Der er en dør jeg skal igennem. En gang om ugen, for det meste, træder jeg over det samme trin på Frederiksberg. Her venter kasserne med rodet, hvor vi efterlod dem sidste gang. I starten var der mange. Nu er de fleste flyttet, over, på den anden side af perronen, hvor de stille afventer, at de sidste bliver klar; så de alle kan blive pakket på toget, der pænt venter på det næste fløjt til afgang ud af livets ramponerede, robuste skinner …