Midt i storbyjunglen, med udsigt over Brooklyn Bridge, der med sit besnærende og velkommende lys byder dig indenfor, i gaderne bygget tæt med blanke glasfacader. På fornemmeste vis rammer de beton og stål ind. Som en perfekt konstruktion, vugger de let mellem duften fra Hudson River og Atlanterhavet. Hvad nyt vinden bærer med, kan vi kun gisne om.

Så let vi er forbundet med hinanden med vores blotte tilstedeværelse, og det åndedræt der holder os i live, mens tankerne om at leve i en drøm, på stedet hvor alt er åbent 24-7. Hvor ingen falder til ro, hvor alt åbner døre for dig. Kom slud og regn. Som stolte New Yorkere, står de last og brast om det hjem så mange deler.

Tonen bliver holdt råt for usødet; “Hey don’t be an fucking Eye!”, “Hey watch out”, “Oh my bad”, “Can you spare some change?”, “Can I have one of your cigarets?”, Honk Hoooonk, “Hey Fuck you – You wanna get out of that car!”, “That’s some serious donkey shit”

Men det er alt sammen ment kærligt – det er byen, der aldrig sover – det er næsten 10 millioner, som har valgt at krampe sig sammen, bare for at de kan være tæt på der, hvor det hele sker.

Det er lige rundt om hjørnet at vi mødes. Det er lige der festen er i aften. Det er her drømmene begynder. Drømmen om det pulserende og spændende liv. “Et liv siger du?” Med alt den støj fra gule taxier og sure chauffører. Gamle subway trains i spejlblankt metal, der rumler fra undergrunden og bumler op på høje linieføringer, der triller rundt imellem de gamle lejlighedskomplekser. Det er store lastbiler, som fragter friske råvarer til de sultne horder, der lystigt gnaver sig igennem byens fineste sandwich – med den ægte Pastrami. Så lækkert og delikat, at Sally fik en orgasme, mens Harry måbende så til, og damen bagved lystigt sagde: “I’m having what she’s having!”

Det er stedet hvor man kan ane spøgelsesjægernes sirene, mens de er på jagt efter endnu et gespenst, der glemte at forlade denne dimension.

Det er stedet, hvor en ung dame med et altid overtrukket kreditkort, skriver om New Yorkernes lagengymnastik. Inklusive hendes egen, mens hun beundrer sine nyeste sko og venter på ham den store.

Det er byen af glas, som forfatterens svar på Woody Allen, har beskrevet så mange og indgående gange. Ligesom filmens svar på samme.

Du finder dem alle, men du finder ikke Central Perk her, for det hele var made-up i et rum med kunstig belysning. Ligesom de karakterer vi så mange har grinet af, mens de prøver at finde deres vej i livet. Det er en historie vi æder råt, fordi et sted derinde, kunne vi godt selv tænke os at være dem. Dem der hver dag lige smuttede forbi til den der oversized coffee, som giver et koffeinkick, der kan få selv Abraham Lincolm til at vågne fra sit kammer uden vinduer.

“One Pastrami coming up!” Ja Katz’s findes og scenen med kvindens dyriske brøl er ikke en enlig svale. Ligesom Hook & Ladder #8 har lagt facade til mere end en skærmfordrivelse. Location, Location, Location, med udsigt til Lower East Side mærker jeg noget spire – ikke dans og sang ved den røde trappe, men noget der må opleves. “It’s New York, It’s the city that never sleeps”, det er kongen af Queens. “It’s the Big Apple” – Ligesom den ikoniske glaskube på 5th Avenue, der frister dig til at komme nedad vindeltrappen, hvor enhver æblejunkie, kan få styret sit fix, mens man bare håber på, at man ikke skal overvintre på biblioteket.

Det og meget mere er New York, og hun venter bare på at du hopper ombord, mens hun retfærdigt åbner for godteposen, af skøre, skæve og ikke-helt-ved-siden-af-oplevelser. Det er et voldsomt sansebombardement, der efterlader dig med et kæmpesmil på læben, når du en sjælden gang prøver at indhente drømmelandets åbne vidder, mens du svæver over byens insisterende lys, som en anden ørn på jagt efter endnu et bytte at nedlægge.

