Vi drømte om Indiens sydlige kyster med stjernerne som vores eneste navigation, mens vi vandrede langs grøftekanten. Tanket op med whiskey og friskbagt surdejsbrød; destinationen var sat mod nord. På papskiltet fra McDonalds stod skrevet Göteborg. En uventet forventet regning fra fortidens syndefald var betalt. Forude ventede overnatning i det fri og mad fra supermarkedscontainere.

Livet af igår var lagt på hylden; det ukendte ventede igen i horisonten og selvom det hele var gråt og det pissede ned, så tegnede fremtiden lys. Trangen til eventyr var vækket fra sin dvale. Bæstet havde lugtet blod. Det eget blod der langsomt sivede ned gennem tremmegulvet i buret hvor lågen stod åben. Friheden havde hele tiden været indenfor rækkevidde, men jeg havde ladet angsten definere mine rammer. Jeg havde selv skabt det fængsel som jeg langt om længe var flygtet fra. Det var kampen mod frygtens inderste væsen der havde drænet mig for energi.

Rygsækken var ny, vægten halveret, ryggen var ranket og hvis alt gik vel, ville Francesco og jeg snart drøne afsted med 110 km i timen og undslippe regnen. Enten det eller også havde vi en meget lang og trist gåtur foran os.

Efter en fugtig time var der bid. Med de bare næver havde han kæmpet sig til gyldne kæder og ædle ringe. Hans kørsel var som et lykkeligt mareridt. Speedometeret viste 160. Rattet sad i den forkerte side. Ansigtet groft skåret. Accenten var Irsk og fortællingerne var som taget ud af filmen Snatch. Hans navn var Adam.

At være en vaskeægte hustler var hans vej i livet fortalte han os; jeg forsøgte at opildne et simpelt håb om at selen ville virke, til trods for at den ikke havde et sted at sige klik. Ladet var fyldt op med værktøj og maskiner til at lave asfaltsindkørsler; den slags der skrives advarsler om, når Adam og hans crew var på turne. Bilen slingrede i snævre slalommønstre og Francesco og jeg håbede at vores rygsække ville afbøde det værste hvis uheldet skulle være ude.

Levende fortalte Adam om sit liv som vandringsmand og om ægteskabets hellige indgåelse i hans slæng; kvinderne linet op på rad og række, og mændene der fik den der gav sig når de flåede dem rundt på jorden i deres lange vilde mørke hår. Hvis hun ikke formåede at vriste og sparke sig fri var de som skabt for hinanden. Efter det holdt de en vild fest og fejrede at de ville få den stærkeste yngel.

Adam kunne se på vores ansigtsudtryk, at det lød som overdrevne fuldemandsmyter. Det stoppede brat da han slap rattet og bad om min mobil. Francesco overtog febrilsk styringen af det vuggende fartøj der faretruende nærmede sig lastbilen foran. Øjeblikket før katastrofen indtraf så han op fra skærmen; trådte hårdt på speederen og rykkede rattet mod venstre.

“Watch this!” Sagde han og gav os telefonen tilbage. Det var en video på YouTube af ham i vildt slagsmål med en slægtning om retten til de bedste hunner og posen med guld. De levede virkelig som vilde dyr og filmen med Brad Pitt var en undertonet udgave af virkeligheden. Adam var tilfreds med vores reaktion og bød på cigaretter og hjemmebrændt, mens han rykkede rattet; først skarpt til højre og kort efter mod venstre.

Jeg fik med besvær fumlet min zippo-ligther frem og tændt smøgen i min kæft.
“Me Too Buddy!” Francesco bad om en med ild i. Han havde aldrig haft en cigaret mellem sine læber før.