“Hvordan fungerer det så?” Hun lå ved siden af mig i sengen, nøgen. “Hvad fungerer hvordan?” Jeg fumlede med at rulle en grøn cigaret. 

“Ja altså det med at være poetens muse?” Hun kiggede flabet på mig. “Beats me! Jeg er bare et fordrukkent svin, med en samling oldgamle skrivemaskiner.” “Er det bare det?” Hun virkede lettere forvirret.

“Jeg ved det ikke. Jeg bruger natten lang på at tæske mine bedrøvede tanker ned, mens jeg prøver at forstå galskaben omkring mig.”

“Er det virkelig så slemt?” Hun var slået over i en mere mistroisk tone. “Prøv at hør. Altså, jeg passer mig selv og fra tid til anden dukker der det her skønne og bedårende væsen op. Tiden går, og pludselig vil de have at jeg skal finde et job, der kræver et stramt slips … ”

“Hver gang?” “Ja det plejer altid at ramle, bedst som vi har lært at komme samtidigt, mave til mave. Lige der, hvor det biologiske ur overtager enhver selvstændig tankeaktivitet.”

“Syntes du ikke det er lidt trist?” “Hey, det er sgu aldrig rart at høre lyden af døren der smækker … ” Jeg rakte hende røgpinden som hun straks sugede grådigt på.

“Jeg tror bare det er sådan det er. Kvinder og mig er som inkompatible kombinationer. I starten tiltrækkes vi af hinanden som to magnetter og …” “Hvor længe tror du, der går med mig?” “Så længe du har lyst til, at lade mig være den selv-destruktive satan jeg er, så har jeg masser af kærlighed til overs.”

“Drømmer du aldrig om en helt almindelig hverdag med hus og have og et par unger, der skal læses godnathistorie for?”

“Det øh … ” Jeg pustede røg ud af munden. “Jeg gjorde engang, men det gjorde mig bare deprimeret. Det var som om at jeg langsomt, var ved at blive kvalt. Nu kan jeg trække vejret igen – og depressionen kan jeg selv styre, når bare jeg får hamret de rigtige kombinationer ned.”

“Hvilke kombinationer?” “Ordene … du ved,  de andre menneskers trobekendelser, som de af uransaglige årsager mener, jeg er den rette til at læsse af på. Til trods for at jeg gør mit allerbedste, for at udstråle misantropi og melankoli. De kommer til mig som sultne fluer … Se bare dig selv og din bedrøvelige historie om det gode liv på æblefarmen på Fejø, der endte med at kaste dig ud i en kedelig skilsmisse.” “Sandt nok …” Hun rakte mig den sørgelige rest af glædespinden.

“Men selvfølgelig, så har du presset afkom ud … TO GANGE! Så måske er der en chance for, at vi to lykkedes.”

“Det er bestemt en mulighed der skal afprøves.” Svarede hun kækt og pressede sine bløde læber ned mod mine.

De smagte lidt af sæd …