Vi drømte om Dystopia, mens mine tanker flød ned over det rustne tastatur, der afventende stod på skrivebordet. 

Altid var det klar til mine bekendelser om nætterne i favnen på nåden. Det flossede papir skulle gøre det ud for fortællingerne vi ville efterlade til fremtiden, når vores hylstre lå på kirkegården og rådnede op.

Vi skabte vores eget Chelsea Hotel. Hun balancerede flasken kold på min brystkasse. Med hendes fugtige kys, satte hun gang i en uafsluttet proces der nægtede at dø. I nattens mørke satte vi ild til byens tage og brændte frihedens bål i gaderne. Armeret med Fernet Brancha, øl og hvidvin, var der intet der skulle stoppe os. Intet skulle hindre os fra at splitte verden ad. Det hele skulle brydes ned til atomare kerner. Den komplette nedsmeltning var det endegyldige mål.

Og vi var først lige begyndt, da asken havde lagt sig den efterfølgende morgen. Hendes ungdommelige sind havde lokket mig i et lykkeligt fordærv. Jeg havde regnet ud at kombinationen af mine livserfaringer og hendes fandenivoldskhed, var det der skulle til for at vi kunne overtage verdensherredømmet i storbyens luskede stræder og kloakudmundinger. Hun ville blive dronning og jeg konge.

Som var de gennemblødte stykker bølgepap, skrællede vi de sidste lag af, mens solen varmede endnu en flaske Liebfraumilch op. Vi var skræmte ved tanken om, at det hele skulle drukne i lutter velfærd og fryd og gammen. Den udsigt var som at bestille tid hos bedemanden og vi ville hellere danse i de vises sø, krydse Atlanten og ende vores dage ved den mexicanske østkyst.

Vi ankom en sen eftermiddag til byen, hvor de døde var de sidste overlevende. De stille bølger havde vasket livet væk og taget fortidens monumenter med sig i dybet, hvor den nu for evigt hvilede i sandbankerne på havets bund. En passiviseret civilisation, udvisket fra historiens stamtavler, henlå nu på strandens kant; som tilfældigt henkastede og ubetydelige murbrokker, var der intet der indikerede, at der her havde levet mennesker engang.

Nu var det bare en mærkværdig seværdighed, der hver dag blev hærget af fotoglade amatører, der i en glitret brochure havde læst om Ajowini-folket, der tilsyneladende skulle have etableret kontakt til fremmede kulturer, der levede i fjerne galakser. Det var om muligt fantasifulde gisninger som nogen i et kreativt øjeblik, havde fået en fiks ide med, men der var noget fascinerende ved stedets magi; og måske var der en snert af sandheden gemt mellem sandkornene som nogen tilfældigt kunne opdage, når turistbusserne var forsvundet og dødens ro genetableret.

Planen var enkel. Når solens strålede smeltede porøst sammen med månens blege lys, ville vi snige os ind i ly af nattens skygger, antænde dødens bål, iklæde os sandhedens kostume og indtage den forbudne frugt, og reetablere forbindelsen til den fortabte civilisation.

Fysisk var de ikke længere til stede, men vi mærkede deres åndelige aftryk, når vandet kildede vores bare tæer, mens vi lå sammenfiltret i det fugtige sand og afventede at rejsen i vores indre univers, ville eksplodere og sende os afsted til de fjerne galakser vi så når vi kiggede hinanden i øjnene.

De interplanetariske strømninger havde bragt os sammen og med et gigantisk brag af dimensioner skulle vi rejse herfra med de døde sjæles visdom om universets sande sandhed, når solen atter tvang os i bevægelse mod nye horisonter. Horisonter der skulle udforskes indtil vi en skønne dag, hvis alt gik vel, ville opleve stedet, hvor bjergene blev spist af det sydlige ocean.