Vi dansede Tango med skæbnen, mens fanden så måbende til. Hendes blodrøde læber. En fremtid set gennem sprækker. Drømme i vilde horder og kaosteorier. De mageløse trin. Elegante bevægelser. Passioneret erotik.

Vi isolerede os i rum nummer tretten på øverste etage. Med muggen kravlende ned af væggen der vendte ud mod gården. Hver dag klokken tolv kom David forbi med dagens kasse, med overlevelsesrationer. 2 flasker Malbec, vand, sandwich til én dag. Tobak og Pot til to. Og rent vasketøj om søndagen. Vi forlod kun rummet for at gå i bad, eller når hun skulle hjem og fodre katten. Så sad jeg i baren nedenunder og ventede på, at hun skulle komme igen … og igen.

Lykken ventede altid trofast bag månens første skygger, mens vi delte en splif ved vinduet, der sad fast så man ikke kunne glide det til siden og lukke den friske luft ind.

Den eneste af slagsen, var når døren ud til gangen med de skrigende orange vægge og sitrende lysstofsrør, blev åbnet.

Dagene var altid ens. Vi vågnede. Vi knaldede. Hun gik i bad. Jeg skrev. Hun redte vores seng og smed tøj i posen til David. Den var altid fyldt og klar om fredagen.

Så gik jeg i bad, vaskede hendes kusse ud af mit skæg der blev længere og længere. Vi delte en sandwich og de lunkne pomfritter; dyppede dem i mayo og skyllede efter med resten af vinen, fra natten før. Vi knaldede og jeg skrev lidt mere.

Som adspredelse, var der et gammelt sort/hvid T.V. og en VHS-maskine. David havde lånt og sin samling af tysk husmorporno, gamle sort/hvide klassikere og nekrofile 80’er horrorfilm. Vi tømte dagens første, friske flaske vin. Røg min tobak, mixet med pot. Vi knaldede igen og delte den anden; og dermed dagens sidste sandwich. Pligtopfyldende, gnaskede vi på de sørgelige pomfritrester, og skyllede efter med vand; med mindre der var mayo tilovers …

Jeg skrev igen. Jeg tog hende op af væggen med hendes ansigt presset ind mod den duggede rude, mens den overbelastede aircondition, hostede og hakkede kølig freondunst ud i rummet. Vi skændes og sad og surmulede i hver sin ende, på det eneste siddemøbel i rummet. Der havde oprindeligt været to, men jeg fik David til at fjerne den ene. Der var ingen grund til at friste skæbnen, så man risikerede at sove alene. Jeg sagde undskyld, selvom det var hende der ville slagsmålet. Vi elskede intenst i en time, og gik i bad sammen. Vi børstede tænder og jeg skrev en sidste gang, inden vi to dagens sidste splif og gik i seng.

Og når månen var fuld, vågnede jeg om natten og tog min skrivemaskine med ud på tagterassen. Der skrev jeg digte om dagenes gang. Så havde jeg noget at sammenligne med, hvis jeg en dag skulle blive gammel nok.