Når alt kom til alt var han egentlig bare en far til to herlige møgunger og ægtemand til den dejligste kone.
De boede i en lækker og stor lejlighed på Frederiksberg. Frank var ansat som chef for projektafdelingen på et stort mediebureau og hans kone, Line, arbejdede som Personalechef i en eksportvirksomhed. De var gældsfrie, havde to store biler og en solid opsparing. Børnene fik gode karakterer i skolen og klarede sig godt socialt. Den korte version, var at de havde alt, hvad man kunne drømme om. Men sandheden var at Frank røvkedede sig.
Hver eneste dag han stod op, tænkte han kun på, hvor fedt det ville være, hvis det hele sluttede lige netop i dag. “Han var død på stedet” Han så overskriften på formiddagsavisen for sig og frydede sig et kort øjeblik ved tanken om det utænkelige, for øjeblikket efter, at mærke den knuende snurren. Den dårlige samvittighed, ved at tænke tanken om at forlade kone og børn midt i livet. Midt i livet, hvor der var mest brug for ham. De år, hvor han langt om længe kunne begynde, at nyde frugterne af årtiers slid og slæb.
Det var ikke nok længere. Når han trådte ind på kontoret mandag morgen, så han frem til weekenden, hvor der ikke var den daglige række af møder; udvalgsmøder, strategimøder, kundemøder ja bare i det hele taget alt for mange møder hele dagen lang. De hang ham langt ud af halsen. Han var træt af spillet. Træt af magtkampene og forudsigligheden.
Der manglede noget i hans liv og han havde en god ide om, hvad det skulle være, men spørgsmålet var bare hvordan det skulle håndteres, for det lovlige element glimtede ved sit fravær, og det var temmelig sikkert at hans familie ikke ville dele hans entusiasme for ideen.
Tanken om at han kunne miste sine kære i det nye game, tilførte udfordringen endnu et spændingsmoment, og det understregede endnu engang at projektet var det eneste rigtige at gøre for ham. “Det var det, eller en løkke om halsen i garagen” Tænkte han, mens han stod med skraberen og fjernede weekendens hårvækst fra ansigtet. Skrrwwaa lød det, mens han lod skraberen glide ned over hans venstre kind i en glidende bevægelse “Jeg kunne også “komme” til at lade bladet snitte min hals over.”
“Om sytten minutter sidder jeg i min bil og for 117 gang vil jeg igen sige for mig for selv: Hvorfor? Hvorfor gør jeg det her hver eneste fucking morgen. Hver eneste dag gør jeg det samme. Dag ud og dag ind sidder jeg i kø og venter på at komme hen til de samme kontorer som alle de andre. Med deres store glaspartier og fancy arkitektur. Bygningerne ligner mest af alt noget som er kastet ned i fundamentet højt oppefra og det har givet dem de mildest talt mærkværdige former som alle, der gerne vil være noget ved musikken, valfarter ud for at glane på.” “Det ser jo skidesmart ud, men for dælen hvor er det belastende altid sådan at føle sig overbegloet hele tiden” “Skal vi ikke få gennemsigtige lokumsrør nu hvor vi har starten festen” “Så kan vi allesammen sige: Nøj han fik gule ærter igår og hun fik vist nok rødbeder eller også er det den mest sindsyge omgang hæmorider jeg nogensinde har observeret.“
De lange monologer han førte med sig selv om morgen, var det mest effektive middel mod den invaderende galskab. De fjernede de værste abstinenser til at pløkke skallen ud på sig selv. Han fik brugt en mindre formue i sine unge dage, på at frekventere en af de dygtigste psykologer penge kunne købe, uden at det givet et brugbart resultat. Bevares det var da rart at læsse lidt af hos et fremmed individ, men erfaringen havde lært ham at en håndfuld alkohol og en god ven var mere effektivt. Det var det samme med monologerne. De fjernede den værste byrde, så han kunne trække vejret igen. Men det fjernede ikke trangen til at der skulle ske noget radikalt med hans tilværelse, inden han lod tilfældet og en lastbilchauffør afgøre hans skæbne før tjek-ud tid.
Det første kup
“Vi afbryder udsendelsen for at skifte over til vores reporter Lars Johansen, som er i middelfart, hvor Fyens Polit netop har oplyst os om, at en værditransport er blevet røvet. Giv os os detaljerne, Lars” lød det febrilsk fra tv-værten. “Ja det er rigtigt” lød det fra reporteren. “Her klokken lidt over seks blev værditransporten standset med partisansøm. Herefter har røverne sprunget døren op med sprængstof. Politiet oplyser at de regner med at det er en mikroskopisk dosis af plastiksprængstoffet, C4. Da dørene var væk, har røverne fjernet en taske, hvis indhold Politiet endnu ikke har et overblik over.” “Har man fundet røverne?” Lød det spørgende fra tv-værten. “Nej man ved at tyvene slap væk i en hvid kassevogn” lød det opklarende fra reporteren, mens kameraet zoomede ind på den væltede værditransport der var sodet til efter sprængningen.
