Jeg har gjort det en million gange før. Turene gennem landskaberne. Krydset utallige broer. Fløjet titusindevis mil. Altid med den samme gribende mystik. Eventyret. Mulighederne. Drømmene. Håbet.

Driften i mig, er optionen på livet og den kærlighed, der måske venter rundt om hjørnet. Det virker uoverskueligt, umuligt hele tiden at være på farten. Rejsen mod den næste destination. Flugten væk fra fortiden. Jeg drages mod fremtiden. Med hvert et skridt undslippe tragedien inden rejsen når i mål.

Uomtvisteligt, er livet mit, når jeg befinder mig En Route. Rygsækken pakket. Skrivemaskinen i venstre hånd. Whiskyflasken i højre. Der er en beroligende følelse i vejrodet. En rutine i at håndtere kaos, mens jeg ser hverdagens tyranni trille forbi. Velvidende at jeg snyder mig forbi besynderlige krav om en stabil tilværelse, inddelt i 8-tals intervaller.

Jeg har ingen pensionsopsparing. Jeg drak den op i Sydamerika, mens jeg stak pikken op i Silvias villige, varme våde kusse. Det var meningen hun skulle lære mig spanske gloser, men jeg lærte kun at sige Si og Mas.

Det var den første tur efter skilsmissen. Jeg søgte efter friheden på bunden og kravlede omtumlet tilbage til overfladen. Da jeg landede i DK igen, troede jeg at det var blevet tid til at leve normalt.

Den plan blev hurtigt kasseret da jeg indså at det var for sent at vende om. Turen på bagsædet af Linie 6A føltes som et langtrukkent cancer-forløb. Jeg ville hellere sidde i førersædet og bestemme retningen. Hvorfor lade sig nøjes med rester, når der var Oktoberfest i München?

De åbne vidder kalder på mig. Altid! Ligesom i dag, hvor jeg igen sidder i en bus, på vej til den velkendte smilende by, med den farvestrålende UFO, der i nattens mørke vækker et stille håb om at den er ægte. Det er begæret efter de mindst befærdede stier. Steder, fri for rædselsfulde menneskemylder, der belemrer en med snævre rammer. Det skærer, hvinende, i min forhud, bare ved tanken.

Jeg har intet i mod andre mennesker, bare jeg får lov til at blive fri for idioternes intolerance, overfor andres måde at være menneske på.

Same Shit! Different Headache! Som jeg plejer at sige. Det hele er spild af tid alligevel. Alle skal vi dø, så hvorfor ikke nyde suset hele vejen ned, i stedet for at ligge søvnløs hver nat i rædsel over morgendagens komme. Tidsnok får du besked; uforagtet af, om der er plads i din blankpolerede, overfladiske kalender eller ej.