Jeg står op. Laver kaffe, ryger dagens første smøg. Jeg går på lokum. Dagens første kop kaffe. Jeg går på lokum igen. Mere kaffe, mere røg. Jeg skal skide igen. 

Jeg børster tænder og mærker tarmen presse. Laver mere frisk kaffe, mens jeg kigger ud af vinduet på hustagene i de omkransende villakvarterer i byen, hvor jeg residerer. Roligt og fredeligt ser det hele ud, nu hvor alle er ude og finpudse deres globale karriere. Finder ingen glæde ved udsigten fra tredje til højre. Det hele er klædt i gråt. Termometeret er i minus ligesom mit humør. Jeg forsøger at logge på livet. Jeg læser, men jeg husker intet af det, der stod på den forrige linie.

Jeg stirrer på min egen refleksion i spejlet, der ensomt hænger i gangen. Min eneste daglige interaktion med et andet menneske. Mit smil er stivnet, med mundvigerne i nedadgående retning.

Mit blik er tomt. Jeg har glemt hvorfor jeg overhovedet stod op. Jeg spørger mig selv “Hvornår er det mon forbi?”  Jeg tænder for radioen, slår over på P1, men der kommer kun støj ud af de gamle BEOVOX S25. Det er den samme triste larm, de gentager fra i går. Morgenværterne lyder som monotone digitale maskiner, der messer verdens undergang med et dristigt smil. De får løn for at sige det samme hver eneste dag. Jeg slår over på Radio 24-7. Mere af det samme nu bare med et mere humoristisk tvist. Et faket intellektuelt plot.

Jeg accepterer at det ikke bliver bedre, og lader radioværterne brøle deres propaganda ud i æteren. Jeg går ud i køkkenet og stirrer hvileløst ind i det kølige foderkammer. Det er fyldt med mad, men jeg er ikke sulten. Kaffen er drikkeklar.

Jeg ruller en smøg mere og opdager, at der allerede lå en frisk klar. Det havde jeg bare glemt. Hvad er essensen af det her? Spørger jeg, mens røgen stille glider med den iskolde morgenvind, og skraldebilen i gården skramler med fyldte affaldscontainere; fjerner det skrald ingen vil kendes ved. Er 12 meter nok? Gør det ondt når man endelig lander? Jeg skodder smøgen.

Jeg har lyst til at tømme askebægret udover kanten. Bare fordi … Jeg overvejer om jeg skal løbe en tur, eller lave noget yoga. Det skulle være så godt. Men jeg ved det alt for godt. Det er bare en kortvarig distraktion. En halv time, hvor humøret skifter til neutral. Bagefter er jeg tilbage i det triste gear.

Er det sådan det føles at være deprimeret? Måske jeg bare skulle gå i seng og satse at det hele stopper, når søvnen melder sin ankomst? For sent sætter den altid ind. Ligesom glæden! Den der lykke er det noget, man kan finde på tilbud i Rema? Er der en lettere slidt udgave billigt til salg i genbrugsforretningen overfor? Eller skal jeg selv ud på lossepladsen og grave en kasseret udgave ud af skraldedyngerne, der kun syntes at vokse eksponentielt med en faktor på 1011?

Jeg er født den 13. April 1975, står der på mit sundhedskort. Er der virkelig så kort til sundheden, at det kommer på et smart lille stykke fladt plastik med afrundede hjørner? Bliver jeg rask af at kigge på det? Min læge siger altid at jeg skal holde op med at ryge, så jeg går ud på altanen og tænder endnu en smøg. Hvis jeg nu skruer min daglige dosis op til det dobbelte, hvor lang tid skal jeg så vente?