“Så ryg den dog!” Sagde Joan. Jeg kiggede på jointen, der lå foran mig på terassebordet. Den sidste sol var ved at forsvinde bagved naboens hus. Jeg var tilbage i Silver Lake. Vi var igang med vores anden flaske rød, og jeg kunne se at Joan, ikke var synderligt tilfreds med at jeg ville ryge. Jeg, på den anden side, følte at jeg fortjente det. Efter to uger med mine fingre klistret til tastaturet; i gang med at afslutte min seneste bog, var der li’som et behov for at slippe noget ud.

Det var altid det samme i Silver Lake. Laurie, naboen som jeg delte haven med, dyrkede sin egen pot. Det var den milde slags, der gav det helt perfekte lille spjæt i et par timer – Hvilket var præcis, hvad jeg havde brug for. “Nå men har du tænkt dig at ryge den eller hva?” Joan pegede … “Fuck Yeah” svarede jeg bestemt.

Joan havde aldrig røget før; alkohol var heller ikke på hendes hobbyliste. Men hun havde intet imod at jeg nød det … For nu!

Det er aldrig til at vide hvornår ens kvinde pludselig vil lave alting om. Det begynder altid med de små detaljer.

– Dit skæg trænger til at blive trimmet

– Du skulle tage og bruge denne pæne hvide t-shirt, istedet for den sorte slidte med Johnny Cash.

Før du ved af det, er du ikke den mand du plejede at være. Som et andet legohus, bliver du pillet fra hinanden; stykke for stykke. Det forsætter ufortrødent indtil hun bliver træt af dig, når hun finder ud af hun ikke kan bygge et nyt og bedre hus med de sørgelige rester. Derefter kasserer hun dig som et stykke ligegyldigt skrald. Underligt nok er hun stadigvæk tiltrukket af det vilde skæg. Bare det ikke gror i dit ansigt.

Joan og jeg, havde mødt hinanden to uger tidligere på, Ramen, en lokal japansk restaurant. Det er et af mine yndlingssteder når jeg opholder mig på Silver Lake Blvd. Da vi mødtes opdagede vi, at vi havde siddet på præcis de samme pladser ved siden af hinanden for et år siden. Jeg var fuld som sædvanlig, stadigvæk på farten, mens jeg halvsnøvlende spurgte Joan til råds om menukortet.

Nu, et år senere, og jeg i et mere ædrueligt øjeblik så sad vi der igen. Efter en lang og berigende samtale over middagen gik vi hjem til mig for at få noget dessert og Jameson.

Joan, arbejdede med PR i et eller andet kæmpe firmahelvede bokset ind i stål og glas. Hun havde en fantastisk udsigt fra hendes kontor næsten halvvejs mod toppen. Særligt om natten, da jeg fik hende til at skrige sin lyst opad glasrammen af metal, som hun bagefter fortalte mig, at hun ikke var sikker på om den kunne holde.

Jeg var i fuld gang med med min joint. Jeg følte røgen hele vejen ned i min mave, og holdt den dernede så længe jeg kunne for at min krop kunne optage mest muligt af medicinen.

“Kan jeg prøve den?” Det var Joan, der afbrød min seance. “Øh ja, selvfølgelig men jeg troede ikke at du var til den slags skrald” Der kom en tyk røg ud af min mund, mens Tom Waits, gladtrist, spillede i baggrunden. “Sandt, men når jeg ser dig nyde den så meget … Ja så bliver jeg sgu nødt til at prøve selv!” Jeg rakte den over til hende og sagde “Hosteri kan forekomme … “ Jeg gik ind i køkkenet for at fikse en frisk flaske rød. Nummer to var næsten tom, og jeg gik efter en god nat. Den sidste i selskab med Joan.

San Diego eller San Francisco? Jeg var ikke sikker på, hvor jeg ville ende. Men jeg skulle mødes med,  Genesis i morgen ude foran Los Angeles Union Station, ved Alameda Street. Derfra, var der ingen der vidste, hvad der skulle ske.

Udenfor sad Joan og hostede. “Det bli’r en god aften” tænkte jeg, mens jeg skruede proppen af flasken.

Det var den billige Cabernet fra Trader Joe’s; kun $2.49 …