Det var en forstad til en forstad, et tilfældigt sted, tæt ved Tocadalen i Kronjylland, der hvor alting havde sat sig på tværs, der hvor det meste var holdt op med at fungere korrekt. Selv de sagnomspundne IC-4 tog, stod og rustede op, overtegnet med grafitti, på en nedlagt fabrik udenfor Randers. Lige der, midt for der, hvor havet havde sin spæde begyndelse. Vi var på jagt efter pludselige indskydelser og udbrændte ruiner. Vi ville overvældes af livets afbrydelser; genopdage glæden ved en punkteret afkørsel, der fik en til at afvige fra dydens fastlagte mønstre. Vi havde næsten glemt at vi var helte i en digitaliseret tid. Vi var de skyldige væsner, der lykkeligt turde famle i blinde i solens fastlagte cyklus.
Med de andre dyr trak vi i det mindste ikke pinen unødigt ud. Bang. Slut. Flækket på langs. Pakket i praktiske bakker. Bacon i plastik. De havde kun udsigten til et miserabelt liv, men det var heldigvis hurtigt overstået. Os mennesker. Os selv syntes at være ramt af en tåbelig ironi, hvor individets skæbne i tilværelsens koncentrationslejre, var indsat i et sygt Realityshow. Alle skulle stræbe efter det uopnåelige perfekte, der fik en til at tænke på, om der var flere orange billetter tilbage.
Det var de frommes leg, alting skulle håndteres nænsomt og delikat. Hvert et skridt blev nøje observeret. Man var under konstant overvågning af stavepolitiet og korrekthedskontrollanterne.
Alting skulle gøres personligt i en verden, hvor man hele tiden fik at vide, at man skulle te sig professionelt – og begå sig med lommefilosofisk stymperi uden rigtigt at tage stilling til hele formålet med den sygeligt iscenesatte maskerade. Vi lod tilbøjelighederne til at råbe FISSE højt, råde. Lærte os selv at udnytte hver eneste ledige stund til, at indtage den flydende galskab; småpimpe fordækt i det skjulte, så man ikke pludselig eksploderede og højttænkte rare tanker om at blæse baghovedet ud på idioten, der havde travlt med at møve sig foran i køen hos købmanden på Vestergade, bare for at han kunne komme først ind på cafeen rundt om hjørnet, der serverede noget, der lignede kogt tyndskid på flaske.
Vi havde forladt byen med det dobbelte A. En smart markedsføringsteknisk hjerneblødning. Eller som Jacob omtalte hændelsen: “Spild af tid! … Men i det mindste fik skiltemalerne noget at lave midt i en krisetid” “Åbenbart” svarede jeg tørt. “Åbenbart, kan det ikke lade sig gøre at rette det til dobbelt A, i displayet over sæderne i toget på vej herop. De gamle IC-3 tog er efterhånden så slidte, at man skulle tro vi var underlagt et kommunistisk styre.” “Lidt ironisk, at de tog, der var ment til fremtiden, står og ruster op, længere nede af vejen.” Svarede Jacob, mens han spejdede efter dagens udbrændte ruin.
“Det er næsten som et dukkehus, når man står derinde.” Jacob lød meget begejstret, da han levende fortalte om alle detaljerne; det mølædte tapet, der langsomt og sikkert var igang med en rullende nedstigning fra loftets kant og de rådne gulvbrædder, der blev fortæret af borebiller og svampekulturer fra forrige århundrede. “Det er den rene duft af fordærv og menneskelig armod.” Forsatte han og pulsede løs på den seneste opfindelse, som modsvar på helsesandalernes krigserklæring mod tobakkens dødelige indvirkning på kroppen, der alligevel skulle dø før eller siden. “Dem og alle deres forpulede teorier. Nu kan man fandme heller ikke ryge dem indendøre mere!” “Er det med lakridssmag?” Spurgte jeg nysgerrigt. “Ja” svarede Jacob og forsatte. “Det er firmaet bag Nicotinell, der har betalt Kræftens bekæmpelse, for at lave den undersøgelse, der mærkeligt nok konkluderer at e-røg, er ligeså farligt som almindelige cigaretter; mens deres eget tyggegummilort sjovt nok går fri!” “Det er en syg verden vi lever i. Det er som om, at det hele handler om, hvem der kan købe sig til at have ret – og ikke om at vi skal leve et godt liv …”
“Jeg tror sgu det er her” Brød Jacob ind og satte farten ned.
“Ah, Pis Os!” Jacobs skuffelse var stor, da han parkerede ruinen foran ruinen, der siden hans sidste besøg, var blevet til et næsten rigtigt hus. “Ah, men for fanden da, nu er der både vinduer og en dør. Det var der ikke sidste gang.” “Er du sikker på at det er her?” “Ja, for helvede da, men nu er der også postkasse og skraldecontainer.” “Ja, den ser godt nok ny og grøn ud.” Svarede jeg.
Med den fælles forståelse af at det ikke ville være muligt, at få de forventede optagelser i kassen, måtte vi revurdere situationen. På den anden side, var jeg også på jagt efter den sagnomspundne Smith Corona i blandet tilstand. Højst sandsynligt det eneste levende eksemplar i hele det danske kongerige. Det var tredje gang, at jeg forsøgte at nå frem til den maskine, der skulle gøre min samling komplet. Jeg havde allerede døbt den Ernest, efter Hemingway, hvilket var meget usædvanligt. Det skete normalt først efter at jeg havde haft den under kærlig behandling og indviet den efter en hed nat med rigelige mængder Single Malt. Men med den her var det som om, at vi allerede var forbundet.
Udfordringen i dag, lå i, at vi var kørt mod vest i stedet for øst, hvor Ernest boede. Den slags køb skulle helst ske inden mørkets frembrud, så jeg havde mulighed for at besigtige skaderne opstået efter mange års svigt og vurdere omfanget af reparationer. Meget kunne klares med husholdningssprit, vatpinde, terpentin, symaskineolie og flid, men miraklerne overlod jeg til dem der fandt fornøjelse i at gå i kirke.
Og igen, så var der også tilfældets uskyldige kald og muligheden for at opspore en ny ruin, der kunne tilfredsstille behovet for, at læse Whisky-digte højt til kameraet, med sammenstyrtede vægge i baggrunden og Jacobs datter Maya, der kunne få lov til at udtrykke sig selv med hendes fantastiske psyko-klovne-zombie-danse i skyggerne. Hun var mester i at skabe den helt rigtige stygge stemning, der fik nakkehårene til at stritte på alle.
“Hvor skal vi hen?” Det var de første ord vi hørte fra Maya, efter 2 timer på farten. Ganske som sædvanlig havde hun siddet på bagsædet med hørebøfferne på og opholdt sig i sin egen verden, som det er kotume med nutidens unge og deres digitale virkelighed. “Jeg ved det ikke Maya, måske Graceland.” Maya svarede ikke. Hørebøfferne sluttede tæt om hendes hoved igen. Vi var ikke interessante nok, med vores analoge opfattelser af verden.
Vi havde et håb om, at finde noget, der kunne indløse de tårnhøje forventninger til et sted, der kunne associeres med et løssluppent sted som Titty Twisters i filmen: From Dusk till Dawn, men på vejen tilbage måtte vi nøjes med kopien af Elvis’ hjem; Graceland Randers, en overdådig skammelig bygning kastet ind af en gal rigmand, midt i gråt og kedeligt industrikvarter.
Mens de andre biler drønede forbi, muntrede vi os med at skifte dæk. Den fantastiske Toyota, var pludselig ikke så Wünderbar. I hverttilfælde ikke det gummi, der skulle holde os i konstant bevægelse. Maya, ænsede os ikke et blik fra bagsædet. Jeg holdt Jacobs nikotinfordamper og de løse bolte. Jacob bandede og svovlede og kæmpede en indædt og brav kamp med at skifte det forbandede hjul. Man kunne næsten høre den hånlige latter fra skæbnen over at det var lykkedes den at bremse os, ud for den skammelige kopi af kongens hjem; der som en ægte rockstjerne var død, lige efter at han havde klemt den sidste lort ud af sin udpinte krop. Oveni det, så begyndte det også at regne.
“Det er sgu lidt som med Løvinden!” “Hvad mener du?” Spurgte Jacob. Vi var tilbage i Århus og sad på Fermentoren, med hver sin mørke øl til 50 kroner, der var fyldt med skumle skummende drømme. “Ja du ved, skrivemaskinen. Den der umulige drøm. Opnåelig og uopnåelig på samme tid. Den er derude og venter på mig, men det kommer aldrig til at ske.” “Der er sgu noget poetisk smukt over den sammenligning, over det som dybest set aldrig kommer til at ske, skål på det” “Skål.” Skuffelsen over dagens punktering af forventningerne forsvandt stille med smagen af humle og de behagelige bitre prikkende bobler på tungen. “Ahhh, det er det som jeg altid siger: hvis alt andet glipper, så må man ty til sin tørst og nyde alkoholens glæder.” “Enig! Som jeg altid siger: hvis skeen ikke kommer langt nok ned i gryden, får du aldrig det gode stykke kød!”
Jeg vågnede brat, ved at det rumsterede i spisestuen i rummet ved siden af sofaen. Jacob stod og balancerede på en tyndbenet spisestol, og var i gang med at hænge mine digte op med gaffatape og ståltråd i loftet. “Hvad fuck skete der igår og hvornår kom vi hjem?” “Jeg var hjemme lidt over 11.” “Okay, hvad med mig?” “Jeg tror jeg hørte noget rumsteren hernede omkring klokken 3 i nat.” “Øh nååhh, jeg kan huske at vi røg en splif.” Jacob brød ud i en heftigt brølende latter … ”Og bagefter ringede Karen til dig, kan du slet ikke huske det?” “Nope, og dog … Jeg syntes at kunne genkalde et billede af et væltet glas, fyldt med limonade og vodka.” “Det må have været efter at jeg forlod jer. Du så ud til at være i trygge omstændigheder.”
Jeg tumlede rundforvirret omkring efter min tobak. “Øhh, Jacob? Er det fruens trusser?” Jeg pegede på min skrivemaskine, der lå på hovedet, på gulvet ved siden af sofaen. “Næh, den slags farver er lige lovligt festlige nok til min dejlige kone. Huskede du at beskytte dig?” Jacob gik gnækkende tilbage til spisebordet, hvor der stod et glas rødvin og en rulle fiskesnøre. “Det kan jeg af ganske gode grunde ikke udtale mig nærmere om! Hvad sker der med de der digte? Og er det ikke lidt for tidligt til rødvin?” jeg pegede med en rystende pegefinger på spisebordet. “Jeg havde tænkt mig, at hænge det op i loftet med fiskesnøre og gaffatape, og så skal du sidde i den anden ende med din skrivemaskine og en køkkenkniv, så jeg kan skyde et par smukke billeder af dit morgengrimme fjæs og din skrivemaskine og det svævende glas rødvin.”
“Helst uden trusserne. Jeg prøver at få mit liv med skrivemaskinerne til at fremstå nogenlunde anstændigt. Og særligt, når det kommer til Heisenberg, der agerer villig model, for mine vilde eskapader som gadepoet.” Jeg søgte mod køkkenet. Kaffe måtte der til og gerne masser af det. Smagen af de tørrede fisk fra Sri Lanka, fra gårsdagens Dal, meldte ubehageligt sin genankomst på mine smagsløg.