Min lille trofaste notebook er næsten fyldt, den er ved at løbe tør for blanke sider. Mange ord er blevet skrevet, og mange ideer er blevet vendt og drejet. Jeg har analyseret mine erfaringer, laver kryds og tværs inde i mit forskruede sind. Lige nu sidder jeg i 9 sæders minibus inklusiv vores chauffør. Der går ingen busser til Samaipata så den eneste løsning er at at tage med minibussen. Det er temmelig nemt at komme hen til det rendevouz-punkt, hvor du finder en masse minibusser, der alle venter på at blive fyldt med rejsende til Samaipata.

Alle minibusser har et skilt på siden, der siger Samaipata, så du er ikke i tvivl om, at du er kommet til det rette sted. Spørg enhver taxachauffør i Santa Cruz, og han vil tage dig der i 15 Bolivianos – Så nemt er det. Typisk tager det ikke mere end 15-20 minutter for en minibus at blive fyldt op og du er klar til at køre afsted mod nye eventyr. Prisen er fantastisk, 30 Bolivianos. Derfra har du tre timers kørsel gennem bjergene og stiger op fra ca. 400 m over havets overflade til ca. 1600 m, når du ankommer til Samaipata.

 

 

Grunden til at jeg skulle til Samaipata var fordi, det viste sig at være umuligt at reservere en tur på Ruta del Che, fra Santa Cruz uden at blive flået. Prisen ville hurtigt løbe op til 6-700 US$ – en direkte sindssyg pris. En hurtig eftersøgning på nettet viste sig at være en god ide. Det var lettere at finde en arrangør i Samaipata. Du kan endda leje en lokal taxachauffør der til at køre dig til Valle Grande og La Higuera, og tilbage til Samaipata på en dag. Jeg har dog hørt, at det hurtigt kan blive en stressende oplevelse, så det er jeg nødt til at finde ud af, når jeg kommer til Samaipata. Jeg har været to dage i Santa Cruz og det er varmt som en i helvede.

Termostaten på Jodanga hostel siger +30 grader, og luftfugtigheden er +100 procent. Heldigvis, har de en stor pool, der kan køle dig ned – altså når solen ikke står lige ned fra en skyfri himmel. Jeg har ikke lavet særlig meget, fordi varmen er forfærdelig og samtidigt har jeg fanget mig en forkølelse i La Paz, som nogen var så rare at dele med mig inden jeg forlod La Paz. Det gav mig de sygeste propper i ørerne på flyet fra La Paz til Santa Cruz. De varede helt indtil andendagen i Santa Cruz.

 

 

Jodanga er et hyggelig lille hostel med en virkelig lækker morgenmad bestående af frisk frugt såsom ananas og vandmelon. Desuden er der frisklavet juice, frisk brød der kan ristes. Der er også en sød dame her der laver dine yndlingsæg – Ligesom du foretrækker dem. Priserne i baren er rimelige, men du må ikke medbringe egne drikkevarer. Det var jeg nu pisseligeglad med for jeg fandt en god flaske 7 års Havana Club i La Paz til 12 US$. Personalet er søde og imødekommende, men de virker lidt overfladiske, nærmest lidt påtaget. Her er rart og rent og sengene er ganske udmærkede. Hver seng har en række smarte detalje. Der er en god læselampe, en lille hylde og en stikkontakt, så du kan oplade din telefon.

Den første nat gad jeg ikke kontakt med andre og jeg brugte det meste af dagen og natten i sengen, hvilket betød, at jeg stod tidligt op for første gang i meget lang tid. Den næste dag forsøgte jeg at holde mig for mig selv i fællesområdet. Jeg satte mig med min computer og skrev lidt om en lorte mandag. Mine hovedtelefoner var proppet ind i ørerne og musikken brølede for fuld skrue – jeg ville bare gerne være alene! Efter en kort stund, begyndte folk omkring mig at indlede samtaler med mig. Snart måtte jeg overgive mig til øjeblikket. Jeg lod mig involvere i et par samtaler med en Tysker, en Schweizer, et par Argentinere. Senere var der Asado, hvilket gjorde dagen og aftenen endnu mere behagelig.

