Et af de eneste ferieminder jeg har fra min barndom, var den årlige tur til 4-daagse tour i Nijmegen i Holland. Vi kørte altid om natten fra Nyborg, over lillebæltsbroen og videre ned gennem Sønderjylland.

Når vi havde passeret den tyske grænse omkring Padborg, blev hastigheden sat gevaldigt op. Bilerne var pakket med telte, luftmadrasser og køletasker med dansk mælk og smør. Sidst på eftermiddagen landede vi ved campingpladsen og teltene blev slået op.

Det var de store villatelte. Der blev slået campingbord op. Det kom komplet med klapstole. Campingpladsen havde en svømmepøl. Det vil sige, der var en betonskal, der engang havde indeholdt vand. Nu var der bare en tyk grøn, grødet substans. Det duftede af langvarig forrådnelsesproces, som insekterne fandt stor nytte af.

Om aftenen forsvarede min far den danske ære, sammen med sin bedste kammerat, Hågen, når der skulle drikkes om kap med den tyske og engelske delegation. Konkurrencen var enkel. 3 fadølsglas formet som støvle, indeholdende 5 liter øl, skulle tømmes af delegation.

Den der tømte først vandt håneretten. Min mor og far havnede altid i en voldsom diskussion om sengetider og alkohol, så derfor var kompromiset at hun hyggede sig med Connie, Hågens, kone og vice versa. Vi unger fik penge til at købe cola og marsbar. Det var utroligt, hvad man kunne få for en gylden.

Om dagen skulle min far og Hågen svede alkoholen ud igen. 4-daagse tour bød på 4 gange 50 kilometer march til fods. Derfor startede de altid tidligt om morgenen. Så holdt kvinderne opsyn med os børn, mens vi legede på campingpladsen.

Efter frokost begyndte vi at finde vej til der, hvor dagens march skulle ende. Der kunne vi unger stille os op langs vejkanten og sige: souvenirs, souvenirs, til de tusinder af forbipasserende, der med ømme fødder kæmpede for at nå op til mållinien. Det virkede som så’n en slags kulturelt udvekslings-event.

Om aftenen, når de voksne igen skulle drikke smerterne fra vablerne væk, sad vi unger og sammenlignede, hvem der havde fået de bedste souvenirs. Skuffelsen var oftest stor, når man stolt sad og fremviste en blank rund dims, som man troede var unik, og det så viste sig, at de andre unger havde fået nøjagtig de samme dimser.