Klokken var 16:23. Jeg var lige stået af ved Den Rytmiske Højskole. 1.2 km fra Fætters Hjem. Fætter ventede på sin vakkelvorne moped. Uden hjelm og med smøg i kæften røg jeg med på smækken og så gik det i slingrende sumpet tempo mod skoven. Det var ikke kun tobak der var i den krøllede smøg.

Fætter satte Stevie Rag på den gamle støvede Philips pladespiller med mekanisk træk. Jeg fandt flasken i det sorte vitrineskab fra IKEA. Der var stadigvæk en halv flaske tilbage fra sidste gang vi drak os i hegnet.

Det var lige gået op for Fætter at det var 42 år siden at han var blevet spyttet ud af sin mors kusse. De havde stort set ikke delt en tanke siden. Hans ekskone, var i gang med den årlige hjerneblødning.

Den varede typisk fra juni til slut november; havde gjort det hvert eneste år siden de blev skilt. Bortset fra 2015, hvor Fætter og jeg var travlt optaget med at suge os i hegnet på flere af landets festivaler.

Der var stadigvæk tvivl om; hvorvidt hun også havde haft en hjerneblødning i 2015. Det stod hen i det uvisse. Der havde været for mange huller i suppen som man siger i vores branche.

Derfor var det på sin plads, at jeg hankede op i Gellhorn og kastede mig på en længere dagsrejse mod det Vigske landskab. Det virkede som en veloplagt lejlighed til at ryste sækken med livets ubehageligheder. Der var whisky i flasken. Kolde dåser i køleren. Og en flyttekasse fyldt med den fineste hjemmedyrkede pot.

“Claus. Dyrepasseren fra KBH ZOO, er på vej” Jeg hørte døren i bryggerset åbne og så hunden Baloo spæne efter Fætter. “Okay” svarede jeg lettere fraværende. Jeg havde fingrene på tastaturet og var midt i det første glas whisky og en smøg.

“Der må dødt branket dyr til” brølede Fætter, da han smækkede den frosne klump op på køkkenbordet. Gonk! Det var fra et vildsvin, han pløkkede sidste gang han var i Sverige med Claus.

“Kæresten gennem 25 år er skredet med kreditkortene og nøglerne til sommerhuset.” Sagde Fætter, mens han knappede en kold pilsner op. Jeg skænkede et glas whisky mere, mens Fætter forsatte med at ridse dramaet op. Det viste sig at de havde levet på klods alle årene. “Men det havde kællingen ikke ment var nødvendigt at fortælle Claus.” Det var derfor hun var skredet. Løgnen var åbenbart blevet for stor.

Jeg kunne ikke bidrage med ulykkelige beretninger. Min hjerne var kortsluttet. Jeg var smaskforelsket! Jeg kunne kun skrive pladderbedårende romantik. Jeg måtte tage til takke med de andres skrammel, hvis jeg nærede et ønske om at ville skrive noget der gav mening, Jeg kunne også tømme flasken og slippe mine dæmoner fri, men jeg var bange for at de også, var blevet lidt for glade at høre på.

“Vi mænd har kraftedme ikke brug for et lokum. Vi skal bare have et hul, hvor vi kan tømme lortet ned i.“ Det var Fætter, der råbte begejstret ude fra toilettet. Døren stod åben, så ingen var i tvivl om, at han var ved gøre det mænd kan stående.

Kaffemaskinen bryggede lystigt på den grumsede koffeinsnask, mens vi planlagde, hvordan vi bedst kunne forkulle kødet fra bæstet, der havde mødt livets afslutning en sen nattetime, hvor Fætter havde ligget klar med sigtekornet stillet skarpt. Klar til at trykke på aftrækkeren og gøre en nådig ende på svinet. Claus var kommet anstigende med sin båd på en gammel rusten anhænger. Han var bange for at trunten ville få sit diskrete crew på 9 fuldvoksne sigøjnere til også at hente den. For to dage siden var de brudt ind, om natten, og havde overrasket Claus, der måbende måtte stå og se til, i slidte boxer-shorts, at hans hjem blev tømt for det skrammel hun mente var retmæssigt hendes.

