For en stund stop et øjeblik og tænk over, hvor ligegyldig, og fantastisk ubetydelig du er. Du er intet, dit liv har ingen mening, der er absolut intet formål med at du er i live. Der er ingen grund til at lige du, har lov til at trække vejret. Hele din eksistens og den selvberettigelse, du bilder dig selv ind, at du har krav på, er en illussion. Det er en maskerade. Det er et spil for galleriet. Din bil, dit hus, din pensionsopsparing og din lønkonto, er en kunstig konstruktion. Din uddannelse, karriere og position, du så hårdt har tilkæmpet, er en falsk forhåbning. Du har præcis krav på intet her i livet. Du kan undværes. Din tilstedeværelse er ikke nødvendig. Der er ikke brug for dig. Om du lever eller ej er ikke relevant. Du er blot et sandkorn. Et lille bitte bitte et, ligesom alle de andre sørgelige eksistenser, der betræder denne jord, hver eneste dag. Hvert et menneskeligt åndedræt, er spild af god frisk luft. Ilt, der kan bruges meget bedre, hvis du ikke trækker vejret.

Føler du dig ilde til mode? Er du rystet i din grundvold? Det værn du stiller op for at beskytte dig selv mod tosser som mig, der fortæller dig præcist, hvor tåbelige dine drømme, dit begær, din grådighed er. Det fortaber sig i tågerne med lynets hast, hver eneste gang du træder din fod frem, hver eneste gang du ytrer dig, hver eneste gang du fylder indkøbskurven. Du er en tåbe. Et misfoster, og det vækker min undren at du er til. Du er ligegyldigt fyld. Er du her endnu? Hvorfor?

Du finder på, hitter på, opfinder dimser, dingenoter, højtider, mærkedage. Du bygger monumenter, katedraler og bedehuse, for at kunne tilbede noget. Noget der skal minde dig om, at dit liv giver mening. Noget, der skal forsøge at berettige at du har en grund til at leve. Noget, der kan dæmre for den absolutte tomhed, der altid nager dig. Du hærger hele planeten i din sindsyge ragen til dig. Du giver mig navne og skaber dogmer for livet. Du laver skrifter, der betragtes som hellige. Din fantasi løber løbsk, fordi du tror, at jeg er den skinbarlige sandhed, som ingen kan stille spørgsmålstegn ved. Du slagter dem, der handler i uoverenstemmelse med dine overbevisninger. Du slår uskyldige væsener ihjel, efter at have pint og plaget dem, fordi du mener, at du har ret til at æde alt, der findes på min planet.

Menneske, der er noget du har misforstået. Faktisk er der flere ting du har fattet forkert. Jo mere jeg tænker over … DET HELE! Intet af alt det du troede er korrekt. Lad os starte fra en ende af. Jeg har intet navn. Jeg eksisterer ikke. Jeg er fucking ligeglad med dig. Du har ingen relevans for mig. Jeg skabte ikke dig i mit eget billede. Jeg havde ingen plan eller formål, med dig eller de andre væsener på denne planet (eller de andre planeter, du aldrig kommer til at finde). Jeg skabte universet. Jeg skabte livet. Det var mig. Jeg er skyldig i det …

Jeg gjorde det fordi jeg havde lyst til lige det, i det øjeblik. Det øjeblik som du tror er næsten 6 milliarder år siden. Det øjeblik var faktisk bare et øjeblik siden. De sidste sekunder, har jeg set, hvordan I opstod og spredte jer som en steppebrand helt ude af kontrol. I formerede jer hurtigere end noget andet væsen på denne planet. Det er fascinerende at opleve, hvordan I skaber en kemisk ubalance. Til trods for at jeg bliver ved med at bombardere jer med alskens sprøjtemidler, så vil I bare ikke dø ud. I nægter at visne. I finder bare selv på nye sprøjtegifte, der kan tage livet af mine planter. I kalder det ukrudt – det samme navn jeg kalder jer.

Hvordan I præcis opstod, hvordan I muterede jer til det, I er nu, vækker min undren. Jeg havde set noget komme, men at det skulle blive så katastrofalt, havde jeg ikke forventet.

Nuvel! Nu er i her, og I er ikke lige sådan at slippe af med. Det er ikke fordi, jeg ikke kan slippe af med jer. Det tager bare så satans lang tid, at rydde op hver eneste gang, og bagefter skal der bygges op igen og males o.s.v.. Det er fandens besværligt hele tiden at skulle være på. Jeg har også brug for at slappe af en gang imellem. Jeg har også noget kluns, der skal vaskes, og en opvask, der kræver min opmærksomhed.

