsager om dagen og jeg motionerer en time om dagen – mindst!” Eller er det kun 250 gr og gåturen ned på tanken efter et nyt nikotinfix, som er virkeligheden. “Var det et program på TV2 om en person der havde omlagt sit liv og som jeg gerne ville identificere mig selv med?”

Er det en del af den livsløgn, som lever i bedste velgående – hverdag sidder vi fastlåst til skærmen og lader andre om at udføre det, vi selv burde gøre – flytter på landet – trækker sig tilbage fra det samfund, som ubønhørligt buldrer afsted selvom vi egentlig ikke gider. Vi tager café-latte-facaden på når vi står der, på perronen, sammen med de andre skabsidealister – og vores økologiske mochachino fra emmerys og en frokost bagel fra the bagel shop.

I tasken ligger der en smothie fra Irma – lavet af friskpresset frugt naturligvis det manglede da bare – imens vi sidder i toget med vores Metroexpress og undrer os over, hvad fanden vi skal bruge alt det lort som faldbydes – realiteterne er at vi idag har femten telefonnumre til en familie på tre personer.

Pludselig brummer min nyeste nokia – ahh fuck så er der mail – febrilsk famler jeg efter pauseknappen på min iPod – arghhh den er sat på hold – jeg flår høreværnet ud af jackstikket – så går dyret da på pause! Jeg leder som en gal efter den magiske knap, der låser telefonen op, så jeg kan se, hvad jeg skal købe i aften – i aften når jeg har fri skal jeg have aflad for at jeg igår, sad og sumpede sammen med resten af danmarks befolkning til endnu en omgang ligegyldigt fyld – fyld, som er designet til at vi bliver hængende – som lige akkurat er så talentløst interessant, at der måske sker noget jeg ikke vil gå glip af – det som de andre i kafferummet taler om – og som jeg derfor er nødt til at deltage og investere noget tid i – ellers er jeg ikke nærværende på min arbejdsplads – så er jeg ikke længere en aktiv og medlevende deltager i det store karrierelokkehjul – det hjul, som skal give mig flere penge – så kan vi rejse to gange mere til næste år og købe endnu en Kitchen Aid, som skal stå i skuffen sammen med Senseoen, Brødristeren, Stavblenderen, Solo’en, Stempelkanden, Ismaskinen og Brødmaskinen- og Frituren –
Nåh nej frituren smed vi ud sidste år – det gjorde vi efter at vi havde en tur hos vægtkonsulerne – vi havde sku været lidt for gode ved os selv – lidt for selvfede – klart vi skal have pizza i aften – jeg orker sku ikke at lave noget anstændigt foder – jeg er for træt – så hellere ind på just-eat.dk og bestille en pizza – ja den kommer godt nok først om tre kvarter og den er højst sandsynligt blød, slatten og temmelig ligegyldig, og rent faktisk slet ikke i nærheden af at være noget, der kan gøre det ud for et varmt måltid mad – man skulle tro de hev dem ud af fryseren og kørte rundt i timevis indtil de var optøede, og bare ventede på at kunderne begyndte at sende deres ordre ind via den trådløse bredbåndforbindelse.
Den trådløse opfindelse som skulle gøre livet nemmere – ingen ledninger bare ren frihed – Vi skal dog stadigvæk glo på den åndsvage strømforsyning, og ledningen ovre ved telefonstikket og nåh ja selve telefonen den skal jo også tilsluttes – Vi havde ellers gjort som alle andre og kappet stikket til det store monopol – fuck det skodkobber – nu kommer fiberen! – Ti år senere får vi iptelefoni via vores kobber – eller rettere sagt TDC´s kobber – men det er en anden historie som vi ikke gider at tale om! – Det trådløse net – ja det skulle være så smart – ingen ledninger – ingen besnærende bånd som binder mig – og flexibiliteten ja den kender næsten ingen grænser – vi kan det hele – har du set min nye bærbare – ja vi droppede sku kontoret og så har fået hver vores bærbare, så nu kan vi sidde sammen i sofaen og se det nyeste pladder på den flade – alt imens vi surfer efter mere lort, som kan fylde det store hul vi har indeni os selv – hullet som higer efter at bliver anderkendt, accepteret og være noget – være til.

Hvor meget frihed gav det der wifi så? – Se vi sparede jo to ledninger, som skulle være koblet på det der usandsynligt grimme monstrum i hjørnet, der står der og ligner en udbrændt rekvisit fra 1984 eller fra en af steven spielbergs film – med sin grimme antenne, der stikker op fra toppen af boksen og minder os mere om en eller anden ufo, end at dette skulle være et teknisk vidunder! Ja naboen har også en der ligner – underboen har en fra linksys – og genboen har en med ekstra antenne til – fordi vores netværk forstyrrede hans netværk. Jeg mener dog det er underboens nye B&O tlf – det satans designerlort – Underboen er af den overbevisning at det er naboens mikrobølgeovn – nogle gange tror jeg at det er gamle fru larsen på 87 i stueetagen, som har fået opereret en ny antenne til sit høreapparat i hjernen – du ved sådan en med en smart lille fjernbetjenning, hun kan skrue op og ned for, efter behov – problemet er bare at det skidt går i vores nye flade – lige pludseligt og helt umotiveret hopper flimmeren over på DK4, hvor de viser endnu et program med ham det fede talentløse kvaj, som står og kalder den revne affaldsost i vakuum for mozarella – sådan et fjols, der bare tror at man kan tillade sig at udfordre os der ved, at mozzarella er ikke revet ost lavet på snot og skod. Det er lavet på mælk fra bøfler, og ligger som store helt mælkehvide kødboller i en saltet vandlage – ligesom fetaen – “men der bruger du måske flødehavarti dit store drøv.”
Tilbage til bærbare – se den er jo smart – i reklamerne lover de mig frihed, frihed til at slæbe lortet med på café og flashe dyret. Problemet er bare at den altid løber tør for strøm – den kan holde op til seks timer – det sagde de selv i reklamen – dog har den aldrig givet mig mere end halvdelen, af den film jeg havde planlagt at se i toget, før at den løb tør for strøm. Og der var selvfølgelig en anden nar i kupeen, der havde fået den samme briliante idé at slæbe det flade vidunder med for at gøre det samme som mig – at forsøge at virke mere vigtig end alle andre i den bumpende karet.

