Category: Kapitler

Fly der letter og lander. En gigantisk hal fyldt med ansigter i transit, der trækker rundt med praktiske rektangulære kasser med forstærkede bløde hjørner; de rider hurtigt afsted gennem mylderet på små glatte hjul; der rummer essensen af deres liv. Mit pas af ukendt oprindelse. Mine drømme ubekendte. Min ankomst kun tre timer forsinket. Min afrejse uvis. Mine planer nul.

Bustur fra lufthavnen til Retiro. 50 pesos. Rejsetid 1 time eller mere. Byen passerer forbi gennem beskidte aflange ruder. Forskellige grader af slum. Forskellige grader af High Society. Adskilt af en højtragende flod lavet af asfalt. En kontrastfyldt bevægelse. Du er langt væk hjemmefra.

Mennesker. Massevis af mennesker. Fremmed kultur. Gadestøj. Forvirring. Forundring. Eksistensløs. Tilværelsen brudt ned. Fortiden efterladt i en flyttekasse højt mod nord. Trin ned. Tunnelsyn. Imiteret belysning. Kunstigt. Koldt. Skummelt. Subte. 1 pesos. Modkørende horisontale lygter farer hastigt forbi. Mørke træpaneler. Antikke loftsmonterede lamper. Gamle knudrede glasskærme. En nedslidt elegant tidslomme fra forrige århundrede. Et stop. Flere stop. Sidste stop.

Retur til overfladen. Salta Nueve Nueve Cero. Midlertidig seng på 3. sal. Toilet og bad på den anden side af gangen. Direkte udgang til tagterrasse. Gule vægge, der engang var orange. Grønne dørrammer. Sortprikket terrazzogulv. Loftet klædt i gråhvide nuancer. Det fuldendte forsøg. Desperationen. Slippe kontrollen og turde leve. Måske for første gang.

Snapshot af selvet i spejlet. Midt i et konstrueret forfald. En refleksion af et menneske i et opbrud med samfundets forventninger. Tilfældigheder bragte dig hertil. Strømme af fortællinger venter forude. Kærligheden forlængst forlist. Hjertet bristede ved tanken om de uendelige vidder. Et stille suk. Illusionen af stilhed.

Flyder fladt på en madras der er stor nok til to. Kigger op. Træt. Revner i loftet. Tidens forvitrede slid. Sjælen trækker livet helt ned i mavens dybeste kammer. Kroppen falder til ro. Bare en lille lur. Du har været på farten i næsten to døgn. Du må godt give slip. Bare lidt … lige nu.

Endnu, har du en lang vandring foran dig. Måske der bli’r en skjøn dag, hvor du formår at kravle helt til tops og se solen genopstå?

Måske er jeg først ved at lære at drukne nu, efter at jeg har rundet de 40 år. Måske er jeg først lige begyndt at forstå; at uden tømmermænd og angstens sved der driver ned af væggene og maler dem sorte; mangler det, der skal til for at jeg er i stand til at tænde lyset, når solen endelig er gået ned. Måske er jagten på ordene, en rejse, der aldrig når i mål?

Jeg mister hurtigt interessen for det meste. I disse dage går det hurtigere end da jeg var en ung mand; uden andre ambitioner end den næste druktur og villige skøger. Kærligheden spilder min tid med lette lumske fælder, siger jeg til mig selv, mens solen hamrer ind gennem de franske altandøre og gør tilværelsen under dynen ulidelig varm.

Det hamrer i mit hovede. Jeg fik ikke drukket nok. Hun vækkede noget i mig, som jeg ikke har kontrol over. Der er en storm under opsejling og jeg ved ikke om jeg er i stand til at navigere klogt mellem de gigantiske bølger, jeg ser ankomme truende ude i horisonten. Jeg minder mig selv om at mørket aldrig er længere væk end en solnedgang.

