Tilfældigheder afgører dødens portefølje. Forvredne stumper af liv levet trækkes ud af tilværelsens usandsynlige ligning.

Et planlagt stop. Vest for København. Øst for Århus. En rasteplads. Lige før broen der binder Fyn og Sjælland sammen. Et tilfældigt klik. En ubevidst berøring. Klik for grønt. Ligesom et fodgængerfelt, er der frit for at benytte overgangen. Gå. Altid med næsen forrest. En ny retning åbner sig. En vilkårlig mulighed står hen i det uvisse.

Tid. Sekunder. Minutter. Timer. Dage. Uger. Næsten en måned. Øjeblikket glemt. BIP BIP. Tillykke, du har et nyt match. En stokastisk relation. Træf et valg. Svar eller ignorerer. Fuglekvidder i natten. Dagene endnu uendelige lange. Mørket falder aldrig helt rigtigt på. Tilsæt Whisky. Push The Sky Away. Hjertet tager tilløb. Instinktet sætter ind. “I’ve got this shit!”

Lågen til buret stod allerede pivåben. Du skulle bare over på den anden side af vejen. Sjælen klasker dig højlydt på låret. Det giver et gevaldigt stramt smæld. Kroppen kører på autopilot. Hjernen har taget fuld kontrol. Den havde set lyset længe før du opfangede kærlighedens kraft hive og flå i dig.

Det ene ord taget det andet. Som en længst glemt samtale der forsætter, hvor den slap sidst. Hjertets kraft er uforudsigeligt. Det pumper blodet taktfast, men før eller siden vælger det at stikke af. Tempoet øges. Pulsen ustabil. Åndenød. Du rider på en bølge af varm storm.

Det runger pludseligt i natten. Et galoperende ekko af fortiden. Angsten sætter ind. Panikken sparker dig i løgene. Brænd for helvede. Brænd som du aldrig har gjort før. Den indlærte fornuft taler med frygtens stemme. Men det er allerede for sent. Skaden er sket. Uopretteligt. Vejen tilbage ender blindt. Fremad. Altid. Parallelt med dine åndskvabalelser, havde du bevæget dig mod en fikseret destination.

Uforventede sammentrækninger. En sammenfiltret forløsning. Det virker næsten normalt. Genkendeligt. Som har du prøvet det før. Det lyder som hulken. Instinktivt følger du lystens væsen. Du ramler ind i muren uden at sanse det. Som en blind dinosaur i en antik keramikbutik. Der er bump på stien. Forhindringer som du er nødt til at tromle ned. Ubevidst, ser du først omfanget af ruinerne når det er for sent.

August er nødvendighedens tid. September og høsten er lige om hjørnet. Du kan ikke udsætte morgendagens virke. Det er der ikke længere tid til. Der er en udløbsdato. En ubekendt faktor. Fornemmelsen siger noget med tallet 17. Dit år er 41. Det siges at tallet 42 er meningen med alt. 4 plus 2 giver 6. Er det 8 plus 9, 9 plus 8 eller fem otte ? ? ?

Fuglene kvidrer påny. Solen er på vej op. Drømmene flyver mod vest. Horisonten midt i alt. Der er så fint. Familiens første indfødte. I Andersens muld. Du fik udlængslen ind med modermælken. Væk fra vredens væsen. Stik af. Forsvind med dig for du er allermest i vejen. At rejse er vitterligt at leve, for det er sådan, at du finder vejen hjem til kærligheden.

Men før du kommer dertil må du igennem hadets by uden at nogen dør. Det handler ikke om at tilgive. Det handler om at modstå fristelsen til at splitte det hele ad til atomer …

Viceværten starter tidligt. Han skramler før dagen har fået ben at gå på. Støj er hans mellemnavn. Han spiller på alle maskinparkens larmende instrumenter. Hverdagens stresssymfoni giver mig lalofobi, når den bragende rammer de gamle røde mursten. Instinktivt har jeg altid vidst, hvor det næste stoppested var. Det var sådan jeg kom rundt. Det var sådan at jeg lærte at fare vild. Det var sådan jeg lærte at grave mig fri, når tilfældighederne styrtede sammen ovenpå mig.

Intet hul har hidtil været for dybt. I starten prøvede jeg med selvkontrol, men jeg opdagede at det kun er en selvskabt menneskelig illusion, som vi bruger for at undgå favntagene med livet.

Der er menneskeliv på spil. Se bare på de døde for de har levet …

Til sidst fik jeg nok. Til sidst tog jeg vejen ned. Det var det de andre flygtede fra. Bunden. Der hvor du ikke kommer op fra igen.

“Er du nu sikker på at det er det du vil?” I virkeligheden er det ikke et spørgsmål til mig. De forsvarer sig bare, fordi de er hunderæd for at forholde sig til deres eget liv, der pludseligt ikke giver mening. Men det har det i virkeligheden aldrig gjort. Det er det der skræmmer dem. Alt det de troede nagelfast på var blot et skjønmaleri uden reel klangbund. De var kun brikker i nogens aftalte spil, hvor reglerne blev ændret efter forgodtbefindende.

Da jeg endelig ramte bunden lærte jeg DET; at tilværelsen er en illusion, der fjerner dig fra at leve som menneske. Som dyr der patter på Gaias yver.

Jeg brugte syv måneder på at grave mig op af hullet igen. Denne gang tog jeg mig god tid. Jeg skulle brygge grundigt på min egen virkelighed. Præcist lige så længe, det ville tage mig indtil jeg var klar til at leve den.

Du har vist mig, hvor meget min hjerne altid, altid er foran. Det var derfor jeg høstede vores kærlighed inden August døde.