Jeg så manden med leen komme anstigende og med det steg forventningerne. Den kroniske tid var født. Solen steg op i vest og gik trodsigt ned i øst. Der var legende børn på grusstien mellem de lerklinede hytter. En gammel dame med bylten fyldt, spændt fast på ryggen vandrede taktfast mod solens seng. Hun var klædt i farvestrålende alpacauld fra top til tå.

Vi havde krydset de gyldne antilopers plateau. Rejst i dagevis gennem de tårnhøje tinder for at lande i den magiske dal med de varme og næringsrige kilder. Vi havde forladt ørkensommeren, sprunget efteråret over og var landet midt i en iskold vinter. Vi var omringet af kæmper. Luften var tør og tynd; det ville være en gal mands værk at løbe en flugt igang.

På den anden side var det lokale klientel yderst imødekommende og de virkede oprigtigt interesserede i at kommunikere. Dem på en blanding af Quechua og Spansk. Erik og mig med en blanding af Engelsk og spastiske rallelyde, der gjorde det ud for de få spanske gloser sprutten ikke havde fået os til at glemme … og de altid nødvendige og besynderlige fakter med hænderne; dem man altid håbede kunne gøre det ud for 15 universelle og fantastiske sætninger, der kunne frelse verden.

Efter en indkvartering i improviserede omgivelser blev vi inviteret til rituelt dansearrangement i byens eneste sted med varme. Den lokale bar ejet af byens mæcen. Ham de andre gik til når høsten var slået fejl,  eller tilfældigt forbipasserende glemte at betale for serviceydelserne; når de skulle have hjælp med at finde vej i vildnisset og ikke falde ned af de dybe og drabelige skrænter.

Det var et sindrigt system. Betal nu eller bliv kørt langt væk; strippet for beklædning; efterladt midt i en begyndende snestorm. Strategien virkede altid efter hensigten. Oftest tog det ikke mere end ti minutter før de forkælede møgunger, der rejste rundt med en rygsæk i farvestrålende farver og den seneste udgave af Lonely Planet, som deres bibel, krøb til korset og hostede op med frigivelsessummen.

Men så blev de også kørt direkte til busstationen med en flaske af det billigste lokale hjemmebryg til at varme sig på; og en venlig hilsen om at blive væk fremover.

Tilbage i Cuzco havde William advaret os om de eventyr vi kunne forvente og udfordringerne med at finde en hæveautomat. “They are honest people, but you do not fuck with them! And remember to pay for everything. Nothing and I mean that! Nothing is for free in that Ol’ town!” Der var en stemning af gamle hyggelige westerns og Erik og jeg havde det som om vi snakkede med John Wayne, mens bålet knitrede og spredte varme på den mørke prærie. I virkeligheden havde det pisset ned i fire dage, mens vi vandrede igennem regnskoven. Og det eneste lys i mørket var fra den batteridrevne insektlampe der knitrede som en gal.

Meget sigende hed den lokale bar i den magiske dal, El Loco Conejillo. Det skøre Marsvin. Det overdådige menukort bød på hele tre daglige måltider. Grillet Marsvin, der blev branket perfekt tørt over ildstedets flammer der stod midt i baren, der var placeret midt i rummet. Den var bygget i bedste præinka-stil med firkantede søjler i hvert hjørne til at holde taget der gik op i et rør, for derefter at forsætte gennem bygningens tag. Det grillede kræ blev ledsaget af udkogte kartofler og majs på kolbe, der var gravet ud af glødernes inferno. Nogen gange var de næsten tilberedte. Til sovs var der en sindsyg stærk hjemmerørt chili med sorte prikker i. Først troede vi at det var peber, men det viste sig at være selvdøde fluer, der var blevet overrasket over hvor potent sovsen var og nu lå de der og smeltede ind til små sorte prikker. Det var frokostmenuen. Til aftenmenuen fulgte der en Pisco Sour med. Til morgenmaden var der tørt brød; i stedet for kartoffel og Chicha. Den lokale øl, brygget på majskolberne der havde ligget for længe i gløderne. Til frokost blev man budt på Coca-te med kanelstang i! Lidt stil var der trods alt over byens eneste kro.

Den eneste måde at opnå servering på var at blive medlem. Det stod der på barens eneste skilt der hang over disken. Med en slidt spritpen var der skrevet “Gringo must be member” på de to sammentømrede brædder der stammede fra en gammel oversøisk palle.

Det kostede ti soles. Det samme beløb skulle betales hvis man nærede et ønske om at blive udmeldt. Det var den eneste måde at forlade stedet fuldt påklædt.

Til gengæld var rygning tilladt indendørs og der var rigtigt toiletpapir; af den bløde slags, på toilettet. Det var tydeligt at der ikke kun kom mænd her.

Jeg var i gang med min tredje Pisco Sour da min hjerne gik i selvsving “En gruende gry nærmer sig, mens fremtiden anmassende presser på …” “Åh for helvede kan vi ikke bare for et øjeblik nyde at vi er midt i det fantastiske kaotiske NU, hvor alt kan ske?” Det var Erik der afbrød min fordrukne monolog “Det var dig, der talte om at vi savnede ægte eventyr af den vilde slags, der skulle skrives fabler om” Flovt hævede jeg glasset “Du har ret min gæve ven. Må vinden bringe os lykkeligt uvidende videre; ud på de åbne vidder, hvor eventyret lever!” “Cheers Fucker!” lød det opløftet fra Erik.