Landskabet drøner forbi og jeg tænker på, at det er sku for dårligt, at jeg ikke kan få min økologiske højlandskaffe med max havelåge mærket – så jeg kan sidde og mæske mig i min lille globale opvarmer med god samvittighed – helt uberørt over at det har kostet en halv regnskov at få bønnerne fragtet herop – helt herop, for at jeg kan få opfyldt mine meget vigtige behov – for det har jeg fortjent – jeg er nemlig en dannet menneske – jeg betaler min skat og derfor har jeg krav på at kræve ind ved kasse 1 – fordi jeg knokler røven ud af bukserne hver eneste dag – jeg aner ikke hvad fanden det er jeg foretager mig, men jeg skriver en masse dokumenter som jeg stopper ned i den store fælleskasse og høster profitten fra mine aktieoptioner mens adminiralen fortæller os at vi er en kæmpesucces – vi har solgt for dobbelt så meget som de først havde planlagt – ja det går sku strygende – faktisk kender festen ingen grænser og næste år skal vi udvide vores produktion – faktisk kan vi snart købe hele verden; så gode er vi.

Det er sku nemt at være til – det er så nemt at jeg ikke kan bruge min bærbare på det trådløse netværk derhjemme fordi genboens antenne forstyrrer mit netværk – netværket, som er sat op med alverdens sikkerheds foranstaltninger, så ingen kan komme ind på det – ikke engang mig selv. Det er sku også ligemeget om jeg kan bruge det, fordi jeg har trådløst netværk og der er sku ikke noget værre … end ikke at være med på beatet.

Nu har ham det skaldede drøv også sendt ost på gaden i smarte indpakninger – nu kan jeg få en pakke med gouda og cheddar ost i tern – det kan jeg så servere med toscanske kartoffelbåde. Det så jeg selv i det nye katalog fra Getto – hej nu er det sku også på tide at lave maden selv – vi må ned og stå i køen sammen med alle de andre – jeg må hellere fylde indkøbsvognen helt op fordi det er et begrænset parti og når det er slut er det slut og jeg skal fandme have det som faldbydes – det må være det helt rigtige ellers ville de ikke bruge alle de penge på den fine brochure, og jeg skal ihvertilfælde ikke være den, som ikke selv kan lave rigtig mad.
At det så tager ligeså lang tid at transportere sin fedtede røv i den nye suzuki med firehjulstræk som at gå derhen, det betyder ingenting – jeg har været ude og vise min nyeste anskaffelse frem – jeg har også været forudsigende og passet på mig selv, hvis der kommer en latterlig Heinospade i sin nyeste nyeste golf GTi med 100 km/t ud af vangedevej – vangedevej hvor du må køre 60 km/t – jeg kører dog altid 80 km/t fordi hastighedsmåleren viser altid mindst 10 procent forkert, og jeg har nået en vis erfaring, så derfor kan jeg godt styre det – men ham snothvalpen, hvor får han dog de penge fra – den slags finanser havde jeg sku ikke råd til, da jeg var i hans alder – jeg er helt sikker på at han sælger stoffer – og han kan ikke køre bil basta!
Han skal bare flytte sig, for det er mig som har de største hjul og når han nu rammer den lygtepæl i krydset så er jeg glad for at jeg har en så stor frihøjde på min bil – så kan jeg bare køre over hans skrammel – undskyld Hr. betjent, men det var lygtepælen eller den unge mand og den unge mand sælger alligvel stoffer og lygtepælen er sku heller ikke helt billig. Det er vigtigt at sætte tingene i perspektiv – Vi skal passe på vores fælles eje, så skatten ikke stiger – den unge herre kommer sikkert heller aldrig til at gavne noget som helst på statsbudgettet – så du kan rent faktisk se sådan her på det; Jeg har gjort staten en god tjeneste – det er også billigere at feje den flade blikspand op på et tilpas stort lad og få en dum i arbejde til at skure asfalten, så vi kan få vejbelægningens naturlig gråsorte nuance tilbage – det matcher så godt sammen med de hvide striber – og min æstetiske sans siger mig helt klart, at den der hindbærrøde farve, det ser sku ikke godt ud på min bilsti – så se at få fingeren ud af det gaskammer – jeg betaler min skat og det betyder for dig, at jeg er din arbejdsgiver. Gider du foriøvrigt at sende hans familie en regning på mine vegne – han svinede sku på min højre skærm, da jeg kvaste hans hovedskal med mit 19 tommer højre forhjul, mens han var ved at kravle ud af sin skodgolf.