Sådan lige et par tusind mil plus det løse fra Afrikas vestkyst ligger et lille land. Et lille land der hedder Uruguay ikke meget større end Danmark. Et land, hvor de husker Michael Laudrup og har stor respekt for det danske landshold og deres resultater. Et land, hvor der er højt til loftet og hvor alle hilser på hinanden – selv i hovedstaden.
Et land der har været grueligt meget igennem. Et land som ikke har de vildeste naturressourcer, men alligevel nok til at brødføde sig selv og eksportere en ikke ubetydelig del. Ikke et land som Argentina, men et land, hvor der er plads til at være anderledes. Et land som i højere og højere grad eksporterer mere og mere kød til Argentina. Argentina, det land der engang stod for kvalitetskød, men nu vælger at fokusere på produktion af soja fordi det giver et bedre udbytte end at lade køerne æde sig mætte på pampasen. Uruguay er for mig et land, der indtil for kort tid siden bare var endnu et stempel i mit pas med færgeturen til Montevideo. Til at starte med lød det mere som en sydamerikansk udgave af Monte Carlo, men der tog jeg godt nok fejl.
Lige nu befinder jeg mig i byen, Minas, der ligger 2 timers kørsel nord for Montevideo. Byen, hvor jeg har levet de sidste 3 uger. Ja det er endnu en storby og indrømmet jeg har ikke brugt meget tid på at gå på museum og den slags ting. I stedet for har jeg brugt min tid på at lave mad sammen med rigtig mange forskellige slags mennesker fra hele verdenen. Det har været en fantastisk tid, hvor mine evner som kok er blevet udfordret – særligt når folk er sultne klokken 23.00 og vi stadigvæk kæmper med at få styr på det satans bål, der bare ikke vil som jeg vil.
Det har været en tid, hvor jeg har mødt de mest fantastiske mennesker og særligt fra Brasilien! Jeg kender nu så mange mennesker der at det vil være fuldstændigt urimeligt over for dem, hvis ikke jeg snart letter røven og kommer forbi der. Der er mere eller mindre frit slag for mig fra det sydlige Brasilien og helt op til Rio for en ledig sofa. For mig er det fornøjelse at tænke på, at jeg nu kan opleve så meget uden at skulle så meget som tænke på, at bo på et hostel fordi min kærlighed til det gode måltid, og de personer jeg møder på min vej nu giver så meget tilbage, at det jeg bliver nødt til at knibe mig selv i armen over den kærlighed jeg får tilbage tifoldigt!
Et liv uden for Hostel
Forleden var jeg på en tre-dages tur i lejet bil op igennem østkysten af Uruguay sammen med 4 gode rejse-venner. Vi startede med at køre op til Punta del Diablo fra Montevideo og derefter arbejde vi os tilbage. Undervejs stødte vi på en lokal Tambore gruppe. Tambore er den Uruguayanske version af en samba-gruppe. Jeg er stødt på fænomenet indtil flere gange i Montevideo, men i Rocha (på vej til Punta del Diablo) kom vi i kontakt med en lokal gruppe, der forelskede sig så meget i vores gruppe at vi blev inviteret med til deres klubhus efter endt øver på gaden. Her blev vi budt på “ægte” Asado, som består af; Hjerte, lunge, lever og andre indvolde. Langtidsgrillet over gløder som kun gør smagen endnu mere intens! For mig var det særligt interessant fordi jeg blev inviteret til at “tromme” med og jeg fik en t-shirt p.g.a. mit smil og min passion for rytmer!
Indrømmet jeg havde mine udfordringer med at skulle lære deres rytmer at kende, men min fornemmelse siger mig at vi etablerede en god kontakt – selvom ingen af os forstod hinandens sprog til fulde. Og nej hjerte, lever eller lunge for den sags skyld er ikke det mest interessante i denne verden, men i den rette kontekst er det helt fantastisk -og særligt med den lokale humle og deres fantastiske selskab; så glider alt ned med den største fornøjelse!
Efter en hektisk nat landede vi i Punta Del Diablo, der er en rigtig strand-by uden at være for turistet. Efter en laaaaang dag i solen og i Atlanterhavet, fandt vi noget brænde og fødevarer og indfandt os i skumringstimen på strandens bredder. Fem minutter efter havde vi et dejligt bål og efter et par timer i slagsmål med de lokale insekter blev vi mætte af de vi nu kunne lave på vores improviserede bålsted. To flasker rose og en kvart flaske flaske Jameson senere drattede vi mætte og berusede omkuld under himlens stjerner indtil solens stråler i østen vækkede os med sit lys og varme. Herfra var der masser af ideer og steder vi ville opleve, men vi nåede kun at spendere tre timer i den fedeste strandby nogensinde, Cabo Polonio. Får du nogensinde chancen for at kommer dertil skal du gøre det, og brug gerne et par dage eller mere på at suge energi fra dette fantastiske lille sted. Et sted der er fyldt med Sæler og Søløver, der vil klappe i poterne og give dig deres; Seal of Approve!
På vej hjem troede vi at der ville blive tid til at overnatte i Minas, hvor jeg befinder mig nu, men da klokken var mange og vi var megatrætte blev vi enige om at lette en vis legemsdel og returnere til Montevideo.
Det blev til tre fantastiske dage og de to unge piger der var med fik med garanti en oplevelse for livet – En oplevelse jeg tror har givet dem noget at tænke på i lang tid og noget der har forandret dem! Vi andre tre er mere vant til at rejse på den måde, men jeg tror, for os, at det også var noget helt særligt. Jeg vil i hverttilfælde tænke på de tre dage som noget helt specielt, der har givet mit liv ny mening!
Anyway jeg er i Minas lige nu. Jeg skulle have sovet hos nogen via Couchsurfing, men indtil nu har mine erfaringer omkring det i Uruguay været en “eksklusiv” oplevelse, der er forbeholdt de få og heldige. Efter først 5 henvendelser i Montevideo og 2 her i Minas er der kun 1 der har svaret tilbage – og det var her i Minas! Men vedkommende havde ikke tid alligevel fordi hendes datter var ved at læse til eksamen og en masse andre undskyldninger.
Det undrer mig så, hvorfor man har en aktiv hostingprofil på Couchsurfing, hvis man ikke magter det for øjeblikket! Heldigvis ligger der et godt godt hotel her, hvor jeg nu har besluttet mig for at nyde lidt luksus de næste par dage i stedet for – Til alt held har jeg også modtaget en uventet invitation på et eventyr, jeg slet ikke havde regnet med skulle ske – særligt ikke over et tilfældigt møde på en Cafe i Colonia for mere end en måned siden! Mere om det på et andet tidspunkt. Glem ikke at leve dit liv … bare lidt mere end du gjorde i går!
Ciao
/Mike