Måske er jeg først ved at lære at drukne nu, efter at jeg har rundet de 40 år. Måske er jeg først lige begyndt at forstå; at uden tømmermænd og angstens sved der driver ned af væggene og maler dem sorte; mangler det, der skal til for at jeg er i stand til at tænde lyset, når solen endelig er gået ned. Måske er jagten på ordene, en rejse, der aldrig når i mål?

Jeg mister hurtigt interessen for det meste. I disse dage går det hurtigere end da jeg var en ung mand; uden andre ambitioner end den næste druktur og villige skøger. Kærligheden spilder min tid med lette lumske fælder, siger jeg til mig selv, mens solen hamrer ind gennem de franske altandøre og gør tilværelsen under dynen ulidelig varm.

Det hamrer i mit hovede. Jeg fik ikke drukket nok. Hun vækkede noget i mig, som jeg ikke har kontrol over. Der er en storm under opsejling og jeg ved ikke om jeg er i stand til at navigere klogt mellem de gigantiske bølger, jeg ser ankomme truende ude i horisonten. Jeg minder mig selv om at mørket aldrig er længere væk end en solnedgang.

Problemet er størst om sommeren, men vintereren får mig altid til at savne sommeren. Det er der jeg kan vandre frit; køre mit spil med tomlen i vejret og lade foretagsomheden pløje sig ned i gruset, så jeg kan dække over at jeg ikke kender min yndlingsårstid … Jeg kan godt lide sort, men en rigtig farve er det ikke. Den er ligesom natten. Noget ubegribeligt med et mystisk potentiale for at alt kan forsvinde med lysets hast. Det er den slags nætter jeg drømmer om; hvor alting forsvinder med lysets hast, så jeg ikke skal tage stilling til dagen. Alting tager bare længere tid, når solen er oppe.

Hun skriver igen. Siger at hun vil tvinges ned på alle fire. Jeg er træt af at kigge på nøgne bryster på en lille skærm. Vil hellere at jeg ku se dem live og drømme om at male dem på et stykke papir. Jeg slår det hen. Jeg må gemme papiret til skrivemaskinen, og hun siger at hun skal til Kolding; altså hende den anden. Hvem fanden gider at tage til Kolding, med mindre man drømmer om en lang og pinefuld død. Strandet i provinsen uden mulighed for at flygte, fordi man bliver opslugt af hverdagen, der suger dig tør for næring indtil du ikke længere er i stand til at tørre dig selv i røven, og tilværelsens afslutning faretruende skrider tættere og tættere frem mod afgrundens rand. Jeg har været der før; krydset grænseovergangen til ødemarken, hvor døden hersker. Jeg ved ikke hvordan jeg fandt hjem igen …

Jeg skænker endnu et glas whisky. Det er min metode til at få tiden til at gå, når den evige følelse af at være forladt, aktiverer den indlærte trøstemekanisme. Hun siger hun hedder Camilla. Instinktivt ved jeg det er løgn. Hun hedder noget andet. Bor sikkert med mand og børn i et pænt friseret rækkehus i Virum. Hun sender mig et billede af bundede fødder. Hun trænger til at mærke at hun lever. Jeg skriver at jeg kun har gaffatape og en kvart flaske whisky. Jeg håber at det skræmmer hende væk. Jeg gider ikke være den der dominerer.

Jeg vil bare være; sanse hendes væsen og smage på hendes sjæl. I små doser give mig hen uden den falske leg. Hun sender mig et billede af hendes kusse. Den er glatbarberet. Hun skriver at hun er helt alene hjemme. Jeg skriver at jeg holdt op med at spise karameller som ung. Tit prøver jeg at sidde og tænke tankerne helt tomme; indtil der ikke er mere at begribe, men der kommer altid ubelejlige afbrydelser som forsinker vejen mod frelsen, der aldrig kommer.

Hun sender mig en grine-smiley og skriver: Jeg har en flaske vodka. Jeg svarer: Har du Tonic? Camilla skriver, står der i beskedfeltet, men jeg vil hellere nyde en vodka tonic, med min agent David, i Denver, på Nob Hill Inn og drømme om aldrig at skulle væk fra Colfax Street igen. Der kan jeg bære min vægt.

