IAO … Følg dine drømme

Efter at være kommet til en lille søvnig by ca. 1 times kørsel fra grænsen blev jeg sat af på stationen, hvor jeg en time senere sad i en bus på vej til Pelotas. 

Pludselig var jeg alene igen – jeg var på egen hånd og for et øjeblik mærkede jeg en tristhed komme over mig.

Den tristhed, der altid opstår når man forlader nogen man er kommet tæt på eller et sted man holder af. På samme tid var det også et glædens øjeblik, der hvor det går for en at man kommer til at møde nye mennesker og lære om deres måde at leve livet på. Det er det spændende øjeblik, hvor du ikke ved der kommer til ske. Vil dem du skal mødes med være på stationen når du ankommer eller skal du finde et andet sted at bo, hvordan er maden der? Kommer du til at møde nye venner? Måske en sød pige?

 

eat-asado-1

 

Next Stop

Så næste stop var Pelotas. Jeg skulle mødes med Leonardo og hans crew som jeg mødte i Montevideo 2 uger tidligere. De var i Montevideo i forbindelse med en Tatovør-konference-ting, hvor de vandt 2 præmien. Det startede med at de drak mig fuld på vores hostel … Så fik de mig overtalt til at gå i byen med dem … På et eller andet tidspunkt gik jeg i brædderne og dagen efter var de forsvundet!!!! Om aftenen var de tilbage igen og jeg blev inviteret til at besøge dem i Pelotas, hvilket startede hele min tankeproces om at komme til Brasilien … Og nu 14 dage senere var jeg altså på vej til Pelotas for første gang i mit liv var jeg nu i Brasilien … og uden stempel i mit pas fordi der ikke var nogen paskontrol ved grænsen! Ingo & Layana skulle selv til Brasilien og ordne nogle bankforretning så det var en kærkommen lejlighed for mig til at komme “back on the road” igen. Det havde været 10 fantastiske dage, der nu var kommet til ende og nu sad jeg der på stationen og ventede på min bus. Jeg var i Brasilien for første gang i mit liv. Et nyt land, en anderledes kultur og et andet sprog. Jeg har dog lært at sige tak og skål og jeg kan høre og læse at der ligheder mellem de to sprog så helt galt kommer det ikke til at gå ?

Klokken 3 om eftermiddagen landede jeg i Pelotas. Til alt held var der gratis wifi på stationen, så mens jeg ventede på Leonardo kunne jeg passende få ordnet lidt facebook opdateringer, tjekke mails og få ringet hjem til de nærmeste. Klokken 17.30 drønede Leonardo ind på stationen og afsted gik det mod hans hjem. Overalt langs vejene var de igang med at bygge nye huse, indfaldsveje, skoler og det gik op for mig, hvor meget gang, der er i økonomien, her i Brasilien. Næsten alle kørte rundt i nye biler og der var nye huse mange steder. Vejene var i rigtig god stand og byen summede positivt af liv.

 

pelotas-asado

 

Første stop var hjemme hos Leonardo. Leonardo bor sammen med sin kone, Suélem i et fornuftigt nybygget typehus – Kvadratisk, Praktisk og smart. Det kan godt være nemt at fare vild her for alle husene ligner hinanden med små variationer. Deres hus har to gode værelser, et toilet og et badeværelse. Stuen og køkkenet er bygget sammen i et og fungerer som bindeled mellem de forskellige rum og indgangen. Bagerst i huset er der en lille firkantet have med en 2 meter høj mur, som omkranser haven. Der er rigeligt med plads til lidt grønne planter, en god størrelse grill og stadigvæk rum nok til at de kan holde et større selskab under stjernerne. Efter en lille rundvisning i huset gik Leonardo igang med at forberede det kød, der skulle på grillen senere og som viste sig at være ikke så lidt. Der var friske kyllingelår og en lang chorizo, der i form og størrelse minder meget om den danske medisterpølse – men der er en væsentlig forskel i smagen!

 

leonardo

 

Hvad jeg i første omgang troede skulle være en simpel aften med Leonardo, Suélem og undertegnede viste sig at være en større sammenkomst og i løbet af aftenen endte vi med at blive 9 personer, der mæskede os i det dejlige kød og rigelige mængder humle og fjolletobak. Det har forbavset mig på det sidste at hvergang man møder en Brasilianer ender en hurtigt med at blive til mange – og man er lige pludselig en del af en større sammenkomst af glade og livsbekræftende mennesker som er nysgerrige efter at lære om en og som elsker at fortælle om deres land – både de ting der fungerer, men også de ting de syntes kunne være bedre. Vi forsatte til omkring midnat, indtil alle sagde godnat og jeg endelig drattede omkuld – træt, glad og meget mæt.