Problemet er størst om sommeren, men vintereren får mig altid til at savne sommeren. Det er der jeg kan vandre frit; køre mit spil med tomlen i vejret og lade foretagsomheden pløje sig ned i gruset, så jeg kan dække over at jeg ikke kender min yndlingsårstid … Jeg kan godt lide sort, men en rigtig farve er det ikke. Den er ligesom natten. Noget ubegribeligt med et mystisk potentiale for at alt kan forsvinde med lysets hast. Det er den slags nætter jeg drømmer om; hvor alting forsvinder med lysets hast, så jeg ikke skal tage stilling til dagen. Alting tager bare længere tid, når solen er oppe.

Hun skriver igen. Siger at hun vil tvinges ned på alle fire. Jeg er træt af at kigge på nøgne bryster på en lille skærm. Vil hellere at jeg ku se dem live og drømme om at male dem på et stykke papir. Jeg slår det hen. Jeg må gemme papiret til skrivemaskinen, og hun siger at hun skal til Kolding; altså hende den anden. Hvem fanden gider at tage til Kolding, med mindre man drømmer om en lang og pinefuld død. Strandet i provinsen uden mulighed for at flygte, fordi man bliver opslugt af hverdagen, der suger dig tør for næring indtil du ikke længere er i stand til at tørre dig selv i røven, og tilværelsens afslutning faretruende skrider tættere og tættere frem mod afgrundens rand. Jeg har været der før; krydset grænseovergangen til ødemarken, hvor døden hersker. Jeg ved ikke hvordan jeg fandt hjem igen …

Jeg skænker endnu et glas whisky. Det er min metode til at få tiden til at gå, når den evige følelse af at være forladt, aktiverer den indlærte trøstemekanisme. Hun siger hun hedder Camilla. Instinktivt ved jeg det er løgn. Hun hedder noget andet. Bor sikkert med mand og børn i et pænt friseret rækkehus i Virum. Hun sender mig et billede af bundede fødder. Hun trænger til at mærke at hun lever. Jeg skriver at jeg kun har gaffatape og en kvart flaske whisky. Jeg håber at det skræmmer hende væk. Jeg gider ikke være den der dominerer.

Jeg vil bare være; sanse hendes væsen og smage på hendes sjæl. I små doser give mig hen uden den falske leg. Hun sender mig et billede af hendes kusse. Den er glatbarberet. Hun skriver at hun er helt alene hjemme. Jeg skriver at jeg holdt op med at spise karameller som ung. Tit prøver jeg at sidde og tænke tankerne helt tomme; indtil der ikke er mere at begribe, men der kommer altid ubelejlige afbrydelser som forsinker vejen mod frelsen, der aldrig kommer.

Hun sender mig en grine-smiley og skriver: Jeg har en flaske vodka. Jeg svarer: Har du Tonic? Camilla skriver, står der i beskedfeltet, men jeg vil hellere nyde en vodka tonic, med min agent David, i Denver, på Nob Hill Inn og drømme om aldrig at skulle væk fra Colfax Street igen. Der kan jeg bære min vægt.

“Kommer du?” Hun skriver igen. Jeg ved hun er desperat, klamrer sig til det stille håb om at kunne håbløsheden enkelt undvige. Det er mit lod i livet at yde førstehjælp til alle dem der ikke forstår kunstens forbandede væsen, i hvilken artisten må lide for skabelsesprocessen. Jeg kender kuren mod fristelsen til at yde omsorg for dem der aldrig turde stikke til søs og mærke livet blive rusket igennem af universets forunderlige kræfter. Den daglige selvtømning.

Men det er en ny dag nu, hvor månen fuld, rejser sig på sit højeste … Jeg er først ved at vågne og jeg kan godt lide at se deres rødmende ansigter, når det går op for dem; at det lykkedes et kort øjeblik at give slip på hæmningerne og lade lysten leve sit eget omtumlede liv. Universets kræfter kommer i mange former. Det burde være en kollektiv pligt at deles om byrden. Måske, det er en smule naivt og indbildsk at tænke sådan?

