Det havde ikke været en af Eriks bedste stunder, siden vi forlod Arequipa med uforrettet sag. 

Hans telefon og dermed alle billederne, fra hans sidste 9 måneder på valsen var borte. Turen med de Peruvianske dødsbusser, havde været som en tur i Disneyland, sammenlignet med de ting som, Erik, højlydt, planlagde at gøre ved nattevagten fra Wild Rover i Arequipa – hvis han nogensinde kom tilbage dertil.

Klog af skade havde vi booket overnatning hos Wild Rover i Cuzco. Der var noget fascinerende ved at bo et sted, hvor der belejligt, var en seng for enden af baren – og vi var af den overbevisning at lynet ikke ville slå ned to gange.

Vi gik direkte i baren efter en opslidende gåtur, mig hostende og hakkende, begge to, tømmermændsramte med fuld oppakning, opad bakken, der havde syntes som om, at den først stoppede ved himlens port. Ejeren, Colm, varskoet om vores snarlige ankomst, mente den bedste strategi var at løse konflikten over en kølig, læskende alkoholisk drink.

Mens vi bogstaveligt talt havde svævet mellem liv og død gennem de smalle pas, på de kurvede og hullede veje, i nattens mørke; havde det berømte Irske diplomati været i fuld gang. Siden de første soldater fra Irland havde tilsluttet sig Bolívars frihedskamp, havde de nydt en vis respekt på det Sydamerikanske kontinent. Deres tilstedeværelse var anerkendt og de havde derfor mulighed for at handle på vores vegne.

Colm var en klog mand, så han lod Eriks frustrationer komme til udtryk, mens han ventede på at alkoholen løftede sindet hos alle parter. “Jeg beklager at du skulle udsættes for dette, det hænder desværre fra tid til anden, at nogen ikke har rent mel i posen. Vi gør vores bedste for at de får en ordentlig løn og bedre forhold, end det der er standarden … “

Colm, lod ordene bundfælde og forsatte. “Vi er nået så langt at den unge mand, har erkendt at det er hans ansvar. Vi ved med sikkerhed fra videoovervågningen at ingen andre har været i nærheden af den skuffe, men derfra er der et stykke vej endnu. Sandsynligvis er din telefon blevet solgt på det sorte marked. Muligvis kan den skaffes tilbage med den rette løsesum, hvilket vi prøver at løse … men du bliver nok nødt til at indstille dig på, at den er gået tabt.”

Erik trak vejret dybt, inden han roligt talte. “Hvad med vagten? bliver han fyret?” Colm tog en tår af sin øl. “Desværre ikke. vi har ingen skudsikre beviser, og vi befinder os i et land, hvor vi reelt ikke ejer vores virksomhed. Det sker gennem stråmænd. En fyring vil lede til en politianmeldelse, og det vil føre til at vi kommer i myndighedernes søgelys, hvilket vi helst ikke ser, fordi det vil betyde at vi skal betale større bestikkelses-summer end vi i forvejen gør.” “Men øh,” jeg brød ind i samtalen. “er der så slet ingenting vi kan gøre?” Erik sad med sit ansigt dybt begravet i hænderne. Colm klappede Erik og mig på skulderen. “Jeg ville gerne sige at der var en løsning, men desværre er vi i Sydamerika …”

“Fuck this shit!” Erik kiggede op igen, på en gang arrig og fortvivlet.

“De herrer! Her er mit forslag … Jeg har meddelt mit barpersonale, at I to drikker og spiser på min regning, indtil baren lukker klokken 2 i nat. Det giver jer 10 timer i byens bedste irske bar, gratis! Og hvis I siger ja, venter der også æg og bacon når I har fået øjne i morgen eftermiddag.”

Erik og jeg kiggede på hinanden et kort, intenst fokuseret øjeblik … “IAO Fucker?” “IAO Fucker!” svarede Erik. Vi gav hånd til Colm, og gik op i baren. “To burgere med det hele, en flaske Jameson og en spand med Ginger Ale … “ “Husk rigeligt med isterninger, tak!” Der må aldrig mangle is, når man blander Jameson og Ginger Ale.