Ølhunden glammer og levering af fnisetobak sker lige til døren, også selvom du henslægter dit korpus i en lille og gammel IKEA-møbleret lejlighed på femte – Midt på Lower East Side Manhattan.

Lower East Side, hvor røgen suges dybt ned i lungerne, mens du fra brandtrappen, der kun lige akkurat er hægtet fast til det røde murværk, med sprunkne fuger og rustne beslag. Trangheden til trods pulser du løs, og lader nattens kulde omfavne dig.

Et forkert skridt og du rammer gadens plan med et splat.

Alt bliver sort for dine øjne, imens du lander på asfaltens ubarmhjertige mørke ru overflade.

Du bemærker for en stund den kraftige mørkerøde farve, der glimter i ambulancens blinkende lys. Du er fri, du svæver atter over byens Skyline. Indtil du mærker livet gå igennem din livløse krop.

Det er så let at give slip, og bare lade sig glide med vinden henover højdedragerne. Oppe her er alt så roligt. Der er ingen støj, kun vindens blide susen, der kærtegner dit rynkede og omblæste fjæs.

Med et chok vågner du til død igen. Det var bare en drøm – du er her endnu – hun venter stadigvæk på at du går down south. Igen og igen og igen – lige indtil du er mæt og vil hjem igen.

Snart er jeg på en vinge, der gennem skyernes dække, trænger igennem til det kolde nord, hvor hjem og forår er. Snart er jeg atter der, hvor jeg blev sat i verden. Hvor himlen ikke kan nåes fra det højeste bjerg. Landet hvor ingen bliver ladt i stikken, men hvor mange parkeres på sidelinien, mens linie 5S drøner forbi så stærkt, at det kun er de få, der når at springe på.

I det bølgende bøgehav vil jeg atter drømme mig væk til fjerne horisonter, støvede veje og mødet med andres drømme og idealer. Mens jeg kommer nær og fjern, for at sige hej og goddag til dem der stadigvæk står rank og flot om det, som det hele handler om. Venskabets bånd, der binder os sammen, på tværs af kontinenternes ubegribelige afstande. Alligevel er ingen længere væk end en samtale, gennem lysledernes åbne kanaler. På kryds og tværs af alle verdens have – Bare du ikke ringer klokken lort om natten, for jeg skal op kl. kvart i kvalme. Op og slave mig igennem endnu en triviel hverdag, mens du hælder whiskey i gabet – Og lufter kæppen op i skrævet på en endnu en ungmø med et faderkompleks. Et faderkompleks så stort, at hun fejt ser den anden vej, mens hun vandrer afsted på hendes Walk-of-Shame. Pludselig er alder et problem, nu hvor alkoholen forlader dit system. Din krop er blevet besudlet af manden med salt- og peberskægget. “You got yours, I got mine, It’s all part of the deal!”

Coke, Pot, Whiskey og alt for mange cigaretter – og kødet fra to-tre køer har jeg muntret mig med. Jeg har pint og plaget den sidste rest af sund fornuft. Brugt rub og stub – I jagten på det der sus, der skulle dulme smerten. Smerte det er, hvad du føler, hvis du jager en dolk i blodpumpen – Ulykkelig, hvad er det? Så længe jeg kan eliminere det der gør ondt med en flaske. Så længe det uudholdelige kan termineres med en bane og lidt af det grønne … Så længe vil jeg blive ved.

Så længe står det på, indtil det der gjorde med ked, ligger mig så fjernt, at det er tid til at finde fornuftens stemme frem igen.

Hvem ved, måske jeg en dag køber et lille hummer, lige ud til stoppestedet hvor linie 12 standser.

Måske jeg slår mig ned på vestkysten, hvor solen altid skinner – og mit sind ikke står måbende tilbage overfor min manglende beherskelse – En dag bliver alting måske normalt.

Måske – Måske

Måske var det det her, der var normalt, og alt det andet der var unormalt.

Måske – Måske

Måske var det det

Det her er hvad du får, så doser selv mængden. Når lyset er brændt ud, er det tid til at sige: “So long suckers, I’m finally checking out of this hell hole – See you on the other side – Don’t know when, but you’ll find me in the bar, with at bottle of Irish party-starter and two 21-year old girls, sitting on both sides of me.”

Hasta Luego.