“Jeg har lyst til at mærke din stive pik i min mund!!!!!” Jeg burde gå i seng, men der er stadigvæk whisky i flasken og hun vil gerne betale for taxien. Jeg ruller to joints. En til nu og en til Virum. Jeg kender min pligt. Det er mit job; at få dem til at flyve, der aldrig fik det lært. Nogen gange farer jeg vild i jagten på det originale; det autentiske, fordi jeg glemmer at gribe det umiddelbare … Jeg bestemmer selv retningen, bilder jeg mig selv ind. Men jeg ved godt at der er større kræfter på spil, der leger med min sjæl. Det er min egen håbløshed, at være en brik i et mærkeligt spil uden fastlagte regler … Og nogen dage er det nemmere at improvisere end andre.

Jeg kender chaufføren. Han kender rutinen. Han får mig sikkert hjem. Jeg har lyst til at skrive … Høre lyden af tangenterne hamre voldsomt og slæden, der med et gyldent ding, bliver drevet frem til den næste linie. Der er mere i flasken, der står på køkkenbordet, hvor jeg efterlod den for 3 timer siden. Som en anden robot banker jeg ordene ned:

“Saligt det er at leve indtil man skal dø … Rædsomt det er når man glemmer hvor enkelt det er … “

Jeg flår papiret ud af skrivemaskinen og krøller det sammen inden jeg kyler det ud i mørket. Det virker alt for let. For banalt. Uden besvær flyder tankerne … Jeg flytter fingrene over på det digitale tastatur.

“Smuk er tanken om at være lukket inde, sammen med dig, og skabe det nødvendige rum for at skrive lidenskabeligt og slippe galskaben løs. Brug energien, du mærker nu, til grådigt at få hamret kapitlerne ned … Måske driften vi føler er ordenes sande kraft, der kan slippes fri og leve. Måske er benzinen til bålet der skal brændes, SEX??? … Måske er suset en kreativ kraft vi tilfældigt er faldet over … Så mange spørgsmål, så megen lyst – luften er tyk af muligheder, optioner på kaotiske tilstande … Jeg kom til at tænke på filmen: Hemingway & Gellhorn med Clive Owen og Nicole Kidman. Se, så kører tankerne igen og sætningerne flyder afsted. Troede egentlig, at jeg havde brug for at bygge en mur af vrede op omkring mig; som jeg automatisk gør, når jeg mistænker livet for at forråde mig.

Det er det forladte barns forsvarsmekanisme. Besnærende det er at hægte sig fast og ikke se sig tilbage, men fornuften byder mig at lade tiden få ro til at arbejde; dykke ned i en bog … Måske Leonard Cohen med Yndlingslegen … Måske lidt George Orwell … Eller måske filmen: Hemingway & Gellhorn, for at se om der er tydelige tråde til den storm, der er under opsejling inde i mig. Og hvis der kommer en storm, så må jeg hellere se at lære og sejle, så jeg har en ærlig chance for at navigere klogt mellem de tårnhøje bølger … “

“Natten er aldrig længere væk end en solnedgang … “ Skriver hun. På forunderlig vis skriver vi på samme replik. “Kommer du snart til Nyborg?” “Måske” svarer jeg “Måske, når august dør … “

Jeg så manden med leen komme anstigende og med det steg forventningerne. Den kroniske tid var født. Solen steg op i vest og gik trodsigt ned i øst. Der var legende børn på grusstien mellem de lerklinede hytter. En gammel dame med bylten fyldt, spændt fast på ryggen vandrede taktfast mod solens seng. Hun var klædt i farvestrålende alpacauld fra top til tå.

Vi havde krydset de gyldne antilopers plateau. Rejst i dagevis gennem de tårnhøje tinder for at lande i den magiske dal med de varme og næringsrige kilder. Vi havde forladt ørkensommeren, sprunget efteråret over og var landet midt i en iskold vinter. Vi var omringet af kæmper. Luften var tør og tynd; det ville være en gal mands værk at løbe en flugt igang.

