Motorvejen til Helvede

Motorvejen til helvede findes i virkeligheden. Den er ikke et fordrukkent omkvæd fra AC/DC, dengang der stadigvæk var ægte spræl, og uspolereret vildskab i dem. Det er turen ind til Odense, jeg taler om …

Uanset hvilken retning du ankommer fra, så lander du i helvede, når din bil rammer de første skilte, der siger Odense.

Glem alt om, helt naturligt, at kunne finde vej uden assistance fra mindst 2 synkroniserede GPS-enheder. Den lokale skiltning er kun for de virkeligt lokale.

Nogen gange tænker jeg at det er strategien fra byrådet, når talen er faldet på at skulle skaffe tilflyttere til den Fynske Hovedstad; fordi når du først er kommet indenfor byens porte, så kan du ikke finde ud igen.

Jeg tror mange er endt med, at have købt et hus i Odense, i ren frustration over ikke at kunne finde væk igen. Det forklarer, hvorfor der er så mange ejendomsmæglere og pengeinstitutter ved indfaldsvejene; det forklarer også succesen med den valgte strategi; fordi boligpriserne stiger og stiger. Selvom det meste er noget gammelt værdiløst skrammel, der ligger ud til en larmende vej.

Måske er livet som øbo ved at bundfælde sig for mig, men jeg vælger nu at tro; der må være no’et galt med de der O’enseanere – det er som, at de ikke gi’r det der ri’tit; det der med at være Fynbo. Den syngende dialekt er så forfladiget, at selv Albani smager tamt, serveret i Odense, når jeg en sjælden gang befinder mig på de kanter. Misforstå mig nu ette her. Dem jeg mø’er derin’, de er sku majet hyg’lige, men det virker som’ti’er, som om de prøver at sende ko’ede beskeder om hjæl’p til flugten …

Nu er fandme nok med den der Fynske accent!

Som du nok har regnet ud, så forleden dag, var Skøgen og jeg i Odense, nærmere bestemt på Dalumvej. Jeg skulle til møde med en ny bank. Under hele forløbet sad han og skrev kryptiske linier med en usynlig pen på mit medbragte kontoudskrift fra den nuværende bank … Nordea.

Mens ham der den rare mand fra den nye bank, sad og talte sort om pension, SKAT og forsikringer kom jeg til at tænke på, at den eneste rigtige kendte Fynbo, som lykkedes med flugten fra Odense, var H.C. Andersen. Han hadede byen som pesten. I dag fejrer de ham som byens store helt.

Skøgen og jeg har billig smag i huse og dyr smag i Whisky, så mens jeg forsøgte at finde et anstændigt depot til mine surt sammenhustlede sørgelige midler, fra min omflakkende tilværelse som gadepoet, i Storbyen, beliggende i Øst, søgte Skøgen straks mod den nærmeste butik med gyldne dråber …

Eller det vil sige

Deltidsbarnet var med, så derfor strøg de først i den nærmeste genbrugsbiks, for derefter at finde emner til ønskelisten i legetøjsbutikken, som lå belejligt ved siden af. Vi prøver at opdrage hende  til at værdsætte andre menneskers aflagte skrammel. Midt i mellem barnets butikker, opdagede skøgen åbenbaringen selv; et guddommeligt åndehul for voksne. En særdeles veludstyret biks med alkohol til den kræsne drukmås.

Deltidsbarnet spurgte, hvorfor de nu skulle ind den kedelige butik. Skøgen svarede pædagogisk: “Nu har vi været i legetøjsbutikken og se på ting som du ønsker dig, nu skal mor ind i den fine flaskebutik og se på ting mor ønsker sig … “

“øv” svarede Deltidsbarnet, mens hun lod sin lilla håndtaske, med et yndigt billede af en ganske regulær disneyprinsesse, og stjerner i regnbuefarver, der med garanti er klistret på, af en unge på hendes egen alder, et fælt og skummelt sted, hvor indkomsten er tæt på nul, falde træt ned på fortovet. Hun fylder snart 5. Det er meget hårdt at være 5 år i disse tider. Derfor måtte der tilføres et attraktivt og selvmotiverende tilbud, med Skøgens befaling.

“nuggets og pomfritter” var modkravet. Det ligger naturligt til hende. Hun går iskoldt efter det hun begærer. Ligesom hendes mor.

Forundret over tilværelsen lethed, når man ikke skylder en skid væk, forlod jeg mødet med Folkesparekassen. Faktisk dobbelt forundret, fordi det viser sig, at der faktisk findes en sparekasse for folket, uden andet formål, end at skulle løbe rundt; det som en sparekasse egentlig skal kunne …  Fungere som et sted, hvor folket samler deres penge, så de kan hjælpe hinanden med at vækste.

Jeg trængte også til at drømme, så jeg da mødte Skøgen og Deltidsbarnet ude foran butikken, bagefter, strøg jeg selv ovenpå. Det er altid bedre at vi begge tjekker op på livets realiteter. Det hjælper os til at foretage en så fornuftig beslutning som muligt. Vi vil jo så gerne tilføre verden en bedre afslutning.

Det var også derfor at jeg ydmygt, tilbød mig selv som Live-optrædende; som Husets Whiskypoet, næste gang de skal holde Whiskysmagning. Min gamle Remington-skrivemaskine, fra 1939, vil gå godt til de bedårende, smækre, gude-svungede og smuk-gustne flasker fyldt til randen med gylden og røget visdom …

 

Vi var kommet afsted hjemmefra med hele 2 GPS’er …

Derhjemme prøver vi at holde os til det plantebaserede køkken, men Deltidsbarnets krav om junk som belønning, og udsigten til en strandende overnatning, i en tilfældigt forladt og nedslidt rundkørsel; et ukendt sted i det Odenseanske Helvede, fik os til at overgive os til det moderne menneskes evige urtrang; grådigt suge kødsaften, sammen med de hastigt tandflåede bette kødstumper, af flamberet uskyldigt dyr, der er blevet pint og plaget i humanismens salige og hellige velfærdstegn, ned gennem svælget og æderøret, på Restauranten som barnet kalder dem alle.

Også kendt som McDonald’s. Også kendt som McSkraldespand.

Velbekomme.

 

PS: Derhjemme er Skøgen også vældigt stolt af mig, når jeg kan finde ud af at lade opvasken stå et helt døgn, uberørt.