Et kort øjeblik havde han overvejet 112, men det var for sent. Panikken havde sat ind. 25 år med den samme kvinde havde kastreret ham. “På den anden side, så var jeg sgu også træt af alt hendes latterlige tingeltangel-lort”, fortalte han os, mens han forsøgte at samle sine boller op fra gulvet. Der forelå et større oprydningsarbejde. Et kæmpebjerg af forliste drømme, der skulle enten kasseres eller arkiveres. Det var ham der skulle have kaffe. Vi andre havde det ganske fint med alkohol. Og Cannabis.

Flammerne stod lystigt op ude i haven. Fætter og Claus var godt i gang med nattens bål. 8 stumper rustne stålrikler og et fintmasket hegnstump, der var galvaniseret, skulle gøre det ud for en grill. Fætter havde besluttet sig for at grille med den samme metode, som jeg altid ævlede om. Asado, som de gør i Argentina og Uruguay. Brændebål ved siden af risten. Skovl til at grave de røde gløder frem fra bunden og lægge i et tyndt lag under risten. Kødet halvt tøet op. Rigeligt med salt. Lade den lave temperatur gøre det mørt og lækkert.

Jeg stod indenfor i varmen og kiggede glad og stolt ud af vinduet på stammeritualet i haven. Jeg var godt i gang med glas nummer 4 eller 5. Stevie gav den stadigvæk fuld smadder på vinylen og Gellhorn fik tæv, som hun aldrig havde fået det før. Jeg var jo nødt til at finde ud af, hvor meget lort hun kunne klare inden Skøgen … Ja du ved Kæresten, skulle overtage hende.

Det var en gammel Smith Corona Galaxie II fra 60’erne, så jeg var ikke sikker på, hvor meget hun kunne klare før hun brød sammen. Det nyttede jo ikke noget at give en maskine til Kæresten, hvis den brød sammen, inden hun var kommet godt i gang med at udforske dybderne af hendes litterære evner på hakkebrædtet. Der var jo magiske ord på vej fra det forunderlige væsen, der pludseligt havde meldt sin ankomst i min hjerne. Ud af det blå havde hun invaderet mit hjerte. Jeg havde været chanceløs, siden den allerførste gang hendes læber havde omsluttet mit lem, som ingen anden kvinde havde gjort det før. Det var en sen aftenstund i en sommervarm skov. Et sted tæt på en broforbindelse til hovedstaden. Et magisk sted, hvor jeg, ofte, dengang jeg var barn, havde søgt tilflugt fra de voksnes rædsler.

“Det er som at gå i skydetelt i Tivoli” Fætter stod og diskuterede med Claus om muligheden for at skyde en kronhjort hos Arne i Skårupøre. “Ja, der er sgu ikke meget nobelt over at skyde et forsvarsløst dyr, der kun har et begrænset område til at udleve sin brunst …” forsatte Fætter.

“Bare fordi man har horn i skallen er man ikke mindre værd” Brød Claus ind. Han drak stadigvæk kaffe. Han var stadigvæk igang med at allokere sine boller. Fætter gik ind for at hente friske forsyninger af kolde dåser. “Lidt ære må man godt gå igennem livet med …” Svarede jeg og løftede whiskyflasken til en luftskål med Claus. Jeg havde tømt hjernen for ord og tilsluttet mig livets ritual.

“Bare fordi vi behandler hinanden af lort til for det meste er der ingen grund til, at det skal gå ud over de andre dyr.” Fætter var tilbage med friske forsyninger. “Man skal være god ved dyrene ved I nok …” Mindede Claus os om, mens ham og Fætter ved fælles hjælp fik kødet vendt om på den anden side. Der bredte sig en fantastisk duft. Resultatet af mænd, der havde nedlagt et bytte og nu nød resultatet af deres koordinerede indsats. Bålet knitrede sindrigt. Kødet svedte lystigt. Røgen lagde sig let hen over græsplænen og blandede sig med aftenduggen. Ude i horisonten var solen på vej ned.

“Det bliver en god aften” konstaterede Fætter og lagde an til en skål. Jeg forsøgte at placere mig i en af Fætters lilla klapstole, som nogle familiemedlemmer havde foræret ham. “Hvad helvede er det for noget lort, man ligger jo nærmest ned i den …” Fætter og Claus grinede højlydt af mig, mens jeg lå og rodede rundt på den fugtige plæne. “Pas på, den er fra Jysk!”