På den anden side var det lokale klientel yderst imødekommende og de virkede oprigtigt interesserede i at kommunikere. Dem på en blanding af Quechua og Spansk. Erik og mig med en blanding af Engelsk og spastiske rallelyde, der gjorde det ud for de få spanske gloser sprutten ikke havde fået os til at glemme … og de altid nødvendige og besynderlige fakter med hænderne; dem man altid håbede kunne gøre det ud for 15 universelle og fantastiske sætninger, der kunne frelse verden.

Efter en indkvartering i improviserede omgivelser blev vi inviteret til rituelt dansearrangement i byens eneste sted med varme. Den lokale bar ejet af byens mæcen. Ham de andre gik til når høsten var slået fejl,  eller tilfældigt forbipasserende glemte at betale for serviceydelserne; når de skulle have hjælp med at finde vej i vildnisset og ikke falde ned af de dybe og drabelige skrænter.

Det var et sindrigt system. Betal nu eller bliv kørt langt væk; strippet for beklædning; efterladt midt i en begyndende snestorm. Strategien virkede altid efter hensigten. Oftest tog det ikke mere end ti minutter før de forkælede møgunger, der rejste rundt med en rygsæk i farvestrålende farver og den seneste udgave af Lonely Planet, som deres bibel, krøb til korset og hostede op med frigivelsessummen.

Men så blev de også kørt direkte til busstationen med en flaske af det billigste lokale hjemmebryg til at varme sig på; og en venlig hilsen om at blive væk fremover.

Tilbage i Cuzco havde William advaret os om de eventyr vi kunne forvente og udfordringerne med at finde en hæveautomat. “They are honest people, but you do not fuck with them! And remember to pay for everything. Nothing and I mean that! Nothing is for free in that Ol’ town!” Der var en stemning af gamle hyggelige westerns og Erik og jeg havde det som om vi snakkede med John Wayne, mens bålet knitrede og spredte varme på den mørke prærie. I virkeligheden havde det pisset ned i fire dage, mens vi vandrede igennem regnskoven. Og det eneste lys i mørket var fra den batteridrevne insektlampe der knitrede som en gal.

Meget sigende hed den lokale bar i den magiske dal, El Loco Conejillo. Det skøre Marsvin. Det overdådige menukort bød på hele tre daglige måltider. Grillet Marsvin, der blev branket perfekt tørt over ildstedets flammer der stod midt i baren, der var placeret midt i rummet. Den var bygget i bedste præinka-stil med firkantede søjler i hvert hjørne til at holde taget der gik op i et rør, for derefter at forsætte gennem bygningens tag. Det grillede kræ blev ledsaget af udkogte kartofler og majs på kolbe, der var gravet ud af glødernes inferno. Nogen gange var de næsten tilberedte. Til sovs var der en sindsyg stærk hjemmerørt chili med sorte prikker i. Først troede vi at det var peber, men det viste sig at være selvdøde fluer, der var blevet overrasket over hvor potent sovsen var og nu lå de der og smeltede ind til små sorte prikker. Det var frokostmenuen. Til aftenmenuen fulgte der en Pisco Sour med. Til morgenmaden var der tørt brød; i stedet for kartoffel og Chicha. Den lokale øl, brygget på majskolberne der havde ligget for længe i gløderne. Til frokost blev man budt på Coca-te med kanelstang i! Lidt stil var der trods alt over byens eneste kro.

Den eneste måde at opnå servering på var at blive medlem. Det stod der på barens eneste skilt der hang over disken. Med en slidt spritpen var der skrevet “Gringo must be member” på de to sammentømrede brædder der stammede fra en gammel oversøisk palle.

