Fly der letter og lander. En gigantisk hal fyldt med ansigter i transit, der trækker rundt med praktiske rektangulære kasser med forstærkede bløde hjørner; de rider hurtigt afsted gennem mylderet på små glatte hjul; der rummer essensen af deres liv. Mit pas af ukendt oprindelse. Mine drømme ubekendte. Min ankomst kun tre timer forsinket. Min afrejse uvis. Mine planer nul.

Bustur fra lufthavnen til Retiro. 50 pesos. Rejsetid 1 time eller mere. Byen passerer forbi gennem beskidte aflange ruder. Forskellige grader af slum. Forskellige grader af High Society. Adskilt af en højtragende flod lavet af asfalt. En kontrastfyldt bevægelse. Du er langt væk hjemmefra.

Mennesker. Massevis af mennesker. Fremmed kultur. Gadestøj. Forvirring. Forundring. Eksistensløs. Tilværelsen brudt ned. Fortiden efterladt i en flyttekasse højt mod nord. Trin ned. Tunnelsyn. Imiteret belysning. Kunstigt. Koldt. Skummelt. Subte. 1 pesos. Modkørende horisontale lygter farer hastigt forbi. Mørke træpaneler. Antikke loftsmonterede lamper. Gamle knudrede glasskærme. En nedslidt elegant tidslomme fra forrige århundrede. Et stop. Flere stop. Sidste stop.

Retur til overfladen. Salta Nueve Nueve Cero. Midlertidig seng på 3. sal. Toilet og bad på den anden side af gangen. Direkte udgang til tagterrasse. Gule vægge, der engang var orange. Grønne dørrammer. Sortprikket terrazzogulv. Loftet klædt i gråhvide nuancer. Det fuldendte forsøg. Desperationen. Slippe kontrollen og turde leve. Måske for første gang.

Snapshot af selvet i spejlet. Midt i et konstrueret forfald. En refleksion af et menneske i et opbrud med samfundets forventninger. Tilfældigheder bragte dig hertil. Strømme af fortællinger venter forude. Kærligheden forlængst forlist. Hjertet bristede ved tanken om de uendelige vidder. Et stille suk. Illusionen af stilhed.

Flyder fladt på en madras der er stor nok til to. Kigger op. Træt. Revner i loftet. Tidens forvitrede slid. Sjælen trækker livet helt ned i mavens dybeste kammer. Kroppen falder til ro. Bare en lille lur. Du har været på farten i næsten to døgn. Du må godt give slip. Bare lidt … lige nu.

Endnu, har du en lang vandring foran dig. Måske der bli’r en skjøn dag, hvor du formår at kravle helt til tops og se solen genopstå?