Så nærmer julen sig med hastige skridt -og med højtiden følger nytåret. Med daglige temperaturer på 30 grader plus er det ikke fordi jeg føler den største julestemning. For mig betyder det samtidigt at jeg snart har været på landevejen i 4 måneder og det har fået mig til at tænke mange tanker om mit rodløse liv lige nu.

Forleden talte jeg med en af mine rigtig gode venner over Skype. Hun gav åbent udtryk for at noget var anderledes i min stemme. Hun kunne høre at jeg ikke havde det godt, at jeg var ked af det, at jeg ikke var glad. Jeg kunne kun give hende ret!

Denne rejse er tilegnet smerten og ensomheden, for det var det jeg satte mig som mål, da jeg i senforåret kom hjem fra en forvirrende og på samme tid en opklarende tur. En tur, der endte i Paris – inden jeg fløj hjem til Danmark igen. I Paris landede jeg på et hostel tæt på Gare du Nord, hvor jeg mødte nogle mennesker, der fik mig til at indse mange ting. En af dem var en klokkeklar opfordring til at skrive en bog om mine rejseoplevelser. En anden var at min passion for mad bringer glæde til dem jeg møder på min vej – og skaber venskaber. På det tidspunkt vidste jeg at skulle tilbage til Sydamerika. Hvad der skulle ske var jeg ikke klar over, før på det tidspunkt i Paris, hvor min vej krydsede Andrew og Lizettes.

Det er nu otte måneder siden og jeg bor for en stund i São Paolo i Brasilien. En god ven af mig, der hedder Lucas, har været så flink at låne mig sin lejlighed, da han selv bor sammen med sin kæreste i hendes lejlighed. At jeg overhovedet kender Lucas skyldes rene tilfældigheder, tilfældigheder der har fået mig til at tænke over, hvordan det hele hænger sammen.

 

 

Det hele startede i Buenos Aires for mere end tre måneder siden. På det tidspunkt boede jeg på America del Sur Hostel. Et af de fedeste steder jeg har boet på indtil nu. Det var den sidste aften! Den næste morgen skulle jeg til Colonia i Uruguay. Mens jeg sidder og taler med en af de andre gæster kommer den her ærkeamerikanske tøs. På lang afstand er der ingen tvivl om, hvor hun er fra. Mit først indtryk var noget ala; En ignorant og ubehøvlet tøs uden opdragelse. Hun virkede alt for overglad og sundhedsfrelst at høre på – og meget mere overgearet end godt er. Selv for mig! Da hun placerede sig ved vores bord tog jeg høflighedsfacaden på og prøvede at involvere mig så lidt som muligt i hendes talestrømme. Jeg vidste at dagen efter var jeg smuttet.

Inden jeg gik til ro den aften sagde jeg farvel til Jules og de andre der var på vej ud i nattelivet. Jeg husker at Jules sagde at vi skulle hooke op på facebook, hvortil jeg svarede: sure thing! Tidligt næste morgen var jeg på vejen igen og tænkte ikke mere over hende.

En uge senere sidder jeg i Colonia ude i baggården på mit hostel, El Viajero, og nyder min frokost. Fra et af værelserne hører jeg en meget skinger og overglad kvindestemme, med tydelig amerikansk accent. Jeg kan ikke rigtig placere stemmen, så jeg tænker ikke mere over det, mens jeg forsætter med at nyde min frokost. Efter fem minutter registrerer jeg at nogen går forbi mig, bagved min ryg! Men igen, jeg var ved at nyde min frokost. Et kort øjeblik senere er jeg igang med at tænde en cigaret da Jules kommer tilbage mod sit værelse – Ja det var hende! Min første kommentar er: What the Fuck!

Jeg kan huske at jeg tænkte: “Fuck ikke hende igen!” I løbet af kort tid ender vi med at falde i snak. Jeg opdager at tøsen sku er meget cool. Det ender med at vi spenderer en hel del dage i hinandens selvskab, inden hun smutter videre til Montevideo – Nu forbundet via Facebook. Igen går tiden og jeg tager selv til Montevideo en uge senere. Her lander jeg først på endnu et El Viajero Hostel. Det viste sig at være en rigtig kedelig oplevelse. I løbet af to dage følte jeg mig fuldstændig drænet for energi, fordi der er så dårlig stemning. En stemning som personalet har en stor “ære” i at fastholde. På et tidspunkt falder jeg i snak med Jules på Facebook, der siger jeg skal lette røven og komme over på Live Hostel, hvor hun bor. Jules taler begejstret om en fantastisk atmosfære og venlige rare mennesker. Hurtigt tager jeg beslutningen og pakker min rygsæk og smutter fra den synkende skude over til et sted, der kommer til at betyde alt for min rejse fremover.