Det kostede ti soles. Det samme beløb skulle betales hvis man nærede et ønske om at blive udmeldt. Det var den eneste måde at forlade stedet fuldt påklædt.

Til gengæld var rygning tilladt indendørs og der var rigtigt toiletpapir; af den bløde slags, på toilettet. Det var tydeligt at der ikke kun kom mænd her.

Jeg var i gang med min tredje Pisco Sour da min hjerne gik i selvsving “En gruende gry nærmer sig, mens fremtiden anmassende presser på …” “Åh for helvede kan vi ikke bare for et øjeblik nyde at vi er midt i det fantastiske kaotiske NU, hvor alt kan ske?” Det var Erik der afbrød min fordrukne monolog “Det var dig, der talte om at vi savnede ægte eventyr af den vilde slags, der skulle skrives fabler om” Flovt hævede jeg glasset “Du har ret min gæve ven. Må vinden bringe os lykkeligt uvidende videre; ud på de åbne vidder, hvor eventyret lever!” “Cheers Fucker!” lød det opløftet fra Erik.

“Så ryg den dog!” Sagde Joan. Jeg kiggede på jointen, der lå foran mig på terassebordet. Den sidste sol var ved at forsvinde bagved naboens hus. Jeg var tilbage i Silver Lake. Vi var igang med vores anden flaske rød, og jeg kunne se at Joan, ikke var synderligt tilfreds med at jeg ville ryge. Jeg, på den anden side, følte at jeg fortjente det. Efter to uger med mine fingre klistret til tastaturet; i gang med at afslutte min seneste bog, var der li’som et behov for at slippe noget ud.

Det var altid det samme i Silver Lake. Laurie, naboen som jeg delte haven med, dyrkede sin egen pot. Det var den milde slags, der gav det helt perfekte lille spjæt i et par timer – Hvilket var præcis, hvad jeg havde brug for. “Nå men har du tænkt dig at ryge den eller hva?” Joan pegede … “Fuck Yeah” svarede jeg bestemt.

Joan havde aldrig røget før; alkohol var heller ikke på hendes hobbyliste. Men hun havde intet imod at jeg nød det … For nu!

Det er aldrig til at vide hvornår ens kvinde pludselig vil lave alting om. Det begynder altid med de små detaljer.

– Dit skæg trænger til at blive trimmet

– Du skulle tage og bruge denne pæne hvide t-shirt, istedet for den sorte slidte med Johnny Cash.

Før du ved af det, er du ikke den mand du plejede at være. Som et andet legohus, bliver du pillet fra hinanden; stykke for stykke. Det forsætter ufortrødent indtil hun bliver træt af dig, når hun finder ud af hun ikke kan bygge et nyt og bedre hus med de sørgelige rester. Derefter kasserer hun dig som et stykke ligegyldigt skrald. Underligt nok er hun stadigvæk tiltrukket af det vilde skæg. Bare det ikke gror i dit ansigt.

Joan og jeg, havde mødt hinanden to uger tidligere på, Ramen, en lokal japansk restaurant. Det er et af mine yndlingssteder når jeg opholder mig på Silver Lake Blvd. Da vi mødtes opdagede vi, at vi havde siddet på præcis de samme pladser ved siden af hinanden for et år siden. Jeg var fuld som sædvanlig, stadigvæk på farten, mens jeg halvsnøvlende spurgte Joan til råds om menukortet.

Nu, et år senere, og jeg i et mere ædrueligt øjeblik så sad vi der igen. Efter en lang og berigende samtale over middagen gik vi hjem til mig for at få noget dessert og Jameson.

Joan, arbejdede med PR i et eller andet kæmpe firmahelvede bokset ind i stål og glas. Hun havde en fantastisk udsigt fra hendes kontor næsten halvvejs mod toppen. Særligt om natten, da jeg fik hende til at skrige sin lyst opad glasrammen af metal, som hun bagefter fortalte mig, at hun ikke var sikker på om den kunne holde.

