Jeg prøvede noget anderledes i dag. Jeg stod op. Med mørket. Klokken 6:00. Jeg var faldet i søvn omkring klokken 1. Jeg drømte at jeg vågnede. Alt for sent til at nå den åbne konsultation hos lægen.
Der var noget velkendt ved at stå op som jeg havde savnet. Det at forlade mit hjem, mens det endnu er mørkt. Vente på bussen. Se staklerne stresse rundt. Som skræmte høns.
Jeg tror jeg skal bruge mere tid på det; at lade som om jeg er li’som de andre. At jeg også kan vrisse af tilfældige individer, uden andet argument, end at det er morgen og jeg har travlt.
Jeg må have fat i sådan nogle af de der papbægre med låg. Dem de andre drikker fancy kaffe af. Jeg vil fylde min op med mit hjemmelavede bryg af Maté. Det er meget stærkere end kaffe. Gange 5. Mindst. Det er bittert, så der skal sukker til. Og ingefær og citron. Ingefær fordi kæresten ikke kan fordrage det. Primært. Men også fordi det er lidt sundt.
Det var et bevidst valg. At skifte til en læge i Charlottenlund. Her føler jeg mig ekstra fremmed. Så kan jeg nemmere observere livet i de riges Ghetto. Der kigges skævt til mine hullede bukser. Der er ikke megen trafik her. Klokken er 7:38. Der soves længe her.
Hos Emmerys og Joe & the juice er de klar til morgenrykket. Det starter først efter klokken 9:00. Hjemme i Dyssegård, er samfundet i fuld gang. Lang tid før klokken 8.
Venteværelset. Der sidder 4 andre og venter. På væggen hænger en plakat. “Tid til vaccination mod Influenza”. Jeg gaber. Det er altid højlydt. For det meste. “Du er da kommet tidligt op”. Jeg smiler overbærende. Hun skulle bare vide.
Lægen siger jeg har dyrket for meget sex med kæresten. Forhudsbetændelse. Daglig vask af det inficerede område. Mindst 2 gange. Gerne flere. Med sæbe.
Intimsæbe?
“Almindelig sæbe er ligeså godt, men for nogen er det bedre med intimsæbe.”
Lægen har sendt en recept til apoteket. Det er til en creme. Svampedræbende. Hvis jeg får brug for det. “Køb det om 4-5 dage, hvis ikke det har hjulpet med vand og sæbe.” Det er anden gang i mit liv, at jeg har skullet flashe mine kønsdele, fra morgenstunden, til en person i kittel.
Klokken er 8:19. Der er stadigvæk ikke lys i de fleste af lejlighederne. Det ligner morgensituationen i Vollsmose. Der er ligeså lidt trafik, her, i Charlottenlund. Forskellen er simpel. De har råd til at stå sent op i Charlottenlund.
Min forhud svier. Den er hævet. Meget. Det gør endnu mere ondt når min pik er stiv. Det må være sådan det føles at have forhudsforsnævring. Ubehageligt.
Gad vide om det kan betegnes som en arbejdsskade?
Piger i uniformer kommer mig i møde. Høje hæle. Stramt betræk. Knivskarp makeup. De er lige ankommet med s-toget. De skal på job i de smarte beklædningsbutikker. Dem i supermarkederne har været på arbejde før klokken 7.
Den lille traktor med kommunens logo brænder ukrudt på fortovet. Manden bag rattet er klædt i en skrigende grøn kedeldragt. Vinduet i den ene side er åbent. Han smiler og siger godmorgen. Han puffer på sin pibe. Røgen dufter af vanille. Jeg ser den sjældent der hvor jeg bor. I Dyssegård. Det er i den billige ende af kommunen.
Bussen kommer til tiden. Linie 176. Den følger planen. Som sædvanlig. Sin egen. Bussen er næsten tom. Turen går forbavsende hurtig. Jeg kommer i tanke om at det jo er efterårsferie. Jeg troede det var i sidste uge. Der var næsten fredeligt på Søborg Hovedgade.
I Rema 1000 er der allerede travlt. Pensionistrykket. Jeg samler ting ind der kan spises. Mad.
Avokado fra Peru. Formodnet. Cherrytomater på stilk fra Italien. Økoagurk fra Spanien. Hvidløg. Også øko og ligeledes fra Spanien. Soyadrik. Den grønne. GMO-fri. 1 liter. Der skal laves mayo. Derhjemme har jeg kartofler. Jeg har lyst til en kartoffelmad med mayo og ristede løg. Der er stadigvæk ristede løg tilbage i bøtten i køleskabet. Chili. Frisk fra Holland. Ingefær fra Kina. Jeg undgår den økologiske udgave. Der er så forurenet i Kina at intet der er dyrket der, kan kaldes økologisk. En global kassekonsekvens.
“Det bliver 86 kroner! Får vi snart hende den kønne at se igen?”
Øh?
“Ja, bliver hun hængende?”
Indtil videre … svarer jeg høfligt med et glimt i øjet. Jeg smiler til den rare dame ved kassen. Hun er ældre end mig. Vi taler altid lidt sammen. Hun kommenterer ofte festligt på mine indkøb. “Nåh, så skal Poeten nok smovse!” Hun ved jeg skriver. Det har jeg selv fortalt hende. En af dagene må jeg spørge om hvad hun hedder.
Der er alt for få rare og flinke kassedamer tilbage. De bliver også altid skiftet ud med en yngre model. En der er ligeglad med dig. Det er rart at vide, at der er nogen, der holder styr på mine damebekendtskaber for mig. For det har jeg ikke.
Hvis bare Rema 1000 også førte mit foretrukne whiskymærke. Single Malt. Så slap jeg for at gå i Netto.