Det begyndte med visheden om de spæde skridt til en ny begyndelse; et reboot af de centrale operationsinstrukser der indtil da havde udgjort mit default network mode; de alenlange rækker af nøje indstuderede indlæste adfærdsmønstre som havde fragtet mig fra fødsel til skilsmisse. Af årsager der kan virke uforståelige og mildest talt usandsynlige var jeg lykkedes med gentage de fleste negative mønstre, som jeg antager at jeg modtog ved undfangelsen. 

Usandsynligt og uforståeligt fordi det meste af mit liv har jeg været fokuseret på at undgå at falde i de samme huller som de to mennesker, der i sommeren 1974 valgte at splejse deres DNA sammen, uden at overveje konsekvenserne af deres ungdommelige og liderlige handlinger. Naivt må de have bildt hinanden ind at det var et fuldgyldigt levende validt aftryk af deres kærlighed. 

Den man tugter … syntes at måtte have været det mantra som de to individer levede efter indtil deres veje skiltes og de skiftede til de åbne blodige spor og offentligt erklærede hinanden krig. Hvad jeg ikke vidste var at ved at forsøge at undgå at begå deres fejltagelser, endte jeg med at kopiere deres konflikter. Det virker som noget der var uundgåeligt; ligesom Hollywood der laver en genindspilning af tidlige tiders bragende geniale dramasucceser – uanset af om det bliver en dundrende fiasko eller ej. 

Nogen gange overvejer jeg om der sidder nogen i universets kæmpestore biografsal med en gigantisk bøtte popcorn og et ditto bæger cola og skraldgriner over den dilettantiske genudsendelse; som var det et grundpræmis for menneskedyret at gentage sine stupide tragiske eskapader generation efter generation; hver eneste genindspilning tilsat et lag af moderne nuancer så fortolkningen glider nemmere ned for de medvirkende. 

Det jeg også ser, er at i min proces for at undgå de potentielle konflikter der ventede derude i horisonten, har jeg søgt at træde andre veje end de gængse og de valg har gjort det muligt for mig at se på de underliggende konflikter med et andet og mere vågent syn end det de to unge mennesker, der i sommeren 74 “kom til” at lave mig startede ud med, da de selv blev sat i verden dengang verden lige var ved at komme sig ovenpå den anden store konflikt – og det endda inden halvdelen af århundredet var gået …

Jeg brugte også næsten et halvt århundrede på at gennemleve talrige konflikter før det endelig lykkedes mig at sætte brikkerne rigtigt sammen; også jeg måtte igennem mange kamphandlinger og forgæves mæglingsforsøg før der kom ro nok til at der kunne skabes grundlag for fred i de indre landskaber. Og selv nu, hvor tilstanden virker stabil, spøger fortidens mønstre stadigvæk. I kulissen afventer de enhver chance for at bringe båden ud af kurs. De trives bedst i ustabilt vejr; de frydes ved udsigten til de katastrofale følger som store storme oftest efterlader i efterdønningernes frådende spor …

Og når tømmermændene har lagt sig kan konflikterne forsætte ufortrødent fordi ens hjerne er for travlt optaget med at genopbygge det som alkoholen grådigt har fortærret. Hvad skal man egentlig gøre, når den herskende kultur domineres af en opfattelse af at tårer kan opløses, hvis bare man drikker rigeligt?

Note: opløsningsmidler bruges til at opløse fysiske ting, ikke psykiske ting!

Ved at skabe betingelserne for at jeg kunne få “luft” under vingerne, lykkedes det mig at skabe de rette omstændigheder, så jeg kunne flytte min krop og mine tanker til ukendte kontinenter; langt væk fra opvækstens konflikter fik jeg rum til at pille brikkerne, der udgjorde det knudrede billede af mig og min opvækst fra hinanden.

Langt væk hjemmefra kunne jeg endelig åbne dørene jeg skulle igennem for at jeg kunne finde håbet, inspirationen, farverne og minderne, der skulle bruges til at male de billeder som jeg drømte om, da visheden om en ny begyndelse havde sat sig fast.