Der var ingen grund til at være sød længere.
Fløjshandskerne var kastet og Eduardo havde taget sin tredje bane på en time. Årets sidste minutter var ved at rinde ud, og La Paz var på nippet til at eksplodere.
Julia havde besluttet at skulle afslutte 2012 med et brag ovenpå poolbordet, mens de andre var nede på gaden for at kigge på Jerrys midnatsraket. En ordentlig kleppert. Altså raketten. Jerry selv var en høj, ranglet eksistens, snart med en doktorgrad fra et fornemt hollandsk universitet.
Men inden karrieren skulle skydes igang, skulle den sidste rest af ungdommelig vildskab fyres af. Han havde endda booket et enkeltværelse rundt om hjørnet til ham og Maria. Til 4 dollars i timen var der ingen grund til at holde sig tilbage.
Værelset selv kostede 10 dollars, men så kom det også med en flaske bobler og den store morgenkomplet. Noget bedre standard end det tørre triste brød og margarine og besk pulverkaffe, som The Wild Rover, fristede med efter endnu en fordrukken nat, hvor man vågnede op, liggende på langs af baren, smurt ind i noget ækelt grønsort klister; fordi nogen syntes det var sjovt, at lade damerne drikke Jäegermeistershots …
Men det var først i morgen. Lige nu var jeg næsten klar til at brøle min ladning ind i Julias mund.
Jeg prøvede at lyde som en løve, men det lød mere som om nogen, havde trådt på en ussel gadekøters hale.