Jeg var i fuld gang med med min joint. Jeg følte røgen hele vejen ned i min mave, og holdt den dernede så længe jeg kunne for at min krop kunne optage mest muligt af medicinen.

“Kan jeg prøve den?” Det var Joan, der afbrød min seance. “Øh ja, selvfølgelig men jeg troede ikke at du var til den slags skrald” Der kom en tyk røg ud af min mund, mens Tom Waits, gladtrist, spillede i baggrunden. “Sandt, men når jeg ser dig nyde den så meget … Ja så bliver jeg sgu nødt til at prøve selv!” Jeg rakte den over til hende og sagde “Hosteri kan forekomme … “ Jeg gik ind i køkkenet for at fikse en frisk flaske rød. Nummer to var næsten tom, og jeg gik efter en god nat. Den sidste i selskab med Joan.

San Diego eller San Francisco? Jeg var ikke sikker på, hvor jeg ville ende. Men jeg skulle mødes med,  Genesis i morgen ude foran Los Angeles Union Station, ved Alameda Street. Derfra, var der ingen der vidste, hvad der skulle ske.

Udenfor sad Joan og hostede. “Det bli’r en god aften” tænkte jeg, mens jeg skruede proppen af flasken.

Det var den billige Cabernet fra Trader Joe’s; kun $2.49 …

Der står de så, de ensomme tårne og svajer ganske let i vinden. Som høje træer, der vokser ind i himlen, minder de os om, hvor store bedrifter vi som mennesker kan opnå. Med deres stoiske udseende giver de en lyst at kravle helt til tops, for derefter at lade sig falde i dybets stille ro.

Nu skal vi fandme have os en vaskeægte falden-på-halen-tragikomisk aften i Hell’s Kitchens dunkle tåger, mens tusmørket langsomt, men sikkert slukker for solens belejlige stråler. Der forsvinder varmen og man skutter sig i sines armes varme. Mens nattens lys sørger for at vi ikke falder til ro – Bare lidt endnu – bare hold dig vågen. Jeg har mere at byde på brøler damen med faklen. Hendes retfærdige stemme breder sig ned til gadens folk, hvor de gule biler, gør sit til at overdøve damens klang. Med deres mekaniske symfoni. En blanding af plastik, metal, gummi og smeltet sand, vækker de trangen til at måtte søge ly for asfaltens og betonens trængsel.

Med vinden om ørerne bemærker du storbyens dinosaurer løfte deres næb, mens de starter på deres svanedans, mod månens første desperate lys. Højt oppe bevæger de sig i takt til storbyens melodi. Den dystre sang om fuglene der faldt så højt, at det ramte lige der hvor vi ikke forventede, at alt skulle falde fra hinanden.

Af støv er du kommet. Til støv skal du blive og som en anden fugl Føniks, vil vi atter rejse os fra jordens overflade. Fra resterne, vil vi endnu engang løfte os selv mod stjernerne. Stjernerne der venter derude i det uendelige mørke. Det mørke, der skabte os alle.

Til tonerne af storbyens metalliske øgler, der med deres knirkende rytme spiller med på storbyens soundtrack, bevæger jeg mig med løftet pande gennem glemslens uartige malstrøm. Alt imens jeg tænker på det, der betød noget for dig.

Midt i storbyjunglen, med udsigt over Brooklyn Bridge, der med sit besnærende og velkommende lys byder dig indenfor, i gaderne bygget tæt med blanke glasfacader. På fornemmeste vis rammer de beton og stål ind. Som en perfekt konstruktion, vugger de let mellem duften fra Hudson River og Atlanterhavet. Hvad nyt vinden bærer med, kan vi kun gisne om.

Så let vi er forbundet med hinanden med vores blotte tilstedeværelse, og det åndedræt der holder os i live, mens tankerne om at leve i en drøm, på stedet hvor alt er åbent 24-7. Hvor ingen falder til ro, hvor alt åbner døre for dig. Kom slud og regn. Som stolte New Yorkere, står de last og brast om det hjem så mange deler.

