Oprindeligt udgivet 8. August 2012

Kan det blive meget værre?

Nu stod vi der med et ben i hver lejr, på grænsen mellem Norge og Sverige. Det var begyndt at regne igen og vi lignede to slatne vagabonder, da en bil nærmer sig. De sænker farten og et øjeblik tror vi at heldet er med os. Bedst som bilen glider stille forbi, rulles vinduet på bagsædet ned, og en piges ansigt dukker op, hun tager sit kamera frem og tager et billede af os. Vinduet bliver rullet op igen. Vi hører en hånlig latter og væk er de. Francesco råber efter dem

“Take a fucking picture, it’ll last you longer!” Vi havde været vidne til et nyt lavpunkt i menneskehedens opførsel.

Ud til vejen lå der en tankstation, men den havde kun åbent i dagtimerne. På den anden side af vejen lå der et campingområde for autocampere. Der var en servicebygning med et aflåst toilet. Længere nede af vejen stod der en masse havetelte.

De fungerede som salgsboder. En form for loppemarked. Intet var aflåst. Man kunne gå ind og stjæle det hele, hvis man havde lyst. Der var ingen mennesker og de få biler, der kørte forbi kom fra den forkerte retning.  En gang imellem kørte en bil ind på tanken for at købe brændstof, hvorefter den kørte tilbage. Alle kiggede de på os som om vi var idioter.

Det holdt op med at regne og solen tittede frem igen. Vi var trætte af ventetiden og besluttede os for at prøve lykken på den anden side af grænsen i en lille by ved navn Magnor.

Halvvejs derhen begyndte det at regne igen. Vi søgte ly i en tunnel. Vi var udmattede, trætte af lortevejr, trætte af idiotiske nordmænd, alt vores tøj var vådt, vores fødder var ømme. Heldigvis sad vi i tørvejr. Vi drømte om en varm seng og et varmt måltid mad, mens vi spillede Monopoly på Francescos telefon. De sørgelige brødrester var blevet til grød. Det var selvfølgelig nemmere at indtage det som flydende kost.

En time senere holdt det op med at regne, så vi fortsatte vores tur til Magnor. Det var en smuk tur ud af den lige vej mellem træerne.  Foran os var solen i fuldt gang med sin dødsdans. Den fik det til at se ud som om, at de røde farver tændte bål ovenpå den regnvåde asfalt og satte ild til træerne, der stod i snorlige rækker langs vejen.

Da vi endelig ankom til Magnor var alting lukket. Vi kunne se folk inde i deres fine huse med lyset tændt og røgen der steg op fra skorstenene. Det ville være rart at sove i en rigtig seng tænkte jeg, mens vi vadede rundt for at se om der var et sted, hvor vi kunne købe noget mad. Det var der ikke.

Der lå en flot gammel togstation, bygget i træ. Et øjeblik blev vi glade. Måske var der en ventesal. Men alting var lukket. Nu stod den bare der som et ædelt monument over en tid der engang var.

På vej væk fra stationen bemærker vi en rød bil, som vi havde set tanke op, da vi tidligere på aftenen befandt os ved grænsen. Vi spurgte ejeren, en ung mand, om der ankom tog til stationen. Han kiggede forundret på os “Nej, der har ikke kørt tog herfra de sidste 10 år.” Flabet spørger han “Er I gået hele vejen oppe fra grænsen af? “

Et kort øjeblik overvejede vi, om vi skulle kyle ham om i bagagerummet og køre i hans bil til Oslo. Gaffatapen lå klar til brug i det øverste rum i min rygsæk. Vi kiggede ligegyldigt på ham og svarede “Ja og nu går vi hele vejen tilbage igen for sådan er vi!”

Med møgungens flabede ord rungende inde i vores hoveder, gik vi hele vejen tilbage til grænsen. Solen forsvandt bagved os og vi var nu efterladt i mørket med lyset fra få stjerner og månen der gemte sig bag skyerne.

Tilbage ved grænsen, droppede vi at slå teltet op. Det ville bare blive gennemblødt og vi havde i forvejen rigelige våde ting, der skulle slæbes på. Vi fandt ly ved boderne, hvor der var et halvtag over en stak paller, der fungerede som gulv i indgangspartiet.

Jeg magtede ikke at pumpe min luftmadras op, så jeg flåede soveposen frem og lagde mig direkte oven på pallerne. Jeg faldt i søvn med det samme. Der var åbenbart noget beroligende ved at ligge ud til vejen, på grænsen mellem Norge og Sverige, midt i det hele, åben og sårbar og pissetræt. I det mindste var det holdt op med at regne.

Det er i stunder som disse at du finder ud af, hvor meget du kan presse dig selv. Vi bevarede vores fokus ved at minde os selvom at der var en ny dag i morgen,  hvilket betød nye muligheder, nyt håb!

Næste morgen stod vi tidligt op. Vi gik over til toilettet, der stadigvæk var aflåst. Rundt om hjørnet stod et vindue åbent, så Francesco kravlede ind og låste døren op indefra. Så slap vi skide på fortovet foran toilettet.

Den nye plan var at gå tilbage til Charlottenberg og derefter hoppe på toget til Oslo.

Som et par glade jubeloptimister forsøgte vi igen at blaffe, men der var vitterligt intet håb for menneskeheden i disse egne, så vi endte med at gå hele vejen tilbage. Alle 7 km.

Den lokale McDonalds var det eneste sted der havde åbent så vi måtte nøjes med en hurtig håndfuld cheeseburgere inden vi fandt vej over til togstationen. Da vi ankom til stationen kunne vi ikke købe billetter, fordi nogen havde glemt at gå på arbejde den dag, så vi måtte satse på at det var muligt at købe dem i toget.

Da toget ankom kastede vi os ind på dobbeltsæderne. Rygsækkene blev kylet op på bagagehylden. Jakkerne røg af. De var næsten tørre nu. Skoene røg af og vi lagde os godt til rette i sæderne. Vi opdagede der var stikkontakter, så telefonerne røg til opladning. Det gik så hurtigt at da toget kørte, så det ud som om at vi havde boet der længe, så længe at da togkontrolløren kom forbi, kiggede hun varmt på os, og gik videre uden at tjekke om vi havde købt billet.

3 timer senere ankom vi til Oslo. Vi havde fundet vores vært Karen. Vi fik et varmt bad, vi fik vasket vores beskidte tøj og vi fik mad. Pludselig var alting godt igen. Solen skinnede, det var sommer, vi havde et sted at overnatte, vi var næsten lykkelige.