Loftrummet var fyldt med minder som Louise havde efterladt. Jeg var blevet fyret fra det job, jeg havde forladt for en stund. 

Der var en uoverensstemmelse mellem chefen og mig: hvornår jeg skulle lande igen. Jeg havde en mistanke om at det bare var en undskyldning for at slippe af med mig. Ret beset havde jeg heller ikke den største interesse i at vende tilbage til sliddet. Min pligtopfyldelse som dydig samfundsborger havde taget en drejning. Uhensigtsmæssig for mine omgivelser, men ganske glimrende for mig.

Louises efterladenskaber blev slæbt ned fra 5. sal og kylet ind i det mørke stinkende rum i kælderen. Usorteret, ligesom vores fortid. Trygt, overlod jeg det til viceværten at arkivere det i de rigtige beholdere. Den første uge var jeg benovet over de teknologiske muligheder jeg havde til min rådighed. Nu skulle jeg selv lægge mit tøj sammen, men prisen var den samme. Jeg skulle ikke skrive navn på mine fødevarer i køleskabet og det var kun mig der spiste af dem. Smørret smagte godt igen, men bøfferne var i børnestørrelse og kostede 3 gange så meget. Det samme med øllet.

Når jeg ringede rundt til min omgangskreds, var de stadigvæk travlt optaget med de samme gøremål som jeg efterlod dem med. Ind i mellem var der bid og jeg blev allernådigst inviteret med til middag. Til desserten sad jeg og døsede hen til de samme diskussioner om den nye Audi A4 og den seneste flade på tilbud i elgiganten.

“Nej I skal i, IKEA, hvor spændende! Nej tak jeg skal ikke med!” “Nå da da, pølserne var på tilbud i Netto, så du fyldte hele fryseren op” “ Nye fliser i gangen siger du … Hvad med dem du lagde sidste efterår?” “5000,- i lønforhøjelse! Nå, det er derfor at du har så travlt” “Puha, klokken er godt nok blevet mange!”.

 

Jul

Pludselig blev det jul igen. Alle rendte de rundt som psykoseramte høns. Endnu mere stress og jag. Det var som om, at de bare ikke kunne få nok.

“Hvad ønsker du dig i gave?” Spurgte min far. “Ingenting” svarede jeg ligegyldigt. “Vil du have penge i stedet for?” “Nej far, jeg er sgu ligeglad med de penge. Giv dem til et velgørende formål.” “Hvornår kommer du hjem til jul?” “Det ved jeg ikke. Jeg overvejer at blive hjemme og aflyse julen for mit vedkommende” “Nåh … “ Jeg kunne høre skuffelsen i min fars stemme. “Jeg magter ikke det her julehelvede. Jeg har ikke noget at fejre – og jeg tror sgu ikke på gud!” “Nåh, men du skal vide at du er meget velkommen, hvis altså at du har lyst” “Tak far, det er pænt af dig. Hils mor. Jeg er nødt til at smutte. Jeg skal til jobsamtale i morgen.”

Min far lød glad igen. “Det lyder spændende, hvor er det henne?” “Et sted ude i Rødovre, hos et eller andet softwarehus, der er strandet i 90’erne.” “Jamen det lyder rigtig spændende” “Ja, du ved, det er en mulighed for at betale mine regninger selv.” “Knæk og bræk” “Jo tak far!”

Jeg havde det dårligt med at spolere julen for den gamle. Omvendt syntes jeg ikke at jeg havde noget positivt at bidrage med; udover at drikke mig i hegnet og skabe dårlig stemning, når jeg var tvangsindlagt til at høre på Onkel Lars’s monologer om hans fantastiske Mazda og de evindelige bebrejdelser om, at jeg ikke holde på mit job, fordi jeg ikke kunne holde min kæft og bare gøre som der blev sagt. Det endte altid med at nogen smækkede med døren. Hvis jeg tog afsted i år ville det ende med at jeg ville udleve en gammel fantasi. Midt i hans ulidelige talestrøm, ville jeg rejse mig op og fange farmors gamle stålfad; fyldt op med flæskesteg, and og medister, løfte det op over hovedet og lade indholdet falde frit ned over onkel Lars. Og mens alle ville sidde og se måbende til, ville jeg brøle ham ind i hovedet …

“Så hold dog din fede fucking kæft din latterlige nar! Har du lort i hovedet eller hvad?”

Jeg ville nyde at se deres chokerede reaktion, mens alt det dejlige kød og fedt stille løb ned over hans nyindkøbte jakkesæt.

 

Nytår

Nytårsaften blev lige så spændende. Jeg købte en flaske Jameson, en pose vingummibamser og en pose frosne forårsruller.

Mens dronning Magrethe sad og knevrede om, hvordan vi burde gebærde os, og lade være med at bruge de der nymodens sociale medier, sad jeg, og drak direkte af flasken.

Da hun sagde: Gud bevare Danmark, rejste jeg mig op for at gå ud på altanen og ryge en smøg.

Halvvejs stoppede jeg op. “Det er sgu da mit hjem, mig der bor her, mig der betaler huslejen … Ja teknisk set er det banken lige nu, men jeg må sgu godt ryge indenfor, hvis jeg vil!”

Jeg tog min zippolighter, tændte smøgen i min kæft og gik ud i køkkenet for at se om kineserrullerne var brændt på.

Det var de ikke …