Tonen bliver holdt råt for usødet; “Hey don’t be an fucking Eye!”, “Hey watch out”, “Oh my bad”, “Can you spare some change?”, “Can I have one of your cigarets?”, Honk Hoooonk, “Hey Fuck you – You wanna get out of that car!”, “That’s some serious donkey shit”

Men det er alt sammen ment kærligt – det er byen, der aldrig sover – det er næsten 10 millioner, som har valgt at krampe sig sammen, bare for at de kan være tæt på der, hvor det hele sker.

Det er lige rundt om hjørnet at vi mødes. Det er lige der festen er i aften. Det er her drømmene begynder. Drømmen om det pulserende og spændende liv. “Et liv siger du?” Med alt den støj fra gule taxier og sure chauffører. Gamle subway trains i spejlblankt metal, der rumler fra undergrunden og bumler op på høje linieføringer, der triller rundt imellem de gamle lejlighedskomplekser. Det er store lastbiler, som fragter friske råvarer til de sultne horder, der lystigt gnaver sig igennem byens fineste sandwich – med den ægte Pastrami. Så lækkert og delikat, at Sally fik en orgasme, mens Harry måbende så til, og damen bagved lystigt sagde: “I’m having what she’s having!”

Det er stedet hvor man kan ane spøgelsesjægernes sirene, mens de er på jagt efter endnu et gespenst, der glemte at forlade denne dimension.

Det er stedet, hvor en ung dame med et altid overtrukket kreditkort, skriver om New Yorkernes lagengymnastik. Inklusive hendes egen, mens hun beundrer sine nyeste sko og venter på ham den store.

Det er byen af glas, som forfatterens svar på Woody Allen, har beskrevet så mange og indgående gange. Ligesom filmens svar på samme.

Du finder dem alle, men du finder ikke Central Perk her, for det hele var made-up i et rum med kunstig belysning. Ligesom de karakterer vi så mange har grinet af, mens de prøver at finde deres vej i livet. Det er en historie vi æder råt, fordi et sted derinde, kunne vi godt selv tænke os at være dem. Dem der hver dag lige smuttede forbi til den der oversized coffee, som giver et koffeinkick, der kan få selv Abraham Lincolm til at vågne fra sit kammer uden vinduer.

“One Pastrami coming up!” Ja Katz’s findes og scenen med kvindens dyriske brøl er ikke en enlig svale. Ligesom Hook & Ladder #8 har lagt facade til mere end en skærmfordrivelse. Location, Location, Location, med udsigt til Lower East Side mærker jeg noget spire – ikke dans og sang ved den røde trappe, men noget der må opleves. “It’s New York, It’s the city that never sleeps”, det er kongen af Queens. “It’s the Big Apple” – Ligesom den ikoniske glaskube på 5th Avenue, der frister dig til at komme nedad vindeltrappen, hvor enhver æblejunkie, kan få styret sit fix, mens man bare håber på, at man ikke skal overvintre på biblioteket.

Det og meget mere er New York, og hun venter bare på at du hopper ombord, mens hun retfærdigt åbner for godteposen, af skøre, skæve og ikke-helt-ved-siden-af-oplevelser. Det er et voldsomt sansebombardement, der efterlader dig med et kæmpesmil på læben, når du en sjælden gang prøver at indhente drømmelandets åbne vidder, mens du svæver over byens insisterende lys, som en anden ørn på jagt efter endnu et bytte at nedlægge.

Ølhunden glammer og levering af fnisetobak sker lige til døren, også selvom du henslægter dit korpus i en lille og gammel IKEA-møbleret lejlighed på femte – Midt på Lower East Side Manhattan.

Lower East Side, hvor røgen suges dybt ned i lungerne, mens du fra brandtrappen, der kun lige akkurat er hægtet fast til det røde murværk, med sprunkne fuger og rustne beslag. Trangheden til trods pulser du løs, og lader nattens kulde omfavne dig.