I baggrunden kunne man skimte en ambulance med blåt blink på. Bagdørene stod åbne og en person sad på kanten, og var ved at få en forbinding om hovedet. “Hvordan er chaufførens tilstand?” spurgte værten igen. “Den kvindelige chauffør, har det efter omstændighederne okay. Som I kunne se før, er hun ved at få lagt en forbinding på for at beskytte mod de rifter hun, har fået i ansigtet på grund af glasskår fra ruderne.” Har eksplosionen ramt hende?” spurgte værten videre. “Politiet oplyser at eksplosionen har medført at ruderne sprængtes” “-og det er de glasskår, som hun har fået rifterne af ?” afbrød tv-værten” “Ja det er præcis derfor det er sket.” “Hvad er der blevet af den hvide kassevogn?” kom det hurtigt fra tv-værten. “Ja indtil videre har man fundet en efterladt kassevogn 15 kilometer syd for landevejen.” “Tak for det Lars” brød tv-værten ind igen. “Politiet oplyser endvidere at de har afspærret Store -og lillebæltsbroen samt broen over Svendborgsund – de regner med at det kun er et spørgsmål om tid, før røverne er bag lås og slå” lød det fra tv-værten. “Og nu til ve….” Hun slukkede for tv’et og gik ud i køkkenet for at sætte en kop kaffe over.
En tur i det blå
Klokken var halv tre om natten. Line sad og sov mens Frank kørte. De var på hjem fra en fest hos nogle venner sydpå. Line havde fået så hatten passede – festen havde været en succes – nå ja måske lige på nær Sandra. Hun havde drukket sig fuldstændig fra sans og samling. Allerede under middagen havde hun taget godt for sig af de våde varer og inden hovedretten var slut var der røget 2 flasker hvidvin indenbords, og til desserten fik den ikke for lidt med de kulørte flasker “… ups der kom vist lidt for meget rom i glasset”, havde Frank hørt hende sige, mens han rakte ud efter en kold øl. “Du er da i godt humør” sagde han til hende. Hun svarede ham ikke.
Det var som om hun var i sin egen verden. En verden, hvor det handlede om at fjerne sig helt fra det normale, en flugt langt væk fra det ubønhørlige faktum, at hun lige var blevet 40 år uden at lykken endnu havde tilsmilet hende, i form af et barn og en dejlig mand. Hun sagde det ikke til nogen, men de andre fornemmede det tydeligt. Alligevel var der ingen , der gjorde noget ved det. Underforstået lå det i luften, at det var noget hun selv måtte håndtere. “Hun må jo vide, hvad hun gør.” Havde Frank tænkt, mens han gik over til Line igen. Senere på aftenen blev det mere og mere tydeligt at her var et menneske som, var på vej ud over kanten i fulde hug. Jo mere Sandra indtog, desto flere glas væltede hun på gulvet så de smadrede. Flere forsøgte sig med at få hende til at drikke noget vand, men lige meget hjalp. Hun var på en mission og den plan stod hun ved – også selvom hun til sidst ikke engang kunne stå op. I stedet for væltede hun rundt på gulvet i sin syvhestes brandert.
Pinligheden lod ikke til at berøre hende. Hvergang hun blev hjulpet op bad hun om en drink. Fik hun serveret et glas cola gik hun selv op og hældte sprut i. Efter flere forsøg på at hjælpe hende på rette spor, opgav de at få hende på ret køl. De fandt hende til sidst siddende op ad vinduet og snorkboble ude i gangen. Det sidste Frank hørte, var at de til sidst havde fået hende overtalt til at tage en taxa hjem. “Det var sgu synd at sådan hun har mistet modet på livet” Tænkte Frank.
“Kom hun egentlig hjem” Snøvlede Line, mens de befandt et sted på E47 på vej hjem mod hovedstaden igen. “Ja Peter fik smidt hende på en taxa til sidst efter megen overtalelse” “Godt det ikke var mig, der var så langt ude som hende” “Lov mig at jeg ikke kommer derud” Sagde Line inden hun vendte ansigtet ind mod ruden igen. ZZZZZZ lød det fra Line, mens de kørte forbi afkørslen til Jyllingevej. “Nå så måtte du overgive dig til søvnen lille skat” Sagde Frank til sin sovende kone. Hun hørte ingenting. “Bare et lille forkert ryk i rattet” tænkte Frank, “så er det slut – det er forbi og vi er her ikke mere. Vi slutter på toppen. Vi stopper mens legen er god.”
Han blev bange bare ved tanken over, at den ide overhovedet var opstået. “Det må man ikke” tænkte han videre, mens bilen stille og roligt flyttede sig mod venstre. Pludselig lå han i yderbanen. “Så det sgu nu – livet stopper her for os. Vi behøves ikke tænke mere over, hvorvidt vi klarer os igennem skærene.” “This is the end, my beautiful friend” Han hørte tydeligt, hvordan Jim Morrisons med sin stemme på det nærmeste messede de vise ord. Speedometret viste 150 km, og han mærkede hvordan kastevindene rykkede godt i bilen. Ved hvert eneste vindstød, fik han en fornemmelse af at bilen, hvert øjeblik det ville være, kunne ramme autoværnet med fuld smadder og alligevel så han at presset på speederen blev øget. 165 km. “Jeg vil gerne leve, men samtidigt vil jeg gerne slutte det hele nu. Gad vide om vi møder nogen vi kender på den anden side?” Prøvede han filosofisk at dreje vanviddets gang.