Så oprandt dagen, hvor jeg skulle ud på den største tur nogensinde i mit liv. 

4 dage med rygsækken igennem andesbjergene for til sidst at lande ved Machu Picchu. En rask lille tur på godt og vel 42 km i 3-4000 meters højde. Da jeg bestilte min rejse hjemmefra bestilte jeg en porter til at bære lidt af min bagage for mig. Prisen var 60 US$ for 9 kg. Da jeg skulle starte min tur var vægten, som porteren måtte bære faldet til 6 kg. så jeg endte med selv at bære min bagage. Det var sindsygt hårdt at rende rundt med 15 kg på ryggen, men det var også fedt at gøre det. Særligt når jeg så hvor meget porterne kunne slæbe på – og det tempo de havde med fuld oppakning. De nærmest løb …

Hemmeligheden er cocablade. Jeg skulle selvfølgelig også prøve det, og det virker fantastisk. Du får masser af energi og overskud til at performe ekstra. Ved at tygge cocablade eller drikke det som te får du kroppen til at producere flere af de røde blodlegemer, hvilket gør det nemmere for dig at trække vejret.

Det kurerer ikke højdesyge, men det kan i den grad afhjælpe symptomerne. Effekten er bedst når du tygger på dem, men du skal lige vænne dig til det, fordi det smager meget bittert – endnu mere end mate der også skulle have helbredende effekter, dog ikke i forhold til højdesyge.

Når så effekten aftager får du ikke et dyk som kaffe har det med give dig. Cocablade har været en del af kulturen i Sydamerika i mange tusinde år -og aldrig som kokain, men som den opkvikkende naturmedicin det er. Cocablade indeholder også masser af kalcium og koffein samt en masse af andre sunde ting for kroppen. Bl.a. virker cocablade godt mod mavesår og på grund af det høje indhold af kalcium har de fleste gamle mænd og damer deres egne hvide tænder indtil de dør.

Det blev til fire dage med mange udfordringer særligt fordi de første tre dage regnede det hele tiden … Roskilde go home … Det er her drenge bliver til mænd.

 

 

Dag 1

Klokken alt-for-tidligt om morgenen blev jeg hentet på Wild Rover Hostel, og herfra gik turen sammen med min nye gruppe, der udover vores guide, William, bestod af 4 Brasilianere, Arthur, Gustavo, Eduardo og Alexandre. Første stop på ruten var Ollantaytambo, hvor der var mulighed for at proviantere med kiks og andet snacks til turen. Med i prisen var selvfølgelig inkluderet tre fulde måltider, men i løbet af dagen er det vigtigt med små energitilskud, fordi du forbrænder sindsygt meget energi på sådan en tur. Efter indkøb af de manglende ting og lidt morgenmad, stødte vores kok til og turen gik videre til det første stop på vores hyggetur.

Efter en tur på ca. 20 km ankom vi til Piscacucho. Med silende regn var jeg glad for at jeg havde taget mit vandtætte regnsæt fra Helly Hansen med – ligesom at jeg var glad for min regntætte rygsæk. I løbet af tre timer skulle det vise sig at mit dyrt indkøbte regnsæt ikke var en skid værd. Jeg var drivvåd efter 1 time og da vi ankom til vores første camp skulle det vise sig at min rygsæk ikke var så tæt alligevel; med det resultat at bl.a. min sovepose var drivvåd. Jeg skal vist lige have en alvorlig snak med en vis sælger hos friluftsland om brug og betydningen af visse begreber.

Nå men det er jo på sådan en tur at drengene bliver skilt fra mændene og selvom jeg havde feber og hostede som en gal, måtte jeg kæmpe mig igennem den første nat. Det hjalp at tænke på, hvad Che og hans mænd måtte gennemgå først på Cuba og senere i Bolivia. Når de kunne, så kunne jeg også.

 

Dag 2

Vi blev vækket klokken 5 om morgenen og efter en hurtig gennemgang af dagens rute og morgenmad, var vi klar til at komme videre. Jeg kunne mærke at min medicin var begyndt at virke og samtidigt at jeg var kommet ud i den friske luft uden bilos og smog.

Min krop var så småt ved at være klar til aktion. I to timer vandrede vi opad til ca. 3700 meters højde, hvor vi måtte vende om, fordi der tilsyneladende som noget helt usædvanligt for årstiden, var faldet 20 cm sne. Derfor var porten lukket over passet … øv – men når ikke engang porterne vil krydse passet, må man som standhaftig Skandinaver tilpasse sig.

Det betød at vi måtte gå hele vejen tilbage for derefter at følge jernbanesporet. En rask lille omvej på ca. 20 km. Vores lille gruppe skulle vise sig at være nogen af de sejeste – og det til trods at vi alle var plus 36. De andre grupper startede typisk dagens trekking en halv- til en hel time før os andre, men mærkeligt nok kom vi altid først til lejren.

Der var tryk på og vi oplevede en del yngre personer, der måtte opgive ævredet, fordi det var gået op for dem, hvor svært det var. Det her er virkelig hårdt, og når det samtidigt pisser ned hele dagen og man er langt væk hjemmefra, så skal der virkelig godt mod, kræfter og energi til. Det her er ikke for at fornærme eller være nedladende over for nogen. Jeg tror at på et tidspunkt var det tæt på en tredjedel af dem, der var på Inkastien i de dage, måtte vende snuden om og slukøret tage med toget tilbage til Machu Picchu.

Selv de mest toptrænede og fitte amerikanere fik et chok. Indrømmet der var også stunder hvor jeg havde lyst til at kaste håndklædet i ringen, men noget i mig ville bare ikke give op. På anden dagen overnattede vi i tørvejr på et betongulv tæt ved Chachabamba. Efter dagens strabadser syntes Brasilianerne at det var på tide med en fortjent øl … hvilket selvfølgelig blev til flere.

Fantastisk aften.

 

 

Dag 3

Klokken 5.30 blev vi sparket ud af soveposerne og efter at have slugt morgenmaden var vi afsted mod nye eventyr igen. Det pissede stadigvæk ned, men vi var ligeglade – nu havde vi fået modet til at kæmpe os videre.

Grundet gårsdagens snefald og vores omvej var vi nødt til at skulle vandre langs jernbanen igen indtil vi kunne komme til vores tredje checkpoint. I løbet af en time havde vi indhentet de andre grupper igen og således ankom vi kl. 11.30 til dagens første pause.

Vi havde endda indhentet vores tre portere og kokken, så der var smæk for skillingen i os i dag. Efter et lille besøg ved en mindre Inkaruin og frokost blev det tid til igen, at kravle op i højderne – og samtidigt begyndte regnen så småt at aftage. I løbet af tre timer gik vi næsten 1500 meter opad, til plus 3500 meter, inden vi kom ned på 3000 meter. Vi ankom til Wiñaywayna ca. kl. 16.00, men inden vi kunne nyde den smukke oversigt skulle vi lige klatre op af ca. 100 stejle og smalle trappetrin.

Det var ikke for små børn og sarte sjæle. Efter et spændende foredrag om ruinen og området fra vores guide, William, gik vi op til nattens camp. Det var nu sidste aften. Nu i toppen af regnskoven som vi gennem de sidste dage var vandret igennem. – Og minsandten om jeg ikke fandt vilde squash og avokadoer … Det er lidt vanvittigt at tænke på at er man sulten og vil spise kan maden findes ved at gå en lille tur i naturen.

Kåde som vi var købte vi med glæde øl og vin til rene ågerpriser – Dag 3 var vel overstået og det krævede sgu at vi fejrede det.

Om nogle dage vil jeg ligge min artikel op om dag 4 og Machu Picchu

/Mike