 

 

Jules er det her fabelagtige og livsbekræftende væsen, der med sin begejstring spreder glæde på sin vej og hvad der startede med mig, der ikke kunne fordrage pigebarnet ender vi med at blive rigtig gode venner. Venner på sådan en bror-søster agtig facon. Det viser sig at Jules er blevet hyret til at udsmykke en af væggene i gårdhaven og mens Jules hygger sig med det projekt begynder jeg dagligt at kokkere for alle gæsterne og det bliver til mange gode oplevelser, hvor nye venskaber opstår. Bland andet Lucas, som jeg bor hos i disse dage. Jules og jeg ender med at hænge ud i næsten en måned inden vores veje atter skilles igen. Nu mere end 1 måned efter sidder jeg så her i Lucas lejlighed. Den samtale jeg havde med min veninde den anden dag har fået mig til at undre mig over noget meget vigtigt.

Tænk, hvis jeg havde tjekket ind på et andet hostel i Colonia?

Så havde jeg aldrig fået min tatovering i Pelotas i Brasilien, Jeg havde ikke lært Layana at kende og slet ikke haft fornøjelsen af at bo hos hende og hendes far, Ingo!

Jeg var højst sandsynligt aldrig kommet til Brasilien, hvor jeg har oplevet den fedeste fest i Campinas, Darkest Fest #29

Jeg ville aldrig have opdaget, hvor en god en ven Jules viste sig at være! Det er bare nogle af de mange ting, der ikke ville være sket!

Hvad fik mig overhovedet til at vælge El Viajero Hostel? En meget simpel detalje! Sidste år på min første rejse til Sydamerika boede jeg en del tid på på PAX Hostel i Buenos Aires. PAX Hostel, hvor jeg også startede denne gang. Sidste år arbejdede min ven Pablo som manager der -og vi blev venner, hvilket er meget naturligt når man går op og ned af hinanden i lang tid. I mellemtiden var Pablo stoppet på PAX fordi han havde fået job i Colonia – På El Viajero! Tilfældigvis kom han på besøg på PAX, mens jeg var der og han inviterede mig til Colonia -og lovede mig den første overnatning gratis! Havde jeg ikke sagt ja til det … ???? Gad vide, hvor fanden jeg så var havnet -og hvem jeg så havde mødt?

 

 

Alt dette blot fordi jeg sagde JA! Med et åbent hjerte og sind kommer man længst.

Nu sidder du nok og tænker, hvad blev der af det med smerten og ensomheden? Og ja den er der stadigvæk. Den går aldrig væk. Den forsvinder aldrig. Det var min største erkendelse af min tur der endte i Paris. Efter den har valgte jeg at acceptere smerten og ensomheden i mit liv. Det er min drivkraft, der bringer mig fremad i mit liv. Den gør mig nærværende og den tvinger mig til at leve i nuet. Så hvis nogen syntes at jeg ikke lyder glad så er det korrekt -og det har jeg det ganske fint med. Jeg har været igennem så mange ting i mit liv og jeg har aldrig vidst, hvem fanden jeg var – Indtil jeg begyndte at rejse og opleve livet på ny.

H.C. Andersen skrev: “At rejse er at leve” Og det er lige, hvad det er! Du flygter ikke fra problemerne ved at at rejse. De har hele tiden været inden i dig selv og før eller siden lærer du at håndtere dem.

Søren Kierkegaard skrev: “Livet forstås baglæns, men må leves forlæns” Og det er hvad jeg er igang med lige nu. Det har været en lang rejse indtil nu. Det er pissehårdt, men samtidigt har jeg været så heldig at møde de mest fantastiske mennesker på min vej.

Min rejse er langtfra slut – Den er faktisk, kun lige begyndt! Eller som Gandalf siger i Hobbitten: “Home is now behind you, The world is ahead!”

 

/Mike