 

 

Her havde jeg planlagt bare at være mig- og mig selv og så blev jeg involveret i en masse dejlige og venlige mennesker verden, der var nysgerrige efter at lære mig at kende, der entusiastisk delte deres livshistorier. Det var en aften fuld af Mate og kokablade, der fik banket min forkølelse ned. Det hele gled let ned ledsaget af den gratis forfærdelige rom, som var en del af Asado-dealen. Igen har jeg oplevet hvordan en masse af de mennesker, du møder på et hostel, som regel er mere åbne. Deres hjerter er klar til at åbne sig op for andre. Det skaber nye venskaber, og det giver dig nye muligheder for at besøge andre steder i verden. De enkle spørgsmål som; hvad der gør dig glad, hvad er din passion, din drøm? Åbner så mange døre, at følelsen er næsten overvældende. Det er en gave, der beriger dit liv! Og den dag, en af dine rejsevenner banker på din dør derhjemme, hvor du bor, er det næsten som at være på farten igen.

Det er som at bringe livet på landevejen indenfor de trygge fire vægge. Jeg har ikke besluttet, om jeg vil tage til saltørkenen, Salar de Uyuni denne gang, men, byen Sucre er muligvis kommet på kortet. Ligesom Samaipata, der udover Ruta del Che også kan byde på endnu en Inkaruin og andre spændende udendørs oplevelser.

 

Hvis blot jeg havde flere penge og mere tid!

Trods det faktum, at Bolivia er det fattigste land i Sydamerika, bemærker man det sjældent på Bolivianernes humør- og tilgang til livet. De smiler altid, de byder dig velkommen og er meget nysgerrig efter at vide, hvem du er og hvordan du bor. De kæmper en daglig kamp for overlevelse, men stadigvæk deler de gladeligt med dig og de aldrig glemmer at leve deres liv. Det er også min generelle erfaring, jeg hidtil har haft med Sydamerikanerne, men Bolivianerne er de varmeste af dem alle. Jeg ved, det er mit billede og jeg er godt klar over, at der er ting derude, der vil vise mig, at det billedet måske ikke er så simpelt! At billedet har flere farver. De sidste par dage, er det gået op for mig igen, hvor meget jeg nyder at være her. Det handler om at leve og det er hvad jeg gør her. Derhjemme lever jeg også, men livet bliver hurtigt kedeligt, for meget hverdag og alt for forudsigeligt. Altid med livrem, seler og sikkerhedssele spændt, når vi kører rundt i vores metalkister.

 

 

Når jeg får hjemve, er det følelsen af at blive kvalt jeg bliver mindet om. Den følelse, der efter kort tid hjemme, får mig til at længes efter at være på farten igen. At livet kan være så meget mere end karriere og regninger. Det er, når jeg sidder i en minibuse med 8 andre, at jeg mærken roen sænke sig over mig. Her er min skæbne overladt vores chaufførs  evne til at styre sikkert gennem den kaotiske trafik i byen og gennem de snoede, krogede og farlige veje i bjergene. I det øjeblik, uden sikkerhedssele, er der kun én ting at gøre! Og det er at overgive sig til i øjeblikket.

Samaipata

Turen hertil var en fornøjelse og efter 3 timer er jeg endelig ankommet. På vejen hertil, forestillede jeg mig, hvordan Che og hans kumpaner, stadigvæk gemte sig under træerne skygge, der strækker sig vidt over de stejle bjergsider. Jeg ser dem søge ly for dagens lys indtil natten kommer igen og de kan bevæge sig rundt i læ af nattens skygger.

Lige nu sidder jeg i baren og nyder et glas Jack og og om lidt er aftensmaden klar. Det er en underlig fornemmelse, endelig at være her og indse, at jeg snart vil opleve de sidste steder Che var og bevæge mig ydmygt i hans fodtrin. Det var, som om noget faldt på plads, da jeg ankom her til Samaipata. Som om noget gav mening. For et kort øjeblik måtte jeg slippe et par tårer. Endelig er et af mine mål inden for rækkevidde. Nu er jeg her, hvor den mand, der inspirerede mig til at begynde at rejse, endte sine sidste dage- og hvilket smukt sted at afslutte sine dage. Ciao /Mike