Et forkert skridt og du rammer gadens plan med et splat.

Alt bliver sort for dine øjne, imens du lander på asfaltens ubarmhjertige mørke ru overflade.

Du bemærker for en stund den kraftige mørkerøde farve, der glimter i ambulancens blinkende lys. Du er fri, du svæver atter over byens Skyline. Indtil du mærker livet gå igennem din livløse krop.

Det er så let at give slip, og bare lade sig glide med vinden henover højdedragerne. Oppe her er alt så roligt. Der er ingen støj, kun vindens blide susen, der kærtegner dit rynkede og omblæste fjæs.

Med et chok vågner du til død igen. Det var bare en drøm – du er her endnu – hun venter stadigvæk på at du går down south. Igen og igen og igen – lige indtil du er mæt og vil hjem igen.

Snart er jeg på en vinge, der gennem skyernes dække, trænger igennem til det kolde nord, hvor hjem og forår er. Snart er jeg atter der, hvor jeg blev sat i verden. Hvor himlen ikke kan nåes fra det højeste bjerg. Landet hvor ingen bliver ladt i stikken, men hvor mange parkeres på sidelinien, mens linie 5S drøner forbi så stærkt, at det kun er de få, der når at springe på.

I det bølgende bøgehav vil jeg atter drømme mig væk til fjerne horisonter, støvede veje og mødet med andres drømme og idealer. Mens jeg kommer nær og fjern, for at sige hej og goddag til dem der stadigvæk står rank og flot om det, som det hele handler om. Venskabets bånd, der binder os sammen, på tværs af kontinenternes ubegribelige afstande. Alligevel er ingen længere væk end en samtale, gennem lysledernes åbne kanaler. På kryds og tværs af alle verdens have – Bare du ikke ringer klokken lort om natten, for jeg skal op kl. kvart i kvalme. Op og slave mig igennem endnu en triviel hverdag, mens du hælder whiskey i gabet – Og lufter kæppen op i skrævet på en endnu en ungmø med et faderkompleks. Et faderkompleks så stort, at hun fejt ser den anden vej, mens hun vandrer afsted på hendes Walk-of-Shame. Pludselig er alder et problem, nu hvor alkoholen forlader dit system. Din krop er blevet besudlet af manden med salt- og peberskægget. “You got yours, I got mine, It’s all part of the deal!”

Coke, Pot, Whiskey og alt for mange cigaretter – og kødet fra to-tre køer har jeg muntret mig med. Jeg har pint og plaget den sidste rest af sund fornuft. Brugt rub og stub – I jagten på det der sus, der skulle dulme smerten. Smerte det er, hvad du føler, hvis du jager en dolk i blodpumpen – Ulykkelig, hvad er det? Så længe jeg kan eliminere det der gør ondt med en flaske. Så længe det uudholdelige kan termineres med en bane og lidt af det grønne … Så længe vil jeg blive ved.

Så længe står det på, indtil det der gjorde med ked, ligger mig så fjernt, at det er tid til at finde fornuftens stemme frem igen.

Hvem ved, måske jeg en dag køber et lille hummer, lige ud til stoppestedet hvor linie 12 standser.

Måske jeg slår mig ned på vestkysten, hvor solen altid skinner – og mit sind ikke står måbende tilbage overfor min manglende beherskelse – En dag bliver alting måske normalt.

Måske – Måske

Måske var det det her, der var normalt, og alt det andet der var unormalt.

Måske – Måske

Måske var det det

Det her er hvad du får, så doser selv mængden. Når lyset er brændt ud, er det tid til at sige: “So long suckers, I’m finally checking out of this hell hole – See you on the other side – Don’t know when, but you’ll find me in the bar, with at bottle of Irish party-starter and two 21-year old girls, sitting on both sides of me.”

Hasta Luego.