Den var måske en anelse kradsbørstig, konstaterede hun, da hun tog den første tår. Det var et desperat forsøg på at genkalde hans tilstedeværelse i rummet. Det vidste hun godt. Omvendt havde hun heller ikke modet til at kontakte ham. Det virkede også lidt omsonst, når han nu havde blokeret hende på Facebook. Det var også den pokkers nysgerrighed og morens forventninger; hendes krav til at datteren skulle gøre som hun ville ha det. Bevare kontrollen over det liv, hun selv, smerteligt, havde skubbet ud gennem sine lænder.
Hun tog en tår mere. Smagen føltes mere afbalanceret. Det var jo også bare fordi hun selv syntes at hun skulle være mor. Kunne han for helvede da ikke bare se at gøre noget ved de ambitioner hun havde på hans vegne. Glasset blev tømt. Hun tændte en smøg i mørket og kiggede ud gennem køkkenvinduet, mens hun lod røgen slippe fri. Der var helt stille i gården.
Hun skænkede et nyt glas op med cigaretten hængende i mundvigen. Hun famlede med proppen. Trak den op og satte den i flere gange. Hun havde savnet lyden. Smøgen blev lagt i askebægret og hun satte sig ned på linoleumsgulvet. Et øjeblik stoppede tankemylderet. Hun mærkede hvordan varmen fra whiskyen bredte sig fra maven og ud i hvert eneste led i kroppen.
Håbet ramte hjernen. Drømme voksede frem. Ideer blev til. Hun tog en tår mere. Den var silkeblød, som når han kyssede hende blidt i nakken.
Hun havde aldrig kunnet fordrage at han med så enkle midler fik fuld kontrol over hendes lyst …