Jeg var der sidste år. På fire hjul gennem randområderne i det Jyske i en gammel Toyota. På vejtur i de Kronjyske Delstater, sammen med min gode ven, Papsoe. Dengang vidste jeg ikke, at jeg et år senere, ville flå teltpløkkerne op og rykke alt mit skrammel til en ny destination, tættere på min hjemstavn, men stadigvæk langt nok væk til at kunne holde familien ud i strakt arm.
Jeg vidste heller ikke, at jeg ville eje et gammelt skrummel på fire hjul, og at jeg havde fået en permanent sengemakker, med reproduktivt potentiale.
Efter de første indledende måneder, ganske tæt på det sydfynske øhav, og en kalender der skrålede: pak flyttekasser ud og fald på plads, var det på tide at stikke på eventyr igen. Med egen skramlende rustbunke, og to der skulle på tur, lå det lige til højrebenet at opgradere rejseformen.
I Harald Nyborg fandt vi en ny anstændig luftmadras, der passede bag i bilen. Den gamle afgik ved døden, i August sidste år, da vi første gang mødtes. Vi købte også en frisk gasflaske til det transportable kogegrej, der alt for længe, havde ligget på lur i bunden af min rygsæk. For sjov skyld røg skrivemaskinerne også med. Det kunne jo være, at der blev brug for dem.
Første stop var Esbjerg. Deltidsbarnet skulle på forlænget weekend hos Mormor og Morfar, mens de voksne var ude og muntre sig. Ganske uansvarligt og utidigt. Efter en høflig overnatning gik turen op langs vestkysten, gennem sommerhusland, med et kort stop ved det vestligste punkt. Vi nåede væk, inden nogen døde.
På jagt efter Sheriffen fra Nordjylland.
Vi forsatte nordpå, der hvor der næsten ingen trafik er. Vi kom i tanker om en artikel vi begge havde læst. Den handlede om en skør dame, der havde købt det halve af en hel by. Hun omtales som Sheriffen fra Nordjylland. Byen fandt vi, men sheriffen fandt vi aldrig.
I stedet forsatte vi videre nordpå til vi ramte en vandkant, hvor der var et lokum med gratis bad. Vi hørte Rasmus Nøhr, live, skråle, Europa. Det hele på samme tid og sted. På havnen i Lemvig. Bagefter drak vi instant kaffe hos en af mine gamle venner. Han serverede de gode flødeboller fra Rema 1000, til de varme krus, mens vi snakkede om de gamle skumle dage og den usikre fremtid for friheden.
Det var vores første vejtur sammen. Stodderen og Skøgen på rejse ud i det blå … og alt for lidt tid til at gøre alvor af flugten, men tid nok til at øve sig på; at skændes om rutens retning, og opleve, hvem der for alvor panikkede først, når bilen fremkom med nye sjove og ubehagelige skurrelyde.
Den første nat ledte vi egentlig bare efter en afsidesliggende skyggefuld parkeringsplads, men ved et tilfælde landede vi et sted i Klosterhede Plantage uden for Lemvig. Her fandt vi et gudesmukt shelter med både bålplads og skideskur. Lige ved en mindre sø, hvor der boede et bæverpar, en meget glad odder og mindst 1 milliard sultne myg.
Menuen var klassisk improviseret på-røven-tur … instant nudler, baguette og noget cremet proteinholdigt til at smøre på brødet … og en halv agurk og en banan til hver. Whiskyen havde vi glemt derhjemme, så vi måtte nøjes med at slukke tørsten i lunkent plastikvand og pulverkaffe. Man er vel på tur …
Den næste morgen stak vi i raskt tempo mod øst. Skøgen havde planlagt en overraskelse et sted i randen af Mols Bjerge. Det var noget med den tidligere nævnte vejtur, og en rusten skrivemaskine, der, måske, stadigvæk var til salg.
For at krølle historien, om det sagnomspundne vidunder, ordentligt sammen, gjorde vi efterfølgende et stop i Århus. Skøgen skulle møde Papsoe, og Papsoe, skulle også have lov til at se, at hakkebrættet ikke bare var en sagnomspunden myte … ligesom historien om den store kærlighed … Begge dele findes. Begge to med rigeligt potentiale for skamfulde forlystelser. Vi nåede ud af Århus igen, mens skyggerne endnu var korte. Næste stop på ruten var de højeste tinder i det lille land.
Som barn fik jeg fortalt i skolen, af min klasselærer, at Himmelbjerget er det højeste punkt. Det har jeg nu lært var en stor fed løgn. Sikkert ligesom de fleste af de historier, som selvsamme Finn Skov, klasselæreren, bildte os på ærmet. Da jeg gik i 3. klasse sagde han stålsikkert, at jeg aldrig ville få stillehavet at se …
Nå men jeg slap da heldigvis gennem folkeskolen uden varige men; uden at ende med en .cand.dit.dat.dut-diagnose.
Vi tilbragte natten, bag i bilen, ved siden af det punkt, der er næsthøjest, Yding Skovhøj. Hvis man regner den lille bunke sten, placeret af nogle tosser i oldtiden, på toppen med, så er, Yding Skovhøj, det højeste punkt. Til gengæld har nogle endnu vildere tosser, i nyere tid rejst et fallossymbol på Ejer Bavnehøj. Her er der også en kiosk og et rigtigt toilet.
På Yding Skovhøj, må man nøjes med et mindre smart, men dog ganske brugbart, toilet. Og man kan også dyrke sex bag i en Opel Astra … og bagefter konstatere at nogen havde parkeret lige ved siden af os, mens vi havde ligget med røven bar.
Nå men alting har jo som bekendt en ende. Barnet skulle hentes i Esbjerg igen. Bare fordi man har meldt sig ud af samfundet betyder det ikke, at man kan slippe for mandage. Tilsyneladende.
På vej hjem til øen i midten, gjorde vi et spontant stop ved den gammelkendte Korskro Kro. Barnet havde godt af at se noget i yndigt forfald.
Og så havde hun også været lidt på vejtur med de voksne …
PS: Jeg skriver også om mad på madmedvenner.dk, her kan du bl.a. finde en dejlig opskrift på gulerodssuppe.