Det var lændens strøm, der hæmmede udsynet. Med udsigt til det famøse årlige frikadellehelvede i BonBon Land, var humøret presset. 

Man gjorde honnør til tuben med remoulade fra K-salat. De syltede agurker; de fineste syd for grænsen; købt af Moster Elly. Det jyske islæt lod sig ej fornægte. Onkel Hans kom med daggammelt brød fundet i en container bagved Aldi, et sted i det Vestfynske; der hvor selv døden havde givet op. Menneskene der, var født døde.

Det var derfor det gik under betegnelsen: Dødens Røvhul; der hvor alting ender sine dage gennem nødudgangen; som et muntert slogan fra de glade 80’er-dage, hvor BonBon slik var den frække dreng i klassen, der udfordrede de store og veletablerede sukker-pushere med lumre reklame-indslag. Succesen ville ingen ende tage og nu kunne man 20 år senere forlyste sig med at tage weekendbad i menneskelig afføring, når familien kaldte til årlig samling.

Smørret smagte som var det trukket ud af røven på en gammel ko. Faster Karen var også fra tiden før 2. verdenskrig.

Onkel Ejlif og hans hyggeonkel Per, var de eneste som havde vovet sig ud i at lavet noget kulinarisk fra bunden. Frikadellen. Dens magi lod sig ikke fornægte. En samlet gastronomisk oplevelse, der kunne have været fuldendt. hvis bare resten af føden havde været af anstændig karakter.

Jeg var kommet med på et forsinket afbud. Kaffen blev min opgave, men når jeg befandt mig et utilregneligt sted; midt i mellem byger og solskin, var jeg nødsaget til at gå på krushugst i den lokale 7-11. 4 fyldte krus kunne jeg spæne med hen til bilen. Fætter Søren ventede i sin gamle Skoda. Den var heldigvis tunet til ulykker, så ekspedienten måtte opgive ævred da vi ramte tilkørslen til motorvejen. Fætter Søren havde medbragt en termokande fra værkstedet, hvor der blev brygget ting som ikke tålte dagens lys. “Jeg har skyllet den to gange, så den må være ren nok!” “Okay” svarede jeg og tømte krusene, en for en, ned i kanden, der nu skiftede farve fra hvid til sort indeni.

“Bare rolig, din mor kommer ikke. Hun er røget i behandling igen. Det viste sig, at hun var blevet afhængig af Antabussen.” “Okay, hvad med min far?” Spurgte jeg, mens hastigheden passerede 140 km/t. “Han kommer ikke mere. Han døde for 3 år siden.” “Nå, men så har vi en plovmand mere at snolde for” konstaterede jeg tørt og smilede bredt til Fætter Søren, der straks begyndte at tælle fadbamser. Det var hans måde at lege med brøker og matematik.

Ude i horisonten dukkede udkantshelvedets forgård op. Det kæmpe blåt-blinkende BILKA-skilt ved siden af de Gyldne Buer, der skulle få en til at gøre et ligegyldigt stop inden BonBon Land, ventede med alle sine løfter om fornøjelsens lystige stunder. Der, hvor barnet skulle smage sin første rust blandet med opkast.

Colaen var Fætter Sørens opgave. Noget der var hjemmebrygget efter en gammel original opskrift, som han havde fundet på nettet en af de sjældne dage, hvor han havde været ædru inden mørkets frembrud. Vi tyllede Elefant nummer to, bedst som vi ramte køen til forlystelsesparken. Tiden gik øjeblikkeligt i stå. Panikkens sved sprang frem på Fætter Sørens rynkede pande, da vi femten minutter senere ikke havde rørt os ud af stedet.

Indgangen var indenfor rækkevidde. Vi kunne gå derhen på 2 minutter, men der var for meget trafik i den anden retning, til at vi turde vove forsøget. “Sådan noget forbandet lort, så sidder man her og rådner op med en skyfri himmel over sig … Vil du have en bane?” Fætter Søren trak en lille pose op af skjortelommen. Pr. automatik fandt jeg skiven med Bamses venner frem fra handskerummet. Det var ikke første gang den havde tjent et godt formål. Barberbladet sad klistret bagpå skiven med gaffatape. Belejligt som altid. Jeg brugte skærerillerne fra sidste gang. “2 store eller 4 små?” Spurgte jeg. Fætter Søren spejdede erfarent længere frem i køen inden han svarede: “4 små.”

30 minutter senere var vi løbet tør for både sne og øl – heldigvis for os, var vi nu nummer 2 i køen. “Hvad fanden, det er sgu Fætter Christian. Han nåede det sgu!” råbte jeg begejstret og pegede vildt ind i mængden af forvirrede by-tumper, der ikke kunne finde ud af at parkere, på den anden side af landevejen.

“Hvad Satan, så fik han skiftet den gamle Puch Maxi ud med Bæstet!” Bæstet, var Fætter Christians evigheds-projekt; en gammel Land Rover, som han havde købt lige efter, at landbetjenten havde klippet hans kørekort. Med en karantæne på 3 år fra at føre et fartøj på lovlig vis, skulle han have noget at bedrive ventetiden med. “Bor han stadigvæk i den gamle mugbefængte rønne i Hørve?” “Nej, han fandt sgu en byggegrund længere oppe nordpå, hvor han nu har fået bygget både værksted og skurvogn” “Fedt” “Ja, det lykkedes ham sgu at få skovlen under den gamle nisse!” “Birger?” “Ja lige præcis! Han plantede en masse hamp-planter på hans grund og fik bildt ordensmagten ind, at det var Birgers stash … “ “Damn!” “Jep, han fik fem år i brummen sidste år og samtidigt fik han konfiskeret alle sine ejendomme, fordi han ikke kunne redegøre for en fucking skid!” “Ha ha ha, det var lige godt satans!”

“Så for helvede da, så blev det vores tur!” Fætter Søren rykkede rattet til venstre og pressede hornet i bund. “Flyt jer så skod-aber, vi skal til familie-tam-tam.” Råbte vi ekstatisk ud af de nedrullede vinduer. Fætter Christian fik øje på os og råbte: “Hvad så røvhuller, har I husket at tage narko med?” Et ældre ægtepar vendte sig forvirret rundt. “Tror du den unge mand vil have vores medicin Arnold?”

Jeg steg ud af bilen med termokande og rygsæk i hånden, mens Fætter Søren kastede øsen gennem hegnet for enden af parkeringspladsen. “Når der ikke er plads, må man skabe sig plads!” Som han muntert plejede at sige, når de unge lømler på det lokale værtshus ikke ville vige fra stamsæderne. “Hvor er resten af idioterne henne?” “Det ved jeg sgu ikke, jeg troede de var dumme nok til at ankomme sammen med jer” svarede Fætter Christian kækt.

“Tillykke med rustbunken dit stive fjols” Det var Fætter Søren, der kom stormende imod os med favnen fuld af fyldte, genbrugte plastik-flaske fra Harboe bryggeri.  Det var 4 år siden vi alle tre havde været samlet til Frikadellehelvede, men det føltes som om det var i går, at Fætter Søren havde lammetævet Herluf, Kusine Trines, daværende kæreste fordi det var kommet frem, at han i en brandert ikke havde kunnet holde nallerne fra hendes 14 årige datter. Niece Caroline. “Næste gang finder du en på din egen størrelse at slå på!” var Fætter Sørens sidste kommentar inden han trampede ham i løgene. Nok var vores familie ramt af nedarvede dysfunktionelle funktioner, men børnene de skulle altså have en ærlig chance for at vokse op uden for mange klø.

 

Den underkuedes rolle

Vi foragtede tiden vi var født ind i. Det var en evig hån mod vores medfødte instinkt, at skulle spille den underkuedes rolle. Hele tiden være underlagt systemets finurlige luner, der nok skulle sørge for at man kendte sin rette plads i hierakiet. Drømmene måtte vi lægge på hylden, fordi vi var for dumme til at forstå middelmådighedens forlorne spilleregler; lod klasselæreren én tydeligt at vide, når man nysgerrigt rakte fingeren i vejret. Vi skulle ikke stile forventningerne højere end niveauet lige over offentlig forsørgelse.

30 år senere havde vi stadigvæk glæden ved rebellens rolle. Konstant genopbygge tilværelsen med de andres efterladte skrammel – og stofferne der satte galskaben fri, når de andre havde våde drømme om pensionsopsparingen, der snartligt kom til rettidig udbetaling.

“Hvis bare de havde turdet leve, før de skulle dø, så havde de måske ikke set så bitre, triste og grå ud midt i mylderet af skæbner, der havde forvildet sig ud på dybt vand, sammen med de andre stakler der også skal til hellig-højtidelig komsammen i den rustne forlystelsespark fra forrige århundrede.” lød det tørt konstaterende fra Fætter Christian, mens vi alle sad bænket og talte om de gamle dage; dem der var døde; og de seneste ankomme familiemedlemmer, der var i fuld gang med at snuble sig vej i livet.

Uenigheder til trods, så var der en samhørighed. En kerne, der blev fastholdt. En kerne man kunne træde ind og ud af efter behov. Og Frikadellehelvede eller ej, så blev der ikke sagt et ondt ord om de andre lømlers medbragte bidrag til det fælles måltid.

Det var hvad der var, og mætte blev vi under alle omstændigheder. Selv kaffen røg ned; selvom den var blevet kold og smagte underligt metalisk.