Næste morgen skulle vi ind og besøge resten af crewet fra Montevideo. De fire gutter har en lang historie sammen med tatoveringer, skateboard, Jack Daniels og Rock ‘N Roll til fælles. Leonardo selv er ikke tatovør, men bliver flittigt brugt af de tre andre som model – senest til konferencen i Montevideo, hvor de vandt 2. præmien for at udsmykke Leonardos ryg med et fantastisk værk. Andre, Diego og Gabriel arbejder sammen i et studie, der ligger i centrum af Pelotas. Lige der, hvor alle de gode butikker ligger, hvis man er til den slags ? Da jeg forlod Layana og hendes far var den tanke jeg kortvarigt fik med mit første møde med de her gutter om at få en tatovering blevet til en konkret ide og en drøm jeg ville føre ud i livet. Motivet var givet på forhånd. Det skulle være noget som havde forbindelse til mine rejser – noget som symboliserede mine drømme, idealer og som altid ville minde mig om de fantastiske oplevelser. Noget som jeg ville glæde mig over at betragte, hvis jeg en dag endte med at blive en gammel mand!

 

Something happened

 

Det endte derfor med at blive Che Guevara som nu pryder min venstre arm. Til at starte med ville jeg egentlig bare have haft det klassiske sort hvide ikon som de fleste kender, men Gabriel der skulle være min tatovør havde helt andre tanker. Det skulle være originalbilledet der dannede grundlag for ikonet! Jeg ved ikke så meget om tatoveringer, men efter at dømme på Gabriels ideer og den underspillede passion han demonstrede fik han mig hurtigt overbevist. Inden vi kunne komme så langt var der dog lige lidt ventetid inden han havde tid til at “skamfere” min overarm. Faktisk skulle jeg vente helt til kl. syv om aftenen. Ventetiden brugte jeg sammen med Andre og Leonardo på at vandre rundt omkring byens havneanlæg og floden, Lagoa dos Patos i et par timer. Inden vi kørte hjem til Leonardo, hvor Leonardo lavede en typisk lokal hverdagsret, der bestod af chorizo fra dagen før blandet sammen med stegte løg og tomat og kogt sammen med ris. En simpel ret, der smagte fantastisk og som gav god mening i forståelsen af det lokale køkken og traditioner. Retten hedder noget i retning af fattigmands ris. Efter maden kørte vi en tur ud til stranden så jeg kunne få set det også. Egentlig ikke fordi det interesserer mig, jeg er jo på rejse for at møde andre mennesker og lave mad sammen med dem, men af respekt for Leonardo syntes jeg at det var på sin plads at få den oplevelse med også. Efter en time på stranden nærmede klokken sig deadline og vi kørte tilbage til klinikken, hvor jeg ventede på Gabriel, mens han tegnede tatoveringen op.

Mens han var igang med tegne tatoveringen op på det billede vi havde printet fra nettet, så min kommende tatovering pludselig kæmpestor ud, men Gabriel lagde printet over min venstre overarm -og jo den var stor, men den passede faktisk meget godt.

Som sagt så gjort og pludselig sad jeg på en stol med en råskitse på overarmen. Det var nu at jeg skulle have min første tatovering. Når først nålen ramte min hud ville det være for sent at kaste håndklædet i ringen – der ville ingen vej være tilbage. Se jeg har jo aldrig prøvet at blive tatoveret så jeg havde ingen anelse om den smerte jeg nu skulle til at opleve og hvor lang tid det ville stå på! Men det fik Gabriel hurtigt lavet om på. Fuck hvor gjorde det naller – særligt når han skulle lave fuldfarve af Baretten og Ches skæg. Efter to en halv time var han færdig og jeg stod der og betragtede min “skamferede” overarm i spejlet. Det var virkelig en speciel oplevelse at kigge på min venstre arm og se Che Guevara himself kigge ud mod horisonten med hans motto under: Hasta la Victoria Siempre. Det var for et øjeblik temmelig ambivalent at opdage at jeg havde ført noget ud i livet igen, men det tog ikke mange minutter før smilet bredte sig over mit stolte fjæs. Hold kæft, hvor var den blevet fed og hvilken fed fornemmelse det var at se den i spejlet. Senere har jeg så erfaret fra andre at det at lave portrætter som tatovering er noget af det sværeste og man skal virkelig stole på sin tatovør for det kan hurtigt blive til noget, der er rigtig skidt – da jeg erfarede det blev jeg rigtig glad indeni for at jeg har været så heldig at møde disse gutter og at det blev Gabriel der lavede den for han er meget dygtig. Senere blev jeg inviteret hjem til ham og fik set en del af hans anden kunstværker – for han mestrer også grafitti og streetart – og han har en t-shirt kollektion klar med hans værker. Her var en sand kunstner, der virkelig brænder for sit arbejde og så er han super cool -og så har han en frodig taghave med alskens grøntsager, krydderurter og flotte planter!

 

mig-og-che

 

Omkring midnat var jeg tilbage hos Leonardo. Det viste sig at være vores sidste dag sammen – desværre fordi Leonardos Bedstemor var blevet meget syg og han blev nødt til at være hos hende sammen med sin far i nogle dage. Så med en flok nye venner i rygsækken, gode oplevelser, en fantastisk gæstfrihed og en tatovering rigere gik det nu afsted mod Sao Paolo, hvor min ven Lucas ventede på mig. Foran mig ventede mindst 23 timer i en bus, med ankomst til en by, hvor mange af de Brasilianere jeg har været så heldige at møde på min vej bor. En diskret lille by med 15-20 millioner mennesker. En by, hvor jeg kender omkring 20 af dem!