Derfor kære mennesker (tåbeligt navn til et væsen!), lad os lave en aftale. Jeg lader jer eksistere for en stund. Mimimum indtil opvasken er taget (nogle tusinde år i jeres tidsregning). I mellemtiden opfører I jer pænt og opfylder en række simple krav, jeg har til jer … Faktisk er det ikke til forhandling, men I vil jo altid have realiteterne pakket pænt ind, har jeg lagt mærke til. Så for at gøre jer glade – Lad os indgå en aftale!

1) Du skal DØ! Det er et krav for at holde bestanden nede. Med jer har det ligesom bare taget overhånd, derfor opfandt jeg tobak, alkohol og narkotika. Jeg håbede det kunne holde jer nede på et fornuftigt leje, men i stedet for, bliver I bare ved med at sprede jer i horrible mængder. Jeg sørgede ellers for at I blev glade og opstemte, når I indtog det. Men så fik nogen (Ingen navne nævnes!), den fabelagtige ide, at I skulle være sunde (det kom ikke fra mig!).

2) Lev jeres liv. Der er ingen, der bliver lykkelige af at æde klidkiks. Det har hele tiden været meningen at livet skulle tage jer af dage. Så tag dog for helvede at nyde det uden moderationer (med visse undtagelser!).

3) Jeg har ikke en eksklusiv klub for de særligt udvalgte. Der findes ingen himmel (helvede er det I selv har skabt her på planeten). Jeg gider jer ikke nu, har aldrig gjort det, og kommer heller aldrig til det – punktum! Når I er døde, er det, det. Det er slut. Det er endestationen for jeres ynkelige liv. Lev med det, eller se pkt. 2.

4) I får ikke en skid af mig. Og hvis du er for flabet kan du få en flad. Hvis du vil opnå noget, der minder om et anstændigt liv for dig og din patetiske eksistens, må du lette røven.

5) Lad være med at formere jer som rotter. Jo flere I bliver og jo mere affald I producerer – desto flere rotter kommer der. Der er jo ligesom nogen, der skal rydde op efter jer – og jeg gider ikke! Jeg gav jer præventionsmidler for at I skulle bruge dem. Jeg gav jer våben og håbede dermed I kunne holde bestanden nede af jer selv. Men nej. Først skød I alle næsten dyrene og fortærede dem hver og en. Derefter blev I flere og fortærede resten før I langt om længe begyndte at skyde hinanden. Et øjeblik blev jeg glad, men det var kun en stakket frist, da I fandt på at holde fred!

6) Lev ikke foran skærmen. Der findes intet liv bag skærmen. Kun hjernedød underholdning, selvom der er enkelte lyspunkter som f.eks. Breaking Bad (Jeg er vild med det show!).

7) Pas på hinanden. Det er temmelig simpelt. Hvis I virkelig ønsker fred og fordragelighed, så sørg for at alle kan komme til lægen, få sig en uddannelse og få efterset sine bisser.

8) Lad være med at klynke. Som nævnt tidligere, så får I ikke en skid af mig. Det må I selv sørge for. Hvis du mangler noget, så find en løsning på at skaffe det, uden at skade andre mennesker. Livet er hårdt … Basta! Og jeg gider heller ikke høre på de der typer, der klynker over at andre får hjælp. Hvis nogen ikke kan finde ud af at hjælpe sig selv, så hjælp dem til det på en ordentlig måde.

9) Lær af hinanden. I Skandinavien har de opfundet en model, til et godt samfund. Et samfund, der fordeler goderne. Ikke ligeligt, men væsentligt bedre end alle andre steder. Desværre bliver mange der parkeret udenfor fælleskabet. Nogen selvforskyldt, men de fleste fordi I er for dumme til at hjælpe og være der for hinanden. På den modsatte side af Atlanten får man intet, hvis man intet har. Til gengæld hjælper de gerne hinanden. Lær nu for pokker af hinanden. Det andet er spild af tid.

10) Lad være med at kontakte mig. Jeg eksisterer ikke, og jeg gider ikke snakke med jer – og slet ikke når I kalder mig alle mulige mærkelige navne, og bygger kæmpe huse i mit navn. I er her kun fordi, jeg har andet at lave lige nu. Jeg kommer kun forbi, hvis jeg syntes I trænger til at få noget at lave. Ja det er derfor I oplever naturkatastrofer fra tid til anden. Enten fordi I er blevet for mange, eller bare er for åndsvage at høre på.

/?