“Kommer du?” Hun skriver igen. Jeg ved hun er desperat, klamrer sig til det stille håb om at kunne håbløsheden enkelt undvige. Det er mit lod i livet at yde førstehjælp til alle dem der ikke forstår kunstens forbandede væsen, i hvilken artisten må lide for skabelsesprocessen. Jeg kender kuren mod fristelsen til at yde omsorg for dem der aldrig turde stikke til søs og mærke livet blive rusket igennem af universets forunderlige kræfter. Den daglige selvtømning.

Men det er en ny dag nu, hvor månen fuld, rejser sig på sit højeste … Jeg er først ved at vågne og jeg kan godt lide at se deres rødmende ansigter, når det går op for dem; at det lykkedes et kort øjeblik at give slip på hæmningerne og lade lysten leve sit eget omtumlede liv. Universets kræfter kommer i mange former. Det burde være en kollektiv pligt at deles om byrden. Måske, det er en smule naivt og indbildsk at tænke sådan?

“Jeg har lyst til at mærke din stive pik i min mund!!!!!” Jeg burde gå i seng, men der er stadigvæk whisky i flasken og hun vil gerne betale for taxien. Jeg ruller to joints. En til nu og en til Virum. Jeg kender min pligt. Det er mit job; at få dem til at flyve, der aldrig fik det lært. Nogen gange farer jeg vild i jagten på det originale; det autentiske, fordi jeg glemmer at gribe det umiddelbare … Jeg bestemmer selv retningen, bilder jeg mig selv ind. Men jeg ved godt at der er større kræfter på spil, der leger med min sjæl. Det er min egen håbløshed, at være en brik i et mærkeligt spil uden fastlagte regler … Og nogen dage er det nemmere at improvisere end andre.

Jeg kender chaufføren. Han kender rutinen. Han får mig sikkert hjem. Jeg har lyst til at skrive … Høre lyden af tangenterne hamre voldsomt og slæden, der med et gyldent ding, bliver drevet frem til den næste linie. Der er mere i flasken, der står på køkkenbordet, hvor jeg efterlod den for 3 timer siden. Som en anden robot banker jeg ordene ned:

“Saligt det er at leve indtil man skal dø … Rædsomt det er når man glemmer hvor enkelt det er … “

Jeg flår papiret ud af skrivemaskinen og krøller det sammen inden jeg kyler det ud i mørket. Det virker alt for let. For banalt. Uden besvær flyder tankerne … Jeg flytter fingrene over på det digitale tastatur.

“Smuk er tanken om at være lukket inde, sammen med dig, og skabe det nødvendige rum for at skrive lidenskabeligt og slippe galskaben løs. Brug energien, du mærker nu, til grådigt at få hamret kapitlerne ned … Måske driften vi føler er ordenes sande kraft, der kan slippes fri og leve. Måske er benzinen til bålet der skal brændes, SEX??? … Måske er suset en kreativ kraft vi tilfældigt er faldet over … Så mange spørgsmål, så megen lyst – luften er tyk af muligheder, optioner på kaotiske tilstande … Jeg kom til at tænke på filmen: Hemingway & Gellhorn med Clive Owen og Nicole Kidman. Se, så kører tankerne igen og sætningerne flyder afsted. Troede egentlig, at jeg havde brug for at bygge en mur af vrede op omkring mig; som jeg automatisk gør, når jeg mistænker livet for at forråde mig.

Det er det forladte barns forsvarsmekanisme. Besnærende det er at hægte sig fast og ikke se sig tilbage, men fornuften byder mig at lade tiden få ro til at arbejde; dykke ned i en bog … Måske Leonard Cohen med Yndlingslegen … Måske lidt George Orwell … Eller måske filmen: Hemingway & Gellhorn, for at se om der er tydelige tråde til den storm, der er under opsejling inde i mig. Og hvis der kommer en storm, så må jeg hellere se at lære og sejle, så jeg har en ærlig chance for at navigere klogt mellem de tårnhøje bølger … “

“Natten er aldrig længere væk end en solnedgang … “ Skriver hun. På forunderlig vis skriver vi på samme replik. “Kommer du snart til Nyborg?” “Måske” svarer jeg “Måske, når august dør … “