Vi drømte altid om havet, at se det store vilde bæst, der hamrede mod kysten; ubønhørligt gjorde det krav på sandet og de høje skrænter; som døden på livet og mennesker på hinandens skæbner.

Vi genfandt barnets uskyld, når flugten fra virkeligheden lykkedes og vi indfandt os under bøgetræernes skygge, tæt på bølgernes brusen. Her kunne vi brøle om kap med friheden. Det var vores helle. Ingen voksne der kunne fortie sandheden.

Her var vi os selv. Her lavede vi mad på bål og spiste svinehjerter i flødesovs direkte fra den brandvarme dåse, som vi havde hakket hul i med Knuds lommekniv. Vi stjal grøntsager fra tossernes nyttehaver og gik på æblerov i de nærliggende villakvarterer, inden vi søgte ly i evighedens katedral igen, hvor flammerne fra kævlerne holdt os varme, mens vi lå ovenpå vores soveposer og fortalte hinanden røverhistorier om stjernekonstellationerne, orkestreret af mørkets væsner, der legede med vores fantasi indtil dagen gik op i røg.

Det var vores hemmelighed som ingen kendte til. Her ville vi bo for altid. Ihvertfald så længe det ikke regnede eller var for koldt; så var det pludselig meget godt med en varm seng at sove i og mors frikadeller; ja de smagte jo meget bedre end noget andet, når sulten meldte sin ankomst og man slukøret vendte drivvåd hjem søndag eftermiddag til skideballen og spørgsmålene om hvor man dog havde været.

Det var ikke så smart når ens forældre delte hæk og de spurgte hinanden om hvordan det gik med børnene. På trods af trusler om langvarige stuearrester holdt vi tæt. Et par uger på vand og brød, betød bare mere tid til at læse tegneserier og detektivromaner og overspille LP’er til kassettebånd.

Hvis vi kedede os for meget kunne vi altid snige os ud af vinduet, når de voksne var gået i seng. Det var jo ikke kun dem, der kunne drage nytte af at dele hæk.

Og slet ikke når Marie Louise fra nummer 11, lokkede med sine smukke lilla læber, bedårende øjne og den magiske aura, der på mystisk vis fik hormonerne i en til at danse rundt, så man blev helt forvirret og følte sig mat i knæene hvergang hun gik forbi.