Det havde krævet sit mod at hoppe ud i livet på egen hånd. 

Det var jeg godt klar over, da jeg troppede op i receptionen på, America Del Sur Hostel, i El Calefate, med min alt for store rygsæk. For en stund havde jeg fundet en tryg base i Buenos Aires og forladt den igen. Rutinerne var nøje indstuderet og jeg havde haft tid til at øve mig. Jeg fandt en ro i det smukke kaotiske liv, der nu var blevet min hverdag.

Nu var jeg landet i noget der mindede mig om det kolde nord, der engang havde været mit trygge hjem. Nu havde jeg hele mit liv i en rygsæk der kunne rumme 70 liter, plus det løse. Jeg havde fravalgt det sikre og skiftet tilværelse. Hver dag var jeg tvunget til at genopfinde mig selv, og genfortælle min historie.

Og for hver dag der gik, gav den mindre og mindre mening. Hvorfor var jeg blevet så længe i det jeg dybest set foragtede?

Inderligt kunne jeg mærke hvordan en dybere forståelse for det; at eksistere i det vidunderlige morads, som intet andet end et tilfældigt opstået individ, voksede frem.

Men først skulle jeg igennem den første rejsedepression …

“Det er det første stadie i vagabondens liv, når han erkender; at på landevejen, som en omtåget strejfer er hans fremtid” Det var Louie, der skar igennem, da han kunne høre melodien han kendte alt for godt. De andre rundt om bordet stemte i … “Det går over, når du først får erkendt, hvor alene du er!” “Og har haft en veludført druktur med en komplet samling fremmede, der ligesom dig, er på lumske eventyr.” Det var Albert, der bød sig til med vise ord. 6 måneder tidligere havde han forladt jobbet som designer hjemme i Lyon. Hans første destination var Mexico City og derfra havde han arbejdet sig ned gennem kontinentet.

Han skrålede højlydt op om, at han ville tilbagelægge ruten i modsat retning snarest muligt, mens han skænkede mere rødvin op til randen i mit næsten tomme glas.