Skulle man lade sig narre af livet og skyde sig selv ind i den ventende mængde af offentlig beruselse. Tage springet ud i slagsmålet med den blå himmel og skændes vidtløftigt med solen om skyernes fravær. For en gangs skyld se om det kunne lade sig gøre at pisse helt op til månen,  og slukke den brændende vulkan.

Ville det kræve at jeg tog endnu en tur ned med elevatoren til igår? Midt i kornmarken på Ven med udsigt over Øresund. Stirre tavst opad det gamle fyrtårn, mens duften af peberrod vækker minder fra dengang jeg var en lille dreng, der legede uskyldigt på legepladsen i Sprotoften.

Forvirret ville jeg stå forsigtigt og nøje afveje mit næste skridt, mens jeg prøvede at ændre på slutningen af den strimmel film, der kører i ring bagved mine øjne. Hvad hvis jeg besluttede mig for at hoppe videre til dagen før igår? Er det overhovedet muligt, at bruge maskinen på den måde?

Den første besked var meget kryptisk. “This is your Future speaking, are you ready?” Det var en helt almindelig onsdag, da min sorte skærm pludselig lyste op og vibratoren brummede.

Jeg kunne have svoret på, at min telefon havde været slukket siden mandag. Der stod ukendt afsender i displayet lige over beskeden. Jeg var igang med at stramme løkken til, mens jeg stod på den vakkelvorne skammel. Beslutningen var taget. Jeg kiggede en sidste gang rundt i stuen. Et sidste farvel til de ting jeg havde omgivet mig med.

Et øjeblik troede jeg, at jeg var ved at dø og om lidt ville jeg se et skarpt hvidt lys. Min telefon larmede igen “This is not a joke M1K3 1OF1 … This is your Future Speaking”