Med jul og nytår overstået og et par måneder på arbejdsmarkedet, indfandt selvtilliden sig igen.
Hverdagen havde gjort sit indtog og der var mad i køleskabet; også sidst på måneden. Nu kunne jeg atter sidde og bitche over en chef, der gjorde arbejdsdagen ulidelig. Ligesom de andre når der var fredagsbar på Wessels. Jeg var blevet indlemmet i det gode selskab igen. Jeg var sat i en bås, hvor jeg henspildte de lyse timer i døgnet mod behørig betaling. Det var spillets regler, hvis jeg ville have en chance for at avancere opad i de sociale lag. Ikke at det betød noget fordi jeg ventede kun på, hvornår lokummet brød i flammer … igen!
Chefen havde fundet ud af, at jeg vidste en del om at opbygge en “rigtig” hjemmeside. Det var en nem opgave tænkte jeg. Den gamle var banket sammen, tilbage i slut 90’erne, af nogle indiske programmører; og lignede derefter. Efter et par sessions med Daniel fra marketing gik jeg igang med at analysere indholdet, vurdere informationsmængden på forsiden og forenkle menustrukturen. Mine skitser blev godkendt sammen med projektplanen. Jeg fik en måned til at lave den ved siden af min normale tjans. Til gengæld kunne jeg få en uges betalt ferie i maj.
Det var en ringe betaling fordi lige så snart koden var på plads fik jeg både salgschefen og direktøren på nakken. “Nej du skal ikke tilpasse hjemmesiden til iPad!” “Hvorfor ikke?” spurgte jeg direktøren, der gentagende gange havde givet udtryk for sit dybtfølte had til Mac. Jeg havde på den anden side fået flere henvendelser fra kunder, der spurgte efter understøttelse af iPad. Naivt havde jeg den opfattelse, at dem der betalte vores løn skulle serviceres …
“Nej, der er ingen der bruger iPad og vi bruger kun Windows her!” “Okay” svarede jeg, mens jeg prøvede som en gal at regne ud, hvordan jeg kunne slippe ud af situationen, uden at direktøren eksploderede.
Tiraden forsatte i en lind strøm. Jeg vidste godt at jeg skulle holde min kæft, men til sidst blev det for meget og jeg kunne ikke dy mig længere. “For to år siden kom Apple ud med iPad’en. Alle spurgte: hvad skal vi med den? Nu to år senere er der 800.000, der har en i Danmark. Det vil sige næsten 20 procent. Dagligt har jeg læger; vores kunder, der efterspørger at vi understøtter brugen af det skidt, du så tydeligt nærer et inderligt had til. Jeg føler mig lidt splittet her. Mit job er at supportere kunderne. Det står i min kontrakt … “
Daniel fra marketing gjorde sig meget lille, mens direktøren råbte og skreg så voldsomt af mig, at man skulle tro, at hans næste skridt var at flænse os i stumper og dumpe vores forrevne lig i en tilfældig container i nattens mulm og mørke. Jeg skubbede min stol bagud og rejste mig op og kiggede iskoldt på ham. “To ting! Du sagde til jobsamtalen, at du ønskede at skabe forandringer. Og du forventede at jeg kunne levere det med min erfaring og baggrund. Nu er jeg igang og så bliver du pissesur på mig over, at jeg gør mit arbejde. Og noget helt andet. Alle vores konkurrenter … “
Jeg nåede ikke at afslutte sætningen før han afbrød mig med et nyt hysterisk spytbad. “Du skal ikke være næsvis. Du skal gøre som jeg siger! Jeg ved, hvad der er rigtigt. Ellers kan du få en fyreseddel!”
Efter det optrin vidste jeg godt hvad klokken var slået.
To uger senere opdagede jeg en kritisk fejl i et andet system, som jeg fandt en løsning til på egen hånd. Det skulle jeg aldrig have gjort. Pludselig var jeg illoyal og afdelingslederen hev mig ud i kopirummet, hvor han skældte mig højlydt ud. “Forstået” svarede jeg koldt og skrev under på den skriftelige advarsel. Jeg havde brug for en måned mere, for at have nok til at skride.
At spilde yderligere tid på at forklare at kunderne ikke kunne bruge en basal funktion som at sende tilkald ud til deres patienter, når det var blevet tid til en ny konsultation; på grund af en rookie-fejl i systemet; en simpel industristandard, som ingen fra IT mente at det var værd at overholde. Det ville være som at tømme en dunk benzin på et bål der allerede stod i flammer. Jeg lod chefen afslutte skideballen, hvorefter jeg sagde god weekend og forlod kopirummet i god ro og orden.
I morgen skulle jeg til Holland. Jeg havde fri i en hel uge. Min nye rygsæk var allerede pakket og klar til afgang. Den ventede kun på at jeg kom hjem og hentede den.