Nogen gange kan jeg godt lide at gå på Café. Gerne en af den der slags man typisk finder på Østerbro. Hvor alle er så’n lettere fancy.
De sidder der helt perfekte at beskue. Tøjet er det rigtige. Kaffen er ikke bare kaffe og der er ingen askebægre – heller ikke udenfor! Til gengæld er der masser af barnevogne. Parkeret behørigt udenfor – mens mor og far spiser jordskokkesuppe indenfor, med et eller andet suffleret på toppen, og har dybe samtaler om den seneste bog om korrekt børneopdragelse.
Et så’n sted ser jeg nogen gange personager fra min fortid. Fra en tid der var en gang. Jeg gør intet væsen af at vække genkendelsen til live.
Jeg nyder bare øjeblikket, hvor de sidder og spekulerer over, hvem fanden jeg er.
Jeg prøver gerne at finde en plads, der giver mig mulighed for at kunne observere dem i det skjulte, mens jeg forestiller mig, hvor i livet de er nu. Er de tilfredse med det de gør nu. Har de opnået den status, der engang betød intet, men som nu betyder alt. Den identitet de har bundet alle deres ressourcer op på.
Hvad ville de egentlig stille op, hvis det gik op for dem, at det hele kunne forsvinde som dug for solen – som støvet der hvirvles op og væk med vindens anstrøg af storm.
Lige nu bilder de sig så ind at de er lykkelige. De har råd til at leve et komfortabelt liv. En årlig tur til Toscana og en skitur til Val-D’Isère. De er opmærksomme på alle udefrakommende trusler til deres tilkæmpede plads i hirakiet. De stemmer Socialt, Solidarisk, men de vil kun dem, der ligner dem selv.
De kalder sig selv uddannet, dannet. De er opdraget til at tænke kritisk … Ja det er den historie de bilder sig selv ind.
Hendes karakteristiske hak i hagen får mig tilbage til en tid for mange år siden. Jeg havde et mindre crush i hende dengang – og hun ser sku stadigvæk dejlig ud. Måske lidt for perfekt. Jeg husker en gang at jeg også så hende på T.V. fordi hun havde skrevet en bog om den perfekte diæt. Og nu skulle vi allesammen ændre vores liv. Spise hendes mad – købe hendes bog, og betale kassen for at lære at leve som hende … Perfekt!
Gad vide om hun skovler chokolade ind, inde bag forhænget inden hun træder frem for at performe, for dem der har løst billet?
I pausen kan hun så stikke fingeren i halsen, inden hun igen propper sig fuld. Klar til anden omgang og alle spørgsmålene om, hvordan man kan opnå Nirvana. Det perfekte liv.
Vi vil så gerne opnå det. Vi så det jo på T.V. igår aftes, efter ungerne var lagt til ro. “Se hvor nemt Camilla gør det. Det kan vi også. Vi burde også leve sådan.” Men i morgen når de vågner op er det hele glemt igen. De fik tilfredstillet deres behov for drømmen om det gode liv, for en stund. Mens de tweatede om den lækre surdej de kaster sig over i morgen, eller i overmorgen … Njahh måske bliver det på lørdag for vi har jo en travl deadline. Det koster jo at have det nyeste af det nyeste. Før var det 3-D – nu hedder det 4-K, og en ny tidsfordriver, der mest af alt ligner en opdateret VHS
“Og min Smartcar bruger kun halvt så meget brændstof. At jeg så stadigvæk ikke har fundet en P-plads til den, gør ikke så meget. Den er jo miljøvenlig og det hele.”
“Og nej du må ikke ryge i nærheden af den. Faktisk kommer du slet ikke ind, hvis min fintudviklede lugtesans spotter så meget som en strøtanke fra dig om, at kvæle et søm med påmonteret filter”
Jeg elsker at komme så’n et sted. Det minder mig om at jeg er et menneske. Det minder mig om at jeg er et andet menneske. At jeg til sidst fik nok af jeres forlorne valg af eksistens. At mit liv kunne være meget værre. Ligesom når de vælger at gå på et rigtigt værtshus – for at de kan minde sig selv om, at de kom væk fra det beskidte og usle liv. Et forfærdeligt liv hvor det er præmissen at være konstant på kanten og altid skulle tænke på, om der var nok denne måned til at betale regningerne.
At tænke sig et miserabelt liv, hvor man ikke bare kunne gå ud og brunche den lørdag og søndag – og mæske sig i økologisk røget laks fra de skotske kyster. Ja det er ihverttilfælde, hvad Irma har fået skrevet på indpakningen. Den fine indpakning, der skal retfærdiggøre at den koster 3 gange så meget … Som den Norske nede fra Netto.
Mens du er ved at kløjs i latten, når jeg går udenfor og tænder en flamme for at fylde lungerne med den dræbende røg – nyder jeg hver en giftig partikel, hver en dråbe. Jeg lever. Jeg er til. Jeg er et menneske. Livet gør ondt. Livet er hårdt og det er en kamp for overlevelse. Til gengæld skal jeg ikke stå op hver morgen og tænke over om mine aktier peaker lige nu. Eller om der er penge nok til, når jeg sidder i rullestolen, og drømmer om et enkelt bad i denne uge.
Til den tid har jeg tjekket ud. Glad. Lykkelig. Fordi jeg levede et liv på egne præmisser.