Altså ham der Tommy. At cyklen. Den gamle Raleigh var lige mig. Den er lidt ramponeret. Har 3 gear. Men den kører stabilt. Det var ikke engang hårdt, at træde de første runder i pedallerne. Jeg havde ellers frygtet det, nu hvor det var mange mange måneder side at jeg sidst har haft fornøjelsen af at drive en kæde rundt med fodkraft. Den slinger lidt, fordi hjulene kun er 28 tommer. Til en ægte Raleigh skal de være 28, 3/4 tomme eller deromkring.

Tommy siger den bliver rigtig fed, når han får skraldet en original lædersaddel frem til mig. Der skal også andre skærme på og på et tidspunkt skal stellet males med den originale maling og der skal nye stafferinger til den også. Den bliver slet ikke til at kende igen.

Den er jo stjålet. Cyklen. Den havde stået ulåst i flere dage foran Kinagrillen i Bygaden. “Så kan de kraftedme lære at låse deres cykler, de gamle drankere … “ Tommy, er ligeglad med de mennesker, der glemmer at passe på deres ting. Og deres liv. Han har et godt hjerte. Han mener det godt. Det er også derfor at jeg har givet ham en nøgle til mit værksted i kælderen. Så kan han selv rode med den når han har tid.

Det plejer for det meste at passe med, at jeg også har tid. Tommy og mig har en kosmisk forbindelse. To dage før han kom slæbende med cyklen, havde jeg taget en beslutning om at holde op med at løbe … Det var slut. Mine fødder vil ikke lege med mere. For mange år i stående position har ændret deres anatomi. Lettere forkrøblet. Men jeg kan stadigvæk komme frem.

Ligesom på min “nye” Raleigh. Det gik i et overraskende raskt tempo. Først ned af Plantevej, til højre af Vangedevej. Ned til lyskrydset, hvor Gentofte, København og Gladsaxe kommune mødes; Vangedevej, Søborg Hovedgade, Frederiksborgvej og Gladsaxevej. Der er for det meste rødt.

Bagefter gik turen videre ned af Frederiksborg, op af bakken, forbi Dansekapellet ved Bispebjerg, forbi uglen og så ned af bakke igen indtil jeg landede ved Bazaren, hvor jeg altid køber mine bønner, nødder, krydderier og Maté.

Den sidste bakke ned frygter jeg altid fordi jeg ved, at før eller siden så skal jeg op af den igen. Og den har et lyskryds næsten oppe ved toppen, der gør den ekstra ulidelig, fordi når først man har fået tempo på og er kommet godt i gang er det meget værre at stoppe.

Men i dag gik det forbavsende nemt. Jeg tog hele bakken i 2. gear. Før jeg vidste af det var jeg hjemme igen. Før jeg vidste af det stod jeg ved skrivemaskinen igen og skrev. Før jeg vidste af det, var der noget som var faldet på plads …