“Du har lungebetændelse, du har brug for penicillin. Jeg skal sørge for at det bliver leveret til dig her i baren. Regn med at der går et par timer … “ 

Det havde sine fordele, når man selv skulle betale for lægen. “Hvis du skal op til Machu Piccho, ville jeg overveje at skrue ned for det der.” forsatte lægen, mens han pegede på vores slunkne beholdning af Jameson.

“Tager du kreditkort eller er det kontant afregning?” “Jeg foretrækker kontanter. Buddet fra apoteket foretrækker kreditkort.” Han lagde sin regning på bordet. Der stod 200 soles. Ca. 400 danske kroner. “$60, måske man skulle flytte herned permanent, der er i det mindste bedre lægeservice end derhjemme” sagde Erik spøgefuldt. “Det er godt at se at du kan smile igen Fucker!” sagde jeg og skænkede endnu en omgang op til os.

Klokken nærmede sig 8 om aftenen og stemningen var så småt ved at blive mere løssluppen i baren. Som genopståede zombier fandt de vej til langbordene midt i mylderet af serveringspersonalet, der havde travlt med at bringe fyldte tallerkner ind og fjerne de tomme, der var som slikket rene af de sultne horder, som skulle være klar til endnu en nat, der grundlæggende kun tjente et formål; den evindelige parringsakt.

Vejen dertil var broget og fyldt med alskens lumske fælder, hvis man ramte den forkerte kombination af stoffer, alkohol og det ufravigelige faktum at vi alle befandt os i de tynde luftlag. Med mit salt og peber skæg var jeg som oftest hensat til rollen som observatør. Erik blev stadigvæk betragtet som ung nok til, at være attraktiv. De kom altid flirtende hen til ham, mens de søgte faderlige råd hos mig. Min erfaring til trods, var det åbenbart at foretrække 5 minutters, fordrukken, legen kæppen og den fugtige revne.

Klokken var blevet 10, og musikken var nu så høj, at det var umuligt at føre en sammenhængende samtale, da buddet fra apoteket havde fået gravet sig igennem menneskemylderet og fundet vej til vores bord, der var fyldt med tomme og fyldte flasker. “Det er mit sidste stop i aften.” Råbte den unge mand, mens han trak en kreditkort-terminal frem. “Kan jeg friste med noget af det, der ikke står på menuen?”

Medicinmandens tilbud lød på 40 soles. Billigere end det han havde til mig i papirsposen, men rækkevidden var noget kortere, dog sikkert sjovere i gerningsøjeblikket. Vi takkede pænt nej tak og bød på den medicin vi var igang med at komsumere. Erik var igang med at gnavet sit kranie i stumper af en sulten zombie, så jeg besluttede mig for at kigge på indholdet i posen fra apoteket. Med 2 dage tilbage, inden jeg skulle begynde på den lange vandring gennem Andesbjergene, måtte jeg hellere se om mine lunger og jeg kunne finde en fornuftig balance.

Jeg forlod, i alt ubemærkethed, selskabet omkring midnat; indtog en dobbelt dosis af lægens anbefaling og kravlede i skjul under dynen. Der lå jeg en times tid, før jeg endelig døsede hen.

Selvom værelset lå længst væk fra baren, var det stadigvæk som at være der selv. Det var ulempen ved at gå i seng før festen var forbi, når man befandt sig på et irsk hostel.