Mød E. Arthur Blair. Jeg har navngivet min favorit-skrivemaskine efter en af mine yndlingsforfattere. Den er fra 1939 og still going strong. Den er født med runde, flade barkelit-knapper der er monteret ned i tynd metalskål. Maskinen er bygget op omkring en formbukket ramme i tyndpladet stål. Den adskiller sig væsentligt fra de fleste andre maskiner fra den tid, fordi tangenterne er anlagt fladt, og de har således et længere træk på ca. 180 grader før de rammer papiret; hvor det var mere normalt – og blev standarden med et vinkelret træk. Det er den maskine jeg bruger mest, og er den der oftest er med mig når jeg er ude og skrive gadepoesi.
Dens typeface minder om den jeg benytter her på hjemmesiden. Den font kan du læse mere om her.
Skrivemaskinen er spækket med smarte detaljer for at holde vægten nede på et absolut minimum, efter datidens standarder. Den er født som en “portable” og derfor kommer den med en praktisk og solid transportkasse i træ, der kan holde til at man kan sidde på den. Den samlede vægt er ca. 6 kg.
Du vil bemærke at bogstaverne sidder ligesom på det tastatur der følger med din computer, og at mange af de tegn du tager for givet som f.eks. # går igen. De amerikanske udgaver kom også med @.
Det er nemt at skrive på den men det går nemmest med det gamle 2-finger system, fordi der er ingen anden assistance end det tyngdeloven kan bidrage med. Det skal dog bemærkes at i gamle dage brugte de også 10-finger systemet, så det kan godt lade sig gøre med intensiv træning.
Fordelene ved en gammeldags skrivemaskine versus en moderne computer er mange. Den kræver ikke strøm. Alle dele er mekaniske hvilket betyder at alt kan repareres. Reservedele kan stadigvæk findes og ellers kan man selv producere de fleste af delene. Det eneste den kræver er papir og farvebånd, der stadigvæk kan købes hos udvalgte boghandlere som f.eks. Tarp på Nordre Frihavnsgade, på Østerbro, og selvfølgelig din egen frie fantasi!
Den sender ikke beskeder hele tiden eller har brug for jævnlige opdateringer for at fungere. Den kan ikke få virus. Det eneste den kan er at skrive. Og som mange børn har bemærket, når jeg tager den med til de poesikurser, jeg afholder fra tid til anden; den er smart fordi den printer med det samme.
Og så skal jeg jo ikke glemme det allervigtigste; lyden af tasterne, når jeg hamrer bogstaverne i en lind strøm ned på papiret, og jeg når til enden af en linie og den siger: DING, hvorefter jeg hiver i håndtaget og flår slæden tilbage til start med en cronk-lyd, og jeg får en frisk linie at begynde på … For mig er det den bedste lyd